BARNETS TARV VED SKILSMISSE - En miniguide for forældre & deres terapeuter

Denne lille mini-guide kalder en spade for en spade, så sarte sjæle eller folk med hang til politisk korrekthed skal nok ikke læse videre. Sammen med en masse forældre kan jeg konstatere, at meget rådgivning slet ikke fungerer i forhold til de meget konfliktfyldte skilsmisser. Det skyldes delvis, at rådgiverne ikke tillader sig at skære igennem og lægge deres erfaring på bordet, så her kommer min.

Barnets tarv

Udtrykket ”barnets tarv” er et gammelt udtryk fra lovgivningen og det har aldrig været klart defineret, hvad det egentlig dækker. I dag bruges og misbruges udtrykket af mange forældre, som heller ikke ved, hvad de taler om, selv om de af og til mener det godt. Det bliver imidlertid oftest brugt af forældre som et baseballbat, de slår hinanden i hovedet med og dermed er barnets tarv både langt væk og truet. Bredt sagt, så betyder barnets tarv:

De relationer og levevilkår, som er optimale for barnets trivsel og videre udvikling som menneske og samfundsborger og det er der al mulig grund til at lægge så meget vægt på, som det overhovedet kan lade sig gøre.

Hvad skader børn?

Mange forældre spørger, om en skilsmisse (fredsommelig eller krig) skader børn. ”Skader” er endnu et ord, som bruges og misbruges i flæng, så om lidt kommer min forståelse af, hvad det vil sige at skade et barn. Først er det imidlertid vigtigt at skelne mellem to slags sjælelig smerte:

Den følelsesmæssige smerte som altid er en del af livet og ofte dominerer børns liv gennem en skilsmisseproces. Det drejer sig først og fremmest om sorg, vrede, skyld, skam og angst. Børn tager ikke skade af at opleve disse følelser, så længe der er nogle voksne (og andre børn), der vil dele dem med dem og give dem en kærlig hånd i ryggen. Når det er tilfældet, øger det børns selvfølelse og evne til empati.

Den eksistentielle smerte. Det er et vanskeligt ord, men det betyder de oplevelser og omstændigheder, som sætter sig varige spor i vores måde at være mennesker og medmennesker på – vores indre og ydre adfærd. Det kan være angsten for at indlede nære personlige forhold – venskaber og kærlighedsforhold; det kan være følelsen af altid at være skyldig, når der sker noget negativt med mennesker, man holder af; det kan være en stærk følelse af ikke at være egnet til at få børn; det kan være en livslang lav selvfølelse; en manglende evne til empati; en tilbøjelighed til at udtrykke vigtige følelser i voldelig eller selvskadende adfærd. Der findes heldigvis også mange oplevelser, som sætter sig konstruktive eksistentielle spor.

Min forståelse af, hvad der skader børn, handler om de eksistentielle oplevelser, som formindsker børns livskraft og livsglæde. Som helt eller delvis slukker lyset i deres øjne og gør kroppen ufri. Det ligner det, der sker med børn, som er ofre for vold, krig, seksuelle og verbale overgreb og manglende omsorg for deres grundlæggende behov. Eksplosive og nedrige skilsmisser præget af forældrenes magtkamp er ganske enkelt traumatiske for de involverede børn. Det sker også for børn, hvis forældre slås om retten til at være sammen med dem eller bare mest sammen med dem. Forældre, som krænker og sårer hinanden, fordi de i deres egen indbildning slås for børnenes tarv, ødelægger netop deres tarv = deres trivsel og udvikling. Det er meget enkelt: når én eller begge forældre sårer den anden, tilføjer de samtidig deres børn eksistentiel smerte og dermed skader de ikke bare børnene, men også deres eget fremtidige forhold til dem – for ever!!

Børn elsker begge deres forældre helt ubetinget - også når den ene eller begge opfører sig langt under almindelig moralsk standard. Børns kærlighed bliver ikke mindre af, at mor har været utro, at far slår og drikker, at mor ikke holder sine aftaler og far ikke sine løfter. Mange børn har oveni købet en tilbøjelighed til at være mest loyal mod den af forældrene, som er skydeskive for mest moralsk kritik og fordømmelse. Dermed kan vi konstatere, at børn ikke er kompetente til at tage ansvaret for deres egen tarv. De skal ses og høres og deres ønsker skal tages alvorligt, men det er forældrene, der står med ansvaret for at sikre den bedst mulige livskvalitet for dem på lang sigt. Når forældrene ikke kan finde ud af det, tager domstole, eksperter og sociale myndigheder over. Deres beslutninger er ikke altid lige geniale og det er endnu en grund til, at det er bedst for alle parter, når forældrene selv tager ansvaret på sig.

Skyld og ansvar

Uanset hvad der udløste jeres skilsmisse og uanset, hvor moralsk skyldig, du synes den anden part er, så er det en helt fundamental kendsgerning, at I begge er præcis lige ansvarlige for, at jeres parforhold kuldsejlede.

Skilsmisser er aldrig konsekvenser af en enkelt handling, men af den måde, I har levet sammen på fra begyndelsen. Det er der en vigtig lærdom i og den kan I ikke se og arbejde med, så længe I ”sidder i sandkassen” og peger fingre af hinanden. Så hold op med det og opfør jer som voksne mennesker. Det er også det bedste, I kan gøre for jeres egen livskvalitet og de nye parforhold, som måske venter forude. Måske er I slet ikke så voksne, som I selv troede og så er det nu, det er nu! Jeres børn har hårdt brug for voksne forældre. Sker det ikke, står de alene tilbage med skylden – den skyld de selv påtager sig, uanset hvad forældrene og andre voksne siger. Det er nemlig det børn gør, når deres forældre hverken tager ansvaret for sig selv eller for dem. De skal kunne trække på jeres ansvarlighed resten af livet og det er meget vigtigere end eget værelse, campingferie, legetøj, hundehvalp, hest og lommepenge. Ingen af jer kan blive voksne på en uge, men så snart I begynder på det, letter presset på ungerne og I får det bedre med jer selv. Og sikke nogen forbilleder I bliver, hvis de en dag selv skal skilles.

Sæt kryds udfra det udsagn der passer bedst på dig:

___Ja, jeg mener, det er forsvarligt at slås med min eks af hensyn til børnene.

___Ja, jeg kan godt se, at min kamp ikke gavner mine børns tarv.

___Ja, jeg ved det godt, men ikke hvordan jeg skal stoppe.

Hvis du sætter kryds ved det første, er der ingen grund til at læse videre. Sætter du dit kryds ved det andet og/eller tredje spørgsmål, så…

Få hjælp!

Det er sikkert sådan, at I ikke kan være i stue sammen uden at slås og bebrejde hinanden og det kan I ikke bare holde op med. Derfor er det første voksne skridt at få hjælp til hele familien –sammen. I har brug for en familieterapeut som har mod og erfaring nok til at stå midt i kaos sammen med jer og jeres børn. Én gang, to gange eller syv gange indtil I har lært at behandle hinanden anstændigt. En af de gange, jeg selv var terapeut i denne situation, udbrød faren pludselig, ”Åh, kan du ikke bare behandle mig som en fremmed for H......?” Han mente selvfølgelig lige så godt, som du behandler fremmede mennesker. Man træffer ikke familieterapeuter med det mod på hvert andet gadehjørne, men bed Statsforvaltningen eller kommunen om forslag eller søg selv på nettet og vær ikke bange for at skifte terapeut, hvis I ikke mærker nogen udvikling efter et par gange. For at gøre dette, skal I kun være enige om én ting: at søge hjælp.

Valg af terapeut

Om det skal være den ene eller den anden terapeut afgøres efter følgende spilleregel: I går sammen to gange og hvis den ene af jer eller I begge ikke føler jer godt behandlet, siger I det til terapeuten tredje gang. Hvis oplevelsen ikke ændrer sig i løbet af tredje gang, afslutter I forløbet. Det er langt fra altid, at kemien mellem terapeuter og klienter passer, så ingen er skyldige. Når I vælger terapeut, er det helt afgørende, at det er en, der vil være med til at snakke med jer, mens børnene er i samme rum. De behøver ikke sidde stille på en stol eller svare på en masse spørgsmål. De kan læse, bruge Ipad eller lege med Lego. Det er en kæmpestor gave for børnene at være med og være vidner til, at nogen forsøger at hjælpe deres forældre og det fjerne et stort pres fra deres skuldre. Vi oplever tit, at de fra den ene dag til den anden klarer sig meget bedre i daginstitutioner og skole. Så snart børnene har siddet lidt på afstand og oplevet terapeuten som en voksen, de kan have tillid til, vil I opleve at de rykker tættere på og begynder at bidrage frivilligt til processen. Gør de ikke det, er der to måder at komme videre på:

1. I kan hver for sig spørge børnene, når I kommer hjem, hvad det er, de ikke bryder sig om. Spørg helt direkte, ”Du/I siger ikke noget i vores terapi. Er det fordi, du ikke har tillid til terapeuten?” Svaret tager I med til næste session og giver det til terapeuten.

2. Det er selvfølgelig endnu bedre, hvis terapeuten selv lægger mærke til børnenes tilbageholdenhed og tager det direkte op med dem. Det kan I opfordre hende/ham til. En terapeutisk session defineres af alle parter – ikke kun af terapeuten.

På vej mod fremtiden

Jeres aktuelle krig handler i virkeligheden om jeres fælles fortid og om at få ret. En gammel graffiti lød,

OPGIV HÅBET OG FÅ DET BEDRE

Ingen får det bedre på lang sigt af at få ”ret”, hvad det så end betyder og specielt trives børn helt ualmindeligt dårligt med forældre, som er henholdsvis ”vindere” og ”tabere”. Retfærdighed findes simpelthen ikke. I har selv i sin tid valgt hinanden som medforældre og det valg er I ansvarlige for resten af livet og jeres børn må leve med jeres valg resten af deres. Der er ingen fortrydelsesret i den butik.

Hvis du kan se visdommen i at opgive håbet om at få ret eller at få din vilje, er der udsigt til, at hele familien kan få det bedre. Hvis ikke er det i sidste instans op til domstolen og det er der to ting at sige om. Den første er, at når jura og psykologi kommer i stue med hinanden, så taber psykologien hver gang. Den anden er, at hverken advokater eller dommere kan skaffe retfærdighed. At bringe jeres mellemværende for en dommer er nogenlunde det værste, I kan gøre for jeres børns tarv – og jeg tror faktisk på, at den ligger jer på sinde.

Go’ vind!

Du kan finde yderliggere to uddybende tekster på bloggen som måske kan inspirere dig til at tænke anderledes, end du ellers gør.

1. Pas godt på dig selv!

2. Tag godt vare på din og børnenes sorg.

Litteraturforslag:

Jesper Juul, Kunsten at sige nej –med god samvittighed.

Jesper Juul, Bonusforældre…

Karen Glistrup og Pia Olsen, Indeni mig –og i de andre. Denne perle af en billedbog hjælper både børn og voksne med at sætte ord på følelserne.