Lederskab i Familien
Del 2 artikel af Jesper Juul
Det nødvendige lederskab
Det er afgørende for familiens trivsel, at samspilsprocessen er sund. Så betyder det mindre, om vi er katolikker, kommunister eller joggere. »Processen« skal her forstås som »lugten i bageriet«, »stemningen«, »atmosfæren«. Det er ikke så vigtigt, hvad vi gør eller ikke gør, men det er meget vigtigt, hvordan, eller på hvilken måde, vi gør tingene. Før kønsrollernes opløsning og arbejdsmarkedets behov for billig, kvindelig arbejdskraft var hovedparten af gifte kvinder hjemmearbejdende husmødre. Jeg ønsker ikke på nogen måde at idyllisere denne situation, men blot fremhæve, at det derfor traditionelt har været kvinderne, der skabte atmosfæren i hjemmet, og som derfor har haft denne centrale og ofte undervurderede ledelsesfunktion i familien. Kvinder har mange hundrede års erfaring som procesansvarlige, medens mændenes lederskab ofte har udspillet sig på indholdssiden; dvs. økonomi, bolig, bosted, omgangskreds o.l. Begge disse former for lederskab er nødvendige i en familie, men virkeligheden byder nu, at vi er tvunget til at finde på måder at samarbejde på omkring begge områder. Det har vi meget lidt tradition for. Uanset hvor vi ser hen i samfundet, er det stort set umuligt at finde brugbare modeller for dobbelt, ligeværdigt lederskab, som ikke er funktionsopdelt (f.eks. regnskabschef og produktionschef). Der er derfor ikke noget at sige til, at der er en tilbøjelighed til, at den ene leder mere end den anden, eller til, at børnene i nogle tilfælde forsøger at overtage lederskabet, hvor de voksne har givet op. Familien som helhed har brug for et aktivt og bevidst lederskab, men det er specielt vigtigt for børnenes trivsel og udvikling. Dels at lederskabet findes, og at det er de voksne, der har det.
Familien som helhed har brug for et aktivt og bevidst lederskab, men det er specielt vigtigt for børnenes trivsel og udvikling.
Børn under 15-16 år har ganske enkelt ikke det fornødne værdigrundlag i forhold til det at skabe en tryg og frugtbar atmosfære i et hjem. Det betyder ikke, at de ikke kan være fulde af gode forslag, men det er netop som supplement til forældrene, at børnenes store værdi for familien skal ses. Hvis de voksne opgiver lederskabet, går det uvægerligt galt, og alle parter mistrives. Man kan med nogen ret hævde, at et negativt lederskab (meget strenge, firkantede og diktatoriske forældre f.eks.) er bedre end intet lederskab. Det giver børnene nogle ting at forholde sig til og skaber ikke det destruktive tomrum, som findes i familier, hvor de voksne har opgivet eller mere eller mindre bevidst har fralagt sig ansvaret og magten; dvs. lederskabet.
Hvordan samarbejder du og din partner omkring lederskabet?
Er der en der leder mere end den anden?
Hvad er i tilfredse med? Hvad ønsker I at forandre? Hvordan? Hvem vil gøre hvad? Hvornår? Hvordan ved I at I er nået i målmed jeres forandring?
Principper for lederskab
Selv i vores lille og forholdsvis homogene land findes der familier, som fungerer (og ikke fungerer) på alle mulige forskellige måder og ud fra meget forskellige normer og værdier, og sådan bliver det forhåbentligt ved med at være. Hvis vi derfor skal se på nogle generelle principper for lederskab, må vi på en måde se bort fra disse forskelle på indholdssiden. (I nogle familier skal man tage skoene af, før man går ind i stuerne. I andre går man ikke op i den slags detaljer. I nogle familier har børnene bestemte sengetider, og i andre finder man ud af det uden – osv.) Disse principper er vigtige for de familier, som har dem, men de har ingen betydning for kvaliteten af de voksnes lederskab. De overordnede principper for lederskabet i familien kun blive skitseret i denne artikel. Senere vil vi følge op med en mere praktisk gennemgang af dem.
Forskellighed
»Enighed gør stærk!«; »Det er vigtigt, at forældrene er enige om opdragelsen!«; »Hvad kan det nytte, når vi alligevel aldrig kan blive enige?« I disse og mange andre sammenhænge hører vi ofte, at det er vigtigt at være enige, og det er et princip, som jeg har lyst til at nuancere lidt i det følgende. Der er ofte gode grunde til, at vi som voksne danner par med et andet menneske, hvis måde at forholde sig til livet på, er anderledes end vores egen. Denne forskellighed er på samme tid forholdets væsentligste konfliktstof og dets største ressource. De to voksne vil i mange situationer have forskellige værdier, normer og personlige erfaringer, som ikke altid er lige værdifulde for deres nye familie. Nogle af disse kender de hos sig selv og hinanden, men størstedelen dukker først op, efterhånden som udfordringerne melder sig. Dertil kommer, at mange af disse normer, værdier, og erfaringer fungerer delvist automatisk (eller»ubevidste) i os. Vi har haft dem så længe, at vi egentlig aldrig har taget os tid til at se dem lidt efter i sømmene; analysere lidt på dem, snakke med hinanden om dem, kassere nogle og genopfriske andre.
Der er ofte gode grunde til, at vi som voksne danner par med et andet menneske, hvis måde at forholde sig til livet på, er anderledes end vores egen.
Kravet om den store enighed vil derfor ofte føre til, at en af parterne (som regel den samme) hurtigt bøjer af, lader sig besnakke eller giver op. Og det er noget skidt! Det er selvfølgelig noget skidt for den, der har valgt at underkaste sig, men det er, som nævnt, heller ikke smart for den anden (magthaveren). Der er ganske vist ting, som det er tvingende nødvendigt at blive enige om, men der er meget færre af dem, end de fleste kalkulerer med til hverdag. Dette gælder også hensynet til børnene: børn begynder kun at manipulere med deres forældres forskellighed til egen fordel, hvis forældrene ikke kan blive enige om at være forskellige og sætte pris på, at denne forskellighed findes i familien. Det kan være en god ide f. eks at lave hver sin liste over ting, som man finder det nødvendigt at være enige om, og så gennemgå den i fællesskab. Dels, selvfølgelig, for at undersøge, hvor forskellige listerne er blevet, men væsentligst for at se, på hvilke områder, dette krav om enighed føles som en belastning for den enkelte, og hvordan man måske i stedet kunne lære at tackle forskelligheden og uenigheden uden at det hele ender i frugtesløs magtkamp. Enighed, som er et resultat af tilpasning, giver en høj grad af tryghed på kort sigt. På lidt længere sigt er den en tidsindstillet bombe underfamiliens fællesskab.
Børn begynder kun at manipulere med deres forældres forskellighed til egen fordel, hvis forældrene ikke kan blive enige om at være forskellige og sætte pris på, at denne forskellighed findes i familien.
Hvilke er dine værdier, normer og personlige erfaringer omkring familieliv, børnopdragelse og forældrelederskab?
Hvilke ser du hos din partner?
Skriv ned hver især og kig jeres egne igennem først.
Derefter sæt jer ned sammen og kig dem lidt efter i sømmene; analysere, snak med hinanden om dem, kassere dem I ikke vil have i jeres familie, genopfrisk dem I måske glemt og vil have.
Fællesskab
Det er bedst, at vigtige beslutninger træffes i fællesskab; gerne med input fra børnene, men af de voksne i fællesskab. Dvs. som en konsekvens af dialog og forhandling. Der findes både i familier og i organisationer en almindeligt brugt undskyldning for ikke at gøre dette: »Der er ikke tid!« Begge steder gælder, at det sjældent er sandt. For det meste har vi den nødvendige tid til rådighed, men det er betydeligt nemmere at få øje på, hvis man også ved, hvad tiden skal bruges til og ikke behøver at frygte, at det sædvanlige skænderi blot skal trækkes ud i det uendelige. Så hellere få det overstået - uden fællesskab! Det nødvendige tidsforbrug er meget forskelligt fra familie til familie. I nogle familier gider ingen rigtigt mene noget, og det kan trække sagen i langdrag. I andre familier mener alle noget hele tiden – også det tager tid. I atter andre er folk hurtige og præcise med at få sagt, hvad de vil og ikke vil, og her behøver man ikke bruge så lang tid på at få beslutningsprocessen til at bære frugt.
Det er meget vigtigere, hvordan vi træffer beslutningerne, end hvilke beslutninger vi træffer! Det er det, fællesskab betyder. Kravet om enighed er det totalitære samfunds form for pseudofællesskab.
Også i denne sammenhæng er det vigtigt at huske på forskellen mellem indhold og proces; mellem hvad vi gør og hvordan, vi gør det. Processen er næsten altid det vigtigste element. Det er den, fordi selve familiens ide og mål netop er fællesskabet. Hvis fællesskabet derfor bliver sat ud af kraft af hensyn til »tiden« (eller bedsteforældrene, naboerne, det »man gør«, sociale forpligtelser o.l.) ja, så undergraver man sin families hele ide og eksistensberettigelse. - det er meget vigtigere, hvordan vi træffer beslutningerne, end hvilke beslutninger vi træffer! Det er det, fællesskab betyder. Kravet om enighed er det totalitære samfunds form for pseudofællesskab.
Hvordan sikrer I at der er tid til fælles beslutninger og dialog omkring dem?
Hvordan skaber I som forældre gode rammer for at der kan vokse frem en familiekultur hvor alle udtrykker sig og bliver hørt?
Dialog
For at fællesskabet kan fungere, må der finde en dialog sted. For at dialogen kan fungere, må der være en, der lytter og en anden, der taler - og vise versa.
Dialog er bl.a. svært, fordi mange af os lærte i vores oprindelige familie, at vi var mest værdifulde for fællesskabet, når vi holdt kæft og var usynlige.
Begge parter må lægge deres meninger, holdninger og ønsker på bordet, men nemt er det som bekendt ikke. Det er bl.a. svært, fordi mange af os lærte i vores oprindelige familie, at vi var mest værdifulde for fællesskabet, når vi holdt kæft og var usynlige. »Børn skal ses og ikke høres!« er der ofte nok blevet sagt til os og mange har i al stilfærdighed også ment, at kvinder var nemmere at omgås efter samme princip. Mange af os skal derfor først til at lære dialogens kunst, når vi selv stifter familie og den vigtigste ingrediens her er: interesse. Dvs. interesse for den andens synspunkter. Nogle vil måske mene, at respekten for den andens synspunkter er vigtigere eller i hvert fald lige så vigtig, men respekt fungerer ikke rigtig som udgangspunkt. Det er med respekt som med tolerance: den er nemmest at opretholde, når de andre (de forskellige) ikke kommer for tæt på! Respekten for den andens synspunkter kommer efterfølgende - som resultat af vellykkede dialoger og et voksende antal praktiske erfaringer for, at den andens måde at tænke på også kan være konstruktiv og meningsfuld. Det er anderledes med respekten for den andens gode ret til at mene, hvad han mener. Den kan være et endog meget fint udgangspunkt for en dialog og en forhandling. Dialogen i en familie må være anderledes end f.eks. den politiske dialog, idet den må bygge på maksimal åbenhed omkring mål og hensigter. Det betyder, at alle væsentlige mål og ønsker må udtrykkes og udveksles og ikke, som de fleste af os har lært, henvises til at stå mellem linierne. Derudover må parterne udtrykke sig så personligt som muligt: dvs. tale for sig selv og om sig selv. Først når vi ved, hvad der er godt og skidt for hvert enkelt medlem af familien, kan vi afgøre, hvad der er bedst for hele familien. Og da vi også hele tiden forandrer og udvikler os, betyder det, at vi må gøre dette stykke arbejde hver eneste gang, og ikke tage hinandens synspunkter og mål for givne. Hvis dialogen viser, at der er væsentlige forskelle på parternes standpunkter, må der en forhandling til.
Hvordan giver du udtryk for dine ønsker?
Lytter du med interesse til de andre familiemedlemmers ønsker, meninger og holdninger?
Er det noget, nogen’s eller nogle sammenhæng hvor det er sværere for dig at lytte med interesse til en andens synspunkter?
Er det noget, nogen’s eller nogle sammenhæng hvor det er lettere?
Forhandling.
På nogle områder findes der i alle familier forskelligheder, som det kan tage mere end et enkelt liv at overkomme, og andre må der arbejdes og eksperimenteres med i mange år. Det er f.eks. ikke ualmindeligt, at den ene part har lyst til et meget aktivt socialt og selskabeligt liv, og at den anden part trives bedst uden. Den ene føler sig opløftet og inspireret, medens den anden føler sig nedtrykt og forkert. Denne konflikt er alvorlig for begge parter, og kan ikke løses ved hjælp af almindelig hensynsfuldhed eller hurtige kompromisser. Det nytter ikke, at den ene går med i byen hver anden gang; at den anden altid går alene - eller bliver hjemme 2 ud af 3 gange o. lign.
Der må en forhandling til og målet med det er som altid i en familie: at alle får så meget som muligt af det, de har brug for og så lidt som muligt af det, de mistrives ved. At forhandle indebærer to ting:
At udtrykke sig selv så personligt og nuanceret (udtømmende) som muligt.
At handle/eksperimentere.
Den ene må spørge sig selv:
Hvorfor har jeg ikke lyst?
Hvad er det, der får mig til at føle mig forkert?
Hvordan ser mine erfaringer ud? Osv.
Den anden må spørge sig selv:
Hvad er det, jeg får ud af at være sammen med venner og bekendte i festligt lag?
Hvordan beriger det mit liv? Er det en gammel vane eller en meningsfuld aktivitet? O.s.v.
I må begge to - hver på jeres måde - finde ord for den grundlæggende frustration:
»Jeg elsker dig og vil allerhelst opgive mig selv og give dig alt, hvad du beder mig om! Men dette kan jeg ikke give dig uden at øve vold mod mig selv«.
Derefter må der eksperimenteres med forskellige løsningsmodeller, indtil målet (fællesskabet) er nået, eller indtil begge må se i øjnene, at det ikke lader sig gøre. Det indebærer endvidere, at eksperimenterne må snakkes igennem og evalueres hver gang, men i forhold til fællesskabets mål og ikke i forhold til, om den ene eller den anden »får sin vilje« (magt).
Forhandlingerne kan somme tider overstås på en time, en aften eller en uge, og nogle gange kan der som nævnt gå år, før fællesskabet finder en tilfredsstillende praksis. I nogle tilfælde spiller tiden en rolle. Hvis den ene f.eks. vil have en abort, og den anden ikke vil. I disse situationer er det en god tommelfingerregel, at den mest direkte involverede (i dette tilfælde kvinden) træffer beslutningen og at den anden loyalt bakker denne beslutning op uden at give afkald på sin uenighed. At forhandlingen i dette tilfælde først kan afsluttes, når beslutningen er ført ud i praksis, betyder ikke, at den kan springes over. Den er stadig vigtig for fællesskabet og dets videre udvikling.
For mange af os føles det frustrerende, at dialog og forhandling kan tage så lang tid. Vi er vokset op i familiesystemer, som havde karakter af oplyste enevælder og tror derfor, at vi er langsomme, ineffektive, dumme og ikke-beslutningsdygtige, hvis vi tager os tid til at pleje dialogen, eftertanken og fællesskabet - og så er det fristende (men farligt) at falde tilbage på de gode, gamle maskuline ideer om »at skære igennem« - (det, der i politik bliver til drømmen om »en stærk mand«). Først da bliver magtkampen uundgåelig.