Selvfølelse og Selvtillid

af Jesper Juul

Med mellemrum ser vi i medierne forslag og eksempler på, at børn og unge får større selvtillid, når de træner og udvikler sig inden for en bestemt sport, hvis de er overvægtige og taber sig eller når nye undervisningsmetoder gør de læsesvage stærke. I mange tilfælde er dette uden tvivl sandt og udgangspunktet er heller ikke så skævt endda - nemlig, at der går alt for mange børn rundt, som tilsyneladende mangler selvtillid. Men er det nu selvtillid, de mangler; eller er det selvfølelse (selvværd)? Selv om vi ofte bruger disse begreber i flæng, er forskellen imellem dem i virkeligheden temmelig stor.

Selvfølelse, evnen til at kunne føle »sit selv«, sit »center«, sin »kerne«, sin »væren« - for nu at bruge nogle ofte anvendte begreber.

Selvfølelse = Den vi ER – det handler om, hvem vi er

Selvtillid = Hvad vi GÖR – det drejer sig om, hvad vi kan eller gør

Selvfølelse kan illustreres som en slags indre centersøjle, som kan være høj eller lav og selvtilliden som et stillads uden omkring personen. Der lader til at være en slags lovmæssighed, som siger, at mennesker med en høj grad af selvfølelse næsten automatisk også har stor selvtillid, hvorimod det omvendte bestemt ikke er tilfældet. Som forældre er det derfor ikke ligegyldigt, hvordan vi satser i forhold til vores børn og partnere. Hvis et barn har lav selvfølelse hjælper det f.eks ikke så meget at styrke dets selvtillid. Dvs. det hjælper ikke på selvfølelsen, højst på selvtilliden.

Hjælpeløshed er nedbrydende for selvfølelsen
Denne problemstilling er f.eks. akut for mange voksnes forhold til børn (og voksne) med fysiske eller psykiske funktionshæmning. Disse børn har ofte en lav selvfølelse, fordi de ikke kan undgå at opleve deres egen eksistens som mindre fuldkommen end ikke funktionshæmmede mennesker og som en belastning for deres omgivelser. Der er få ting i livet, der kan virke så nedbrydende på menneskers selvfølelse, som det at være helt eller delvis hjælpeløs og afhængig af andres hjælp. Forældre, som ofte sanser denne problemstilling, kommer (uskyldigt) til at satse overdrevent på den funktionhæmmedes kunnen og glemmer, at det er vores væren, der er substansen i vores oplevelse af livskvalitet.

Vigtigt at kunne se og mærke forskel
Det er ikke mindre »fint« at have selvtillid end at have selvfølelse. Det betyder blot, at det er vigtigt at kunne se og mærke forskel. Det er uhensigtsmæssigt udelukkende at øge antallet at tandbørstninger, hvis det er en rodbehandling, der er brug for, for nu at bruge et lidt firkantet billede, som måske ikke er så urealistisk endda. Mange mennesker med lav selvfølelse får hver dag gode råd om at købe smart tøj, skifte frisure, make-up, få plastikkirurgi o.l. ud fra den samme forestilling om, at en gang maling kan bortlede opmærksomheden fra et spinkelt fundament.

Hvorfor kendte og dygtige sportsfolk får det psykisk dårligt
Hvis vi et øjeblik vender tilbage til sportens verden (det kunne også være rockmusikkens eller teatrets), finder vi blandt tidligere topidrætsfolk en del eksempler på, hvad denne sammenblanding af selvtillid og selvfølelse kan afstedkomme. Som enhver ved, sker der nogle gange det, at dygtige sportsfolk får det psykisk dårligt, når karrieren er slut; når de pludselig ikke kan gøre det, de tidligere kunne. I sportens verden taler man normalt ikke om forskellen på selvtillid og selvfølelse, men man kender forskellen på »ægte venner« og »rygklappere«. De første er dem, der vil være sammen med en, fordi de synes, man er noget i sig selv. De sidste holder sig kun til, så længe man kan præstere noget bestemt. Specielt hvis man har været en af de store stjerner i medierne, kan det være en brat opvågnen, når man bliver konfronteret med sin lave selvfølelse, fordi pressen, vennerne, tilskuerne og familien jo netop hele tiden har ladet en vide, at man var noget særligt.

Det er desværre nok karakteristisk for de fleste af os, at vi er opdraget både hjemme og i skolen med hovedvægten på, hvad vi kunne gøre eller præstere og gøre rigtigt, og mange af os har lært at satse på selvtilliden som en dårlig men nødvendig erstatning for selvfølelsen. Der er derfor ikke noget at sige til at vi ofte genkender den lave selvfølelse hos andre og kalder den mangel på selvtillid. Det betyder ikke at mangel på selvtillid ikke findes. Hvis man er umusikalsk har man lav selvtillid på musikkens område. Hvis ens hjerne ikke kan tackle matematik må man leve med meget lidt selvtillid på det felt osv. Har man en sundt udviklet selvfølelse er det imidlertid ikke noget problem – blot en kendsgerning.

Det betyder heller ikke, at der ikke er mening i at blive god til noget; man skal blot ikke forvente, at ens selvfølelse bliver større ad den vej.

Symptom på lav selvfølelse og hvordan skolen bidrager til det
Der findes mange forskellige symptomer på lav selvfølelse og da de også kan være symptomer på andre ting, må sagen undersøges i hvert enkelt tilfælde. Nogle af de almindeligste er: usikkerhed, angst, ekstrem tilbageholdenhed, praleri, løgn, aggressiv og destruktiv adfærd, indlæringsvanskeligheder, selvoptagethed og perfektionisme.

Jo mere samfundet udvikler sig på markedets betingelser, jo mere vil vore værdier knytte sig til menneskers præstationer og jo mindre vægt vil der derfor blive lagt på menneskers væren og dermed det, vi kalder det »hele menneske«. Skolesystemet er i disse år godt på vej til at overgive sig helt til erhvervslivets krav til elevernes præstationsniveau og mange forældre har desværre også ladet sig forføre af ideen om, at hovedformålet med skolegang og opdragelse er at fremme landets eksport. Problemstillingen er imidlertid på en vis måde falsk.

Hvis vi turde satse på børnenes selvfølelse de første 14-15 år af deres liv, ville vi opdage, at vi fik en generation af voksne kompetente, kreative og produktive deltagere i samfundsøkonomien. Nu er det heldigvis sådan, at den væsentligste del af menneskers selvfølelse grundlægges i alderen fra 0-4 år, og hvis den får mulighed at vokse sig stærk i disse år, er den ikke så let at bryde ned igen. Lad os derfor se lidt nærmere på, hvad selvfølelse overhovedet er for noget, og hvad man som forældre kan gøre for at styrke den i sine børn.

Selvfølelse - hvad kan vi som forældre gøre?

Selvfølelse er ligesom så mange andre psykologiske begreber vanskelig at tale konkret om, fordi den netop er en oplevelse og ikke en handling. Af samme grund findes der også, som nævnt i begyndelsen af denne artikel, mange forskellige forsøg på at lave ordbilleder, som kan hjælpe os til at genkende oplevelsen.

Vi kan tale om selvfølelse som en slags kerne indeni os på samme måde som stenen i en frugt. Kernen er i dette billede både »det inderste«, og »centrum« og det, der indeholder alt det frugtbare - al kraften.

Vi kan også tale om den som et »center« - en slags kommandocentral, hvorfra resten styres eller som et midtpunkt eller balancepunkt, hvorfra personlig ubalance registreres og forsøges genoprettet. Selvfølelse kan også beskrives som forskellen på at være indrestyret og ydrestyret, hvor mennesker med en sund selvfølelse er indrestyrede.

Selvfølelse er også, som ordet siger, følelsen af et »selv«, af at være noget eller nogen, eller af at have en indre identitet. Ikke i betydningen af at være »noget særligt«, men oplevelsen af at have en værdsat og værdifuld eksistens adskilt fra udseende, karakterer, økonomi og sportsligt eller intellektuelt præstationsniveau.

Det er, når vi mister fornemmelsen af os selv (eller opdager, at vi altid har manglet den), vi spørger: »Hvem er jeg egentlig? Hvad er mit virkelige selv, når al den sociale politur er skrabet væk?« Den efterfølgende tomhed er mere et signal om, at kontakten med selvet er spinkel end at det ikke findes i os. Selvfølelse kendes også som oplevelsen af at have et indre, rodfæstet værdisystem eller en målestok, som sætter os i stand til at sætte klare og sunde grænser for os selv og i forhold til andre og at vurdere, hvad der er godt og skidt for vores liv. Det er oplevelsen af at »være til« og at være »i orden«, bare fordi vi nu engang er her på jorden og helt uden hensyn til, hvad vi eventuelt kan præstere eller hvor dygtige, smukke, intelligente, velhavende eller magtfulde, vi for tiden er i den ydre verden.

Som nævnt er mange af os vokset op under omstændigheder, som ikke var specielt frugtbare. Mange forældre har i tidens løb været bange for, at deres børn ville blive »selviske«, »selvoptagede«, »egocentriske« eller »asociale«, hvis ikke deres naturligt voksende selvfølelse på et tidligt tidspunkt blev kontrolleret og beskåret, som japanerne gør det med deres Bonsai-træer. De synes at overse den kendsgerning, at verden er fuld af mennesker med lavt selvværd netop p.g.a. denne beskæring.

Denne angst for det selvfølgelige menneske er der mange let forståelige kulturelle og politiske grunde til, men i psykologisk forstand er den helt uberettiget. Det forholder sig i virkeligheden næsten modsat: jo mere børns selvfølelse bliver holdt nede, jo mere selv-optagede bliver de, hvis de da ikke giver helt op og bliver selvudslettende. Jo mindre de føler sig værdsat som sig selv, jo mere forsøger de at gøre sig betydningsfulde på andres bekostning. Jo større respekt, de møder for deres selv, jo mere respektfulde og sociale bliver de.

Hvordan fremmer og beskytter vi selvfølelsen?

For at besvare dette spørgsmål må jeg for et øjeblik vende tilbage til forskellen på selvfølelse og selvtillid. Selvfølelsen handler om, hvem vi er, og selvtilliden om, hvad vi kan gøre/udrette/præstere. I min sammenhæng belyses denne forskel klarest i følgende eksempel:

Anders på to et halvt er med sin mor på legepladsen. Han tager sig en tur ned ad rutschebanen og råber:

»Se mig, mor!« Anders' råb om at blive set skal tages helt bogstaveligt. Han har som alle andre børn (og voksne) brug for at give udtryk for sin oplevelse afsig selv, og det han gør er for at få et »ekko« tilbage fra omgivelserne, som kan bekræfte ham i denne oplevelse af at eksistere i verden på denne særlige måde i dette særlige øjeblik.

Hvis hans mor vil give ham, hvad han beder om, kan hun f. eks sige:
»Det ser vel nok sjovt ud!« (hvis Anders lyder og ser ud, som om han har det skægt).
Eller: »Nååh, hvor går det stærkt«, (hvis han også ser lidt betænkelig ud). Hun har dermed anerkendt hans virkelighed og samtidig sat ord på hans oplevelse af sig selv. Hans selvfølelse er blevet bekræftet.

De fleste forældre er tilbøjelige til at give børn mere, end de beder om, og der kan derfor være grund til at se lidt nærmere på nogle svar, som måske er mere almindeligt forekommende end de her citerede, f. eks:

»Du er vel nok dygtig!« Moderen forsøger her at give Anders selvtillid ved at rose ham.

For Anders er det noget af et »kulturchok«. Han er optaget af sin »væren«, sin følelse af glæde, spænding og fart og har aldrig tænkt på det, som noget der skulle vurderes; som noget man kan være dygtig eller dum til. Da han, som alle andre børn, samarbejder med sine forældre, vil hans opmærksomhed derfor gradvis flytte sig fra sig selv (indrestyret) til forældrenes vurdering af ham (ydrestyret). Han vil forsøge at blive »dygtig« (hvilket man som bekendt kan blive utrolig »dum« af!) og hans sans for blot at »være« vil træde i baggrunden.

Anders' mor kunne også svare ham med et:

»Pas nu på, at du ikke slår dig!«

Hvor kærlig og velment denne advarsel end er, så er den irrelevant og malplaceret. Hvis Anders evt.

på et tidspunkt lander lidt ublidt i sandet, vil sammenstødet med det lære ham, at han kan slå sig. Han vil få en personlig oplevelse og erfaring, som lærer ham meget mere end moderens utidige advarsel, der blot fjerner ham fra den oplevelse, han har og forbereder ham på en, han ikke har haft endnu. Hyppigt udtrykt ængstelighed eller bekymring fra forældre er den rene gift for børns selvfølelse (og selvtillid!), fordi det dels fjerner deres opmærksomhed fra sig selv - og dermed reducerer selvfølelsen, og dels forhindrer dem i at gøre sig deres egne erfaringer - og dermed gradvis udbygge selv-følelsen.

Lad os se på et andet eksempel: Hvis samme Anders senere på dagen kommer og viser sin far en tegning, han har lavet, vil traditionen næsten automatisk få faderen til at sige:

»Den er vel nok fin, Anders!«

eller »Det hus, du tegnede forleden dag, var da meget flottere«. Altså ros eller kritik.

Det kan være relevante svar fra en tegnelærer til en elev, som frivilligt har opsøgt hans undervisning med henblik på at blive dygtigere. Men små børn tegner ikke tegninger til deres forældre for at blive dygtige tegnere. De tegner, fordi det morer dem at tegne og fordi de gerne vil give deres forældre del i glæden. Denne situation kræver en lidt anden slags svar end den på legepladsen:

- Den kan jeg godt lide.

- Den er jeg vel nok glad for.

- Jeg synes, den er lidt uhyggelig. Er den ikke?

- Tak skal du have.... Jeg kan næsten ikke se, hvad det forestiller. Har du tænkt på noget bestemt?

Og sådan kunne vi blive ved. Hovedsagen er, at svaret er personligt og sandfærdigt og dermed anerkender modtagelsen af gaven og hensigten med den frem for at vurdere præstationen. Allerede i 3-4 års alderen er mange børn desværre allerede blevet afhængige af omgivelsernes roseri, og de voksne kan derfor forklare sig med, at børnene jo selv beder om ros.

Der er sådan set heller ikke noget i vejen med at rose børn. Det er først betænkeligt, hvis anerkendelsen ikke udtrykkes mindst ligeså ofte. Først må selvfølelsen styrkes og udbygges den er fundamentet. Derefter kan man arbejde på selvtilliden, hvis det mod forventning skulle vise sig nødvendigt. Arbejdsmarkedet kan vente – og glæde sig til at få en selvbevidst, kreativ og velafbalanceret medarbejder, når tiden er inde.

En af de bedste måder at styrke det aspekt af børns selvfølelse, som vi kalder »indrestyring« på, er at vænne dem til at spørge sig selv i stedet for de voksne, når de er i vildrede med, hvad der er rigtigt eller forkert, godt eller skidt.

Spørgsmål: »Skal jeg male solen rød eller orange?«
Svar: »Hvilken farve synes du mest solen har?«

Spørgsmål: »Nu har jeg tegnet en hund, er den god nok?«
Svar: »Hvad synes du selv?«

Spørgsmål: »Nu har jeg ryddet mit Lego op, er det godt nok?«
Svar: »Er du selv tilfreds?«

Det betyder ikke, at den voksne ikke også kan give udtryk for sine meninger og holdninger, men børnene har brug for hjælp til at finde sine egne, før de kan forholde sig nuanceret til vore vurderinger. Ellers overgiver de sig bare og kopierer de voksne; eller bliver små »Rasmus-modsatter« - alt afhængigt af, hvor diskret eller magtfuldt de voksne gebærder sig.

Mange forældre kender situationen, når dette er mislykkedes og børnene blevet ydrestyrede. Når de bliver teenagere vender de voksne pludselig på en tallerken:

- Det må du da virkelig selv kunne finde ud af!

- Kan du da ikke tage noget som helst af dig selv!

- Hvorfor skal man altid bede dig om alting?

- Det kan da ikke nytte noget, at du er så uselvstændig, at du bare gør det samme som dine kammerater. Du må da også have en selvstændig mening!

Den bedste måde at styrke børns selvfølelse generelt på er simpelt hen at elske dem - betingelsesløst! Ikke fordi de er smukke, søde, velopdragne eller dygtige, men ganske simpelt fordi, de ER.

Jeg tror, at alle forældre kender oplevelsen af denne altomfattende, betingelsesløse kærlighed til deres børn. Alle har på et eller andet tidspunkt, da børnene var spæde, stået og iagttaget dem, når de sov og følt, at de var noget helt mirakuløst enestående. Og det er netop, hvad de er - hvad vi alle er hele livet; uanset om vi er smukke eller grimme, dygtige eller dumme, velopdragne eller på tværs, indsigtsfulde eller uvidende. Hvis man af forskellige gode grunde er blevet voksen uden særligt meget selvfølelse i rygsækken, kan det være en lang og vanskelig proces at bygge den op igen. Det er, som man siger, »svært at finde sig selv« og ofte endnu sværere at give sig selv den betingelsesløse kærlighed, som af den ene eller anden grund ikke blev en til del i opvæksten.

Det kræver gode venner og/eller en partner, som er indstillet på at være tålmodig og som ikke forveksler tilpasning og underkastelse med livskvalitet. Men en ting er sikker: det hjælper ikke at få højeste karakter, være den bedste sælger, have den dyreste bil eller tjene en million. Alle disse ting kan være nogle udmærkede og værdifulde stilladser omkring hovedbygningen, men den må også gøres beboelig indvendig. Det er ikke et enten-eller, men et både-og.