Lederskab i familien
af Jesper Juul
Som familieterapeut møder jeg ofte mennesker, som er meget optaget af magt og magtkampe i familien og ikke så sjældent ser disse som den egentlige rod til alle konflikter og problemer. Selv om jeg ikke er enig i denne måde at se problemet på, er der ikke tvivl om, at begrebet magt spiller en stor rolle i mange familier; både for dem, der har magt og dem, der ikke har.
Magt
Da lederskab er en absolut nødvendighed i en familie, og da lederskab altid indebærer en vis portion magt, kan der måske være grund til at se lidt nærmere på selve magtbegrebet og på nogle af de historiske forudsætninger for den usikkerhed, som mange i disse år føler overfor lederskabet i familien. Der er i denne sammenhæng tale om to slags magt.
Det enkelte menneskes magt over sit eget liv
Magten over andres liv
Den første slags magt - magten over sit eget liv er af central betydning for vores livskvalitet. Det er ofte pinefuldt at leve, hvis man hele tiden føler sig magtesløs eller afskåret fra indflydelse på de beslutninger og omstændigheder, som er bestemmende for den retning, ens liv udvikler sig i. Det enkelte menneske kan hurtigt blive reduceret til at være »offer«-beredvilligt eller modvilligt; og rollen som offer er en af de farligste, vi kender i forhold til det enkelte menneskes sundhed og trivsel. Da vi alle har forskellige familiemæssige forudsætninger, reagerer vi også forskelligt på det at blive offer.
Nogle af os har været så meget ofre i vores barndom, at vi som voksne »ikke finder os i noget« og andre har i deres familie været ofre for omstændigheder, som har medført, at de føler sig utrygge, når de pludselig selv står med magten og ansvaret for deres egen tilværelse. Atter andre er blevet klemt så grundigt, at de er blevet »trodsere«- dvs. gode til at sige NEJ! - til hvad som helst og hvem som helst, men ude af stand til at sige helhjertet JA til sig selv og andre.
Nogle af os har været så meget ofre i vores barndom, at vi som voksne »ikke finder os i noget« og andre har i deres familie været ofre for omstændigheder, som har medført, at de føler sig utrygge, når de pludselig selv står med magten og ansvaret for deres egen tilværelse. Atter andre er blevet klemt så grundigt, at de er blevet »trodsere«- dvs. gode til at sige NEJ! - til hvad som helst og hvem som helst, men ude af stand til at sige helhjertet JA til sig selv og andre.
Hvordan voksede du op?
Hvordan har det formet dig?
Hvordan kommer det i udtryk?
Den anden slags magt - magten over andres liv er altid destruktiv! Det gælder både for magthaveren og for dem, han har magt over. Dette gælder i den store sammenhæng - f.eks. den politiske - hvor enhver kan se, at magten er destruktiv for magthaverne: ingen ældes så hurtigt som politiske ledere, og ingen mister så hurtigt sansen for de basale menneskelige værdier. Inden for familiens rammer har det i første omgang nogle lidt andre konsekvenser. Det er naturligvis indlysende, at dem, der ikke har magt over eget liv, lider under forholdene. Knapt så indlysende er det måske for mange, at også magthaveren bliver depriveret eller »fattigere« i menneskelig forstand. Det bliver han primært, fordi magt altid isolerer den, der har magten. (Det er sandt, at der er både koldt og ensomt på toppen!) Han får mindre respons fra de andre i familien. Han far ikke nok at vide om, hvordan de oplever ham og sig selv i forhold til ham. Når samspillet på denne måde er ude af balance, skabes der så at sige to virkeligheder i familien, magthaverens og de andres virkelighed (deres tanker, følelser, holdninger og reaktioner) vil altid i et vist omfang være skjult for magthaveren. Det samme gælder på enhver arbejdsplads eller i enhver gruppe, som har et udnævnt lederskab, og i disse sammenhænge er der ikke meget andet at gøre end at oparbejde en så åben, direkte og personlig kommunikation som muligt, og så i øvrigt se i øjnene, at nogle af de negative følger af den skæve magtfordeling er nogle, som begge parter må leve med og på forskellig vis lide under. I en familie er mulighederne for at etablere en reel ligeværdighed mellem de voksne større, hvorimod børnene må leve med nogle af de negative konsekvenser, som hænger uløseligt sammen med forskellen på at være barn og voksen.
Hvem har magten i jeres familie?
Er der balance eller ubalance i samspillet?
Hvordan får alle i jeres familie magt og indflydelse over ejet liv?
Hvad gør du eller hvad kan du gøre for at skabe en åben, direkte og personlig kommunikation?
Hvilke negative følger af den skæve magtfordeling kan du leve med?
Historie
Indtil for 40-50 år siden blev der sjældent eller aldrig sat spørgsmålstegn ved mandens og faderens lederskab i familien. Der er nok blevet sagt en del rundt omkring i de små hjem, men i den offentlige debat var problemstillingen ukendt; hvilket selvfølgelig ikke mindst skyldtes, at denne hovedsagelig foregik mellem mænd. Vi har historien igennem kendt til matriarkalske (kvindestyrede) samfund, men der har været så få, at mange har antaget, at den mandsdominerede familie var - om ikke Gudgiven - så dog det »naturligste«.
Et enkønnet lederskab i familien ikke ser ud til at være hverken det mest hensigtsmæssige eller det sundeste for familiens medlemmer
Nu er deri almindelig daglig tale en uheldig tendens til at forveksle det »almindelige« med det »naturlige«, så jeg skal i denne sammenhæng undlade at udtale mig på naturens vegne. Det, vi derimod kan sige med en ret høj grad af sikkerhed, er, at et enkønnet lederskab i familien ikke ser ud til at være hverken det mest hensigtsmæssige eller det sundeste for familiens medlemmer. Dette gælder, som tidligere nævnt, også den, der har magten, og det gælder uanset magthaverens køn. Der er sikkert mange forskellige grunde til, at det mandsdominerede lederskab i familien har kunnet holde ud så længe, som tilfældet er/har været; og det samme gælder lederskabet i den storfamilie, vi til daglig kalder samfundet. I forhold til familiens situation er det nok en væsentlig grund, at man tidligere i mange familier er lykkedes med at opretholde en ret skarp deling af ansvarsområderne mellem mand og kvinde, og at parterne har haft den fornødne respekt for hinandens område. Men med den almindelige opløsning af de traditionelle kønsroller følger naturligvis en vis usikkerhed - et vist kaos - om man vil - og selvom en mere hensigtsmæssig og fleksibel blanding af rollerne vel ikke endnu kan siges at være en fastslået kendsgerning i vores del af verden, så er der dog sat skub i en udvikling, som man kun vanskeligt kan forestille sig, at det skulle være muligt at standse eller vende. I den forstand må »de gode gamle dage« siges at være forbi. Vi må finde vores ben hver for sig og sammen i den nye situation.
Vi lever i samfund, som grundlæggende har vist sig at være destruktivt både for det enkelte menneskes livskvalitet og for naturen omkring os.
Hvis vi ser os omkring i verden, må vi nok erkende, at denne begyndende reduktion af mandens magt ikke er sket et øjeblik for tidligt; men forhåbentlig er det heller ikke for sent! Hverken globalt eller familiemæssigt er resultaterne af de maskuline værdiers overherredømme noget at prale af. Vi lever i samfund, som grundlæggende har vist sig at være destruktivt både for det enkelte menneskes livskvalitet og for naturen omkring os. Også inden for familiens rammer har prisen været høj. Selv om kvinder nok har kunnet skaffe sig indflydelse på deres egen og familiens situation, så har det altid været i form af en slags guerillabevægelse, som ikke har rokket væsentligt ved mandens økonomiske, sociale og politiske overherredømme. Der kunne fortælles mange rædselshistorier om børns og kvinders vilkår i tidens løb, men lad mig her nøjes med at give et moderne eksempel på, hvad jeg i denne sammenhæng mener med maskuline værdier. Mange af os beslutter på et tidligt tidspunkt i familiens liv at anskaffe egen bolig. »Det er også meget bedre og friere for børnene«, siger vi til hinanden og til den nervøse bankrådgiver. Vi bruger bl.a. denne begrundelse, fordi vi (mændene) trods alt har lært lidt og ikke mere er helt så åbne med vores maskuline værdier (penge, konkurrence, prestige, arbejde), som dengang vi sejlede til England og Frankrig og røvede, plyndrede, dræbte og voldtog for at kunne skabe et materielt fundament under familien og klanen derhjemme. Prisen for denne ejerbolig er ofte foruroligende høj i form af overarbejdede og stressede voksne og børn, som må affinde sig med at være i selskab med fremmede voksne på et tidspunkt i deres liv, hvor de allerhelst ville være sammen med deres forældre.
Hverken dette eller andre eksempler betyder, at mændene er skyldige og kvinderne uskyldige. Det betyder kun, at værdierne i familiens beslutningsgrundlag i mange århundreder har været ude af balance, og at det måske er værd at tage med i betragtning, når vi i hver vores familie slås med både vores egen og den andens rolle i lederskabet.
Hvordan ser lederskabet ud i jeres familie?
Hvordan vil du beskrive dit lederskab?
Hvilke fælles værdier leder I udfra?
Hvordan tager de sig i udtryk?
I næste blogindlæg fortsætter artiklen med “Det nødvendige lederskab”