AGGRESSION - En nødvendig del af familielivet
Af Jesper Juul
Der er ingen tvivl om, at vi fødes med forskellige temperamenter. Nogle er filosofiske og tilbageholdende, andre er sprudlende og initiativrige og nogle er aggressive –”krigerne” kalder jeg dem. De synes at se på enhver udfordring eller forhindring som noget der skal nedkæmpes med al den kraft krigeren besidder. Nogle børn græder stille, når de bliver frustrerede eller ikke kan få legetøjet til at virke, som det skal, men krigerne råber højt og smider det langt væk eller sparker til det. Sådan vil de ofte gøre langt ind i voksenlivet og det betaler sig ikke at forsøge at ændre på dem. Vi ved ikke meget om, hvorfor de bliver sådan, men vi ved at det ofte er hårdt at være sådan skruet sammen. Det koster masser af energi og gør forholdet til andre mennesker kompliceret.
Når vi ser bort fra ”krigerne” udspringer vores aggression - dvs. irritation, vrede, raseri og had af forskellige kilder:
Angst er en af disse kilder. Angsten for overmagten, angsten for at miste, angsten for at dø.
Skyld fører ofte til aggressiv adfærd, når vi ikke længere kan bære skyldfølelsen og selvkritikken begynder vi at kritisere de andre og give dem skylden.
At ikke føle os værdifulde for dem vi elsker. Den mest almindelige kilde til aggression er nok oplevelsen af ikke at være så værdifulde for vores nærmeste, som vi gerne ville være.
Følelsen af at være værdifuld - fundamentet under vores selvfølelse
Behovet for at opleve, at vi har værdi for dem vi elsker og holder af, er et dybt fællesmenneskeligt behov og følelsen af at være værdifuld er selve fundamentet under vores selvfølelse. I en familie sker der uundgåeligt det, at kommunikationen med mellemrum bliver blokeret.
Vi udtrykker os uklart og føler os misforstået.
Vi oplever og tænker så forskelligt, at det kan være svært at mødes.
Vi magter ikke at være nærværende og den anden føler sig forladt eller afvist...
Sådan kunne vi blive ved, for der findes utallige ting, som for en tid blokerer kontakten og gør os ensomme. Når det sker, mister vi samtidig oplevelsen af at have værdi for hinanden eller for vores forældre – somme tider kun lidt og kortvarigt, men andre gange er det næsten som at få tæppet revet væk under sig. Vores første reaktion er aggression. Vi bliver lidt irritable, irriterede vrede eller rasende. Disse følelser kommer til udtryk på mange forskellige måder og i mange stilarter.
Kvinder har traditionelt ikke haft lov til at blive vrede på samme udadvendte, højtråbende måde som mænd og derfor græder de i stedet for. Børn har i generationer ikke haft lov til at sige ”av”, når forældrene krænkede dem, så i stedet udviklede de såkaldt psykosomatiske symptomer – hovedpine, mavepine, feber og kronisk træthed for nu at nævne de mest almindelige. Mænd bliver ofte tavse ogsøger tilflugt bag en avis, TV, et jagtgevær eller en fiskestang. Men alt dette er bare ”stilarter” – dvs forskellige kulturelt acceptable måder at være aggressive på. Det samme gælder dem, der konsekvent vender aggressionen indad – mod sig selv, i form af selvbebrejdelser, depression, skyldfølelse o.l.
Aggression er en af kærlighedens mange udtryk
Når et medlem af en familie pludselig bliver aggressiv, betyder det altså, ”Jeg oplever ikke, at jeg har den værdi for jer, som jeg ville ønske jeg havde. Jeg føler mig forkert, udenfor eller til besvær” og netop derfor er det vigtigt at byde aggressionen velkommen i familien. Aggression er ikke kærlighedens og omsorgens fjende. Den er en af kærlighedens mange udtryk. Hvis den ignoreres eller undertrykkes vokser den og bliver med tiden enten helt vulkansk eller bare iskold.
Egentlig er det ulogisk! Hvorfor bliver aggressive, kritiske og bebrejdende, når vi ikke oplever os værdifulde for fællesskabet – hvorfor reagerer vi ikke logisk og bliver triste for eksempel? Det er jo trist!
For de voksne kommer det ofte til udtryk som en væren lidt på vagt, en latent irritation som gør, at man ofte har oplevelse af at skændes om ”ingenting”. Når det sker, er det på tide at sætte sig ned sammen og tage temperaturen på forholdet, sig selv og hinanden. Det er nemlig sådan, at oplevelsen af ikke at være værdifuld for vores nærmeste næsten altid hænger sammen med, at vi heller ikke er så værdifulde, som vi tror eller håber.
Et klassisk eksempel:
I mange århundreder har mænds vigtigste værdi for familien været, at de var skaffere eller forsørgere. Arbejde har kun sjældent været forbundet med lyst eller interesse. Dette har ændret sig langsom i løbet af den sidste generation i den rige del af verden, men en mand, der har familie, drives først og fremmest af sin urgamle pligt til at forsørge familien og forbedre dens forhold. Selv om kvinderne nu også er kommet ud på arbejdsmarkedet er det ofte dem, der i deres hjerter prioriterer samværet og nærheden i parforholdet og sammen med børnene og så har vi konflikten: Han arbejder hårdt på at dække familiens behov og for at forbedre økonomien og hun synes bare, at han nedprioriterer hende og børnene.
Det er de færreste mænd, der har selvindsigt og sprog til at sige, ”Hør her –jeg går faktisk på arbejde af hensyntil min familie!” Hun er den, der er mest hjemme og har mest sans for at skabe en hyggelig atmosfære i hjemmet og oplever, at han ikke sætter pris på hendes indsats. Begge parter bruger masser af energi på at være værdifulde for hinanden men oplever ikke at de faktisk har værdi. Derfor er det vigtigt med mellemrum at afklare, hvordan vi hver for sig forsøger at være værdifulde for hinanden og om det overhovedet lykkes. Den ene eller begge parters aggression er signalet til at sætte dette tema på dagsordenen.
Som forældre mærker vi måske sammenhængen mellem værdi og aggression allertydeligst i relation til børnene. Der findes næppe en relation, hvor voksne så nemt og hurtigt mister oplevelsen af at være gode nok, tilstrækkelige eller værdifulde og så snart det sker, begynder mange af os at skælde ud på børnene eller ligefrem at straffe eller slå dem. Som den allermeste aggression kommer også denne af afmagt, underskud og angst. Om forældre faktisk slår eller ”slår med tungen”, som nogle børn kalder det, når de voksne skælder ud, gør ikke den store forskel i børnenes oplevelse af situationen. De mister lynhurtigt deres oplevelse af at være værdifulde for deres forældre og reagerer –ja, netop: aggressivt. Enten svarer eller slår de igen, banker lillesøster oveni hovedet eller vender det hele indad og bliver triste og skyldbetyngede.
Forældres aggressioner er altid forældrenes ansvar. Det er aldrig børnenes skyld.
Sådan er vi mennesker altså skruet sammen og skal derfor passe på, at aggressionen ikke udvikler sig til en ond spiral, hvor aggression bare medfører mere aggression. Som voksne kan vi snakke med hinanden og opklare årsagerne. Børn og unge har brug for vores empati og vilje til at forstå, hvad der rører sig i dem. Det er aldrig deres kærlighed til forældrene, der er på spil men deres selvværd.