Børn – og deres forældre – har brug for lederskab!

Det går fortsat den forkerte vej, mistrivsel blandt unge er steget markant. Bundmærket omkring vores børn og unges sundhed blev publiceret i begyndelsen af marts i år (se sundhedsstyrelsens resultat her). Hvor længe og hvor langt ned ad bakken skal vi fortsætte?

”-Jeg er mor til tre børn på 2, 6 og 12 år. Jeg er også bange for, hvad der kan ske med mine børn og vil gerne vide, hvad det er jeg forventes at kunne gøre. Hvilke kompetencer er det, jeg bør have, som hverken pædagogerne, lærerne, forskerne eller behandlerne har?”

Spørgsmålet blev stillet af en kvindelig programleder fra TV under er arrangement med familieterapeuter, hjerneforskere, kultursociologer, skolefolk og mediefolk som Jesper deltog i. Den er fortsat aktuel og måske er vi mere klar til at vilje se problematikken og handle på en måde der giver mærkbar positiv effekt.

Jesper fortæller…
Det er lidt pinligt, at hun på denne måde bringer virkeligheden ind i en tværfaglig diskurs og den ellers dygtige mødeleder er ikke helt sikker på, hvad han skal stille op, nu hvor det er blevet personligt. Han beslutter sig for at se hen på gruppen af familieterapeuter og opfordrer os til at besvare morens spørgsmål. Jeg tilbyder hende to muligheder: enten et personligt svar som vil kræve, at jeg får nogle flere oplysninger om hende og hendes familie eller et generelt svar. Hun vælger desværre det generelle. Desværre, fordi generelle svar ofte er både kedelige og uanvendelige.

Af forskellige grunde valgte jeg at sige noget om forældres lederskab og det viste sig at være klogt i den forstand, at det alligevel førte til en slags dialog med hende. Jeg begyndte med at konstatere, at alle teoretikere uanset filosofisk skole er enige om, at børn har brug for voksent lederskab, hvis de skal kunne udvikle sig optimalt på alle områder. En deltager protesterede og nævnte Summerhill-skolen som en undtagelse i den pædagogiske verden. Men det er ikke sandt. På denne berømte engelske skole er det et absolut krav, at alle elever skal vælge frit, hvad de vil beskæftige sig med og lære hver eneste dag. Det er benhård ledelse, som ikke åbner bare den mindste mulighed for, at en elev kan bede de voksne om at bestemme for sig.

Inden for familiens rammer handler det ikke bare om, hvad børn har brug for. Det handler i mindst lige så høj grad om, hvad forældrene har brug for at kunne trives og ikke mindst om, at forældrenes aktive og bevidste lederskab er en forudsætning for at relationerne mellem forældre og børn kan have den nødvendige kvalitet. Moren brød ind med følgende kommentar:

”-Jeg er leder på mit arbejde og har kun sjældent problemer med det, men hjemme i forhold til mine tre drenge lykkes det næsten aldrig. Jeg føler mig som en del af en evig magtkamp, som jeg hver dag taber og samme oplevelse har deres far. I nogle år prøvede vi med belønning og ros i forhold til den ældste men nu forlanger han belønninger, som er så dyre, at det helt enkelt ikke er muligt. Hvad er så den næste strategi eller metode?”

Denne kvinde og mor optrådte med stor autoritet i rollen som konferencedeltager og kritisk udspørger og det samme var altså tilfældet, når hun fungerede som teamleder. Direkte adspurgt indrømmede hun, at hun nok manglede personlig autoritet, når hun var i civil og ikke havde nogen officiel status eller klart defineret rolle.

”-Mine private relationer er meget mere rodet”, sagde hun. ”Jeg er alt for nem at manipulere med og lader mig ofte udnytte både af veninder og familie. Jeg vil jo gerne at andre synes godt om mig og da bliver jeg alt for føjelig.”

Med denne beskrivelse meldte hun sig ind i en meget stor klub af moderne europæiske forældre (og fagfolk) som slider hver eneste dag med deres lederskab i og/eller uden for arbejdstid, fordi både forældrerollen og andre, som før havde en selvklar autoritet, nu har mistet den.

Der findes i realiteten kun to veje ud af dette tomrum, genindførelsen af voksnes ret til at anvende korporlig vold eller de voksnes mulighed for at udvikle en personlig autoritet til erstatning for den rollebetingede.

Der er ingen tvivl om, hvad børnene foretrækker og det næste tiår vil vise, hvilken vej de voksne foretrækker at gå – fremad eller tilbage? (Et optimistisk europæisk gennemsnit siger, at ca. 50% af forældrene af og til eller ofte griber til vold som en del af opdragelsen. Dette gennemsnit er ikke faldet de seneste 25 år, men forskellen er den ikke uvæsentlige, at flere og flere gør det med dårlig samvittighed og ikke tror på, at det er godt for børn).
En mere udførlig beskrivelse af, hvad ”personlig autoritet” er og hvordan man kan udvikle den kommer i næste blogindlæg.

Du er uskyldig men forandringen bliver dit ansvar
Her afslutter Jesper med at gøre opmærksom på, at den citerede mor og hendes mange lidelsesfæller af begge køn er havnet i dette tomrum af en række meget gode grunde, som de selv er helt uskyldige i.

De er vokset op i familier, børnehaver og skoler, som stort set ikke interesserede sig for ”hvem” de var, hvilket gjorde det umuligt at udvikle det minimum af selvfølelse, som er det nødvendige fundament for at bygge personlig autoritet. De er vokset op i en tid, hvor idealet netop var, at man skulle være god, venlig og selvopofrende – dvs. selvudslettende indtil det selvdestruktive – og hvor det eneste kendte alternativ var ”egocentrisk”, ”selvoptaget”, ”asocial” og dermed automatisk outsider. De har lært, at det altafgørende for deres værdi som mennesker var deres tilpasningsevne og deres vilje til at se bort fra sig selv. De har lært, at deres værdi ikke ligger i, hvem de er men i den rolle, de får tildelt. Dette gælder begge køn, men mænd skjuler det ofte bedre og længere end kvinder. Vi fandt os i det og indordnede os, fordi vi elskede vores forældre og havde tillid til dem. Nu står vi konfronteret med børn og unge, som forlanger at vi er nærværende, autentiske og personlige, før de tør tro på vores kærlighed til dem og før de giver os deres respekt og tillid.
Meget kan man sige om livet men det er - i det mindste på dette område - hverken logisk eller retfærdigt!

Handling uden mærkbar effekt giver os ikke alibi

Jesper belyste, det der fortsat sker, og som vi skal være opmærksom på og forandre:
Det medierne desværre gør er at de tematiserer og sætter fokus på fænomener i håb om, at den rigtige form for problemanalyse vil føre til løsninger. Hvad enten temaet er ungdom og alkohol, ungdom og narkotika, ungdom og ”gambling”(det nyeste hotte tema), spiseforstyrrelser, ”cutting”, school-drop-outs, overvægtige børn, ungdom med selvmordstanker og alvorlige psykiske lidelser etc., er det i eksperternes (og dermed mediernes) forståelse af verden sådan, at hvis man kan definere noget som et problem så må der også findes en løsning – eller endnu bedre forebyggelse!

Et af problemerne i denne tankegang er, at dens indre logik egentlig er en illusion. Vi kan forholde os analytisk, intellektuelt, politisk, juridisk til alle disse såkaldte problemer på fænomen-niveau. Vi kan oplyse, undervise, advare, forbyde og straffe uden nogen mærkbar effekt, udover at det får os til at føle, at vi har gjort noget. Vi har taget stilling og vi har handlet. Vi har vores alibi i orden.

Tilbage står forældrene til de unge, som drikker for meget, lider af depressioner, bliver afhængige af alle internettets muligheder og tilbud etc. og ikke mindst forældrene til de mindre børn, som er ængstelige over de mange farer, der lurer på deres børn lige rundt om det næste hjørne. Hvad er det nu lige, de skal gøre for at undgå katastrofen? Når dette spørgsmål rejses, bliver de fleste i en sådan forsamling lidt usikre. Øjnene flakker lidt og man mumler til sidemanden, indtil én siger det forløsende ord ”opdragelse”, hvorefter alle slapper af og begynder at tænke på frokosten.

Lige indtil en kvindelig programleder fra TV siger, ”Jeg er mor til tre børn på 2, 6 og 12 år…” og med det spørgsmål blev det virkelighed, det blev ægte. Det er der vi skal være hvis vi vil gøre noget betydningsfuldt for vores børn, deres forældre og for vores fremtid.