Børns ansvar og deres bidrag til fællesskabet

Spørgsmål fra forælder:
Jeg har læst Dit Kompetente Barn og er igang med Din Kompetente Familie. Tak for nogle virkelig inspirerende og brugbare bøger.

Der var en enkelt ting, i Dit Kompetente Barn, der undrede mig. Du skriver (frit efter min hukommelse) angående familiens praktiske arbejde, at man kan bede sine børn være med til dette af to forskellige grunde. Den ene er, at nogle kunne mene, at "det er godt for børn, at have pligter" -og her advarer mod den bedrevidende tilgang i dette. Den anden er, at forældrene har brug for hjælp. Min undren går på flere ting.

Måske overfortolker jeg din måde at bruge ordene på her, men for mig virker det som om du som udgangspunkt opfatter al praktisk arbejde som forældrenes ansvar/pligt ... som de så evt. kan have brug for hjælp til. Mit umiddelbare synspunkt er, at ansvaret hænger sammen med evner. Et nyfødt barn evner jo ikke så meget, så derfor er det naturligvis andres ansvar, at sørge for det. Men efterhånden som barnet og dets evner vokser, hvorfor så placere 100% ansvar hos forældrene? Din pointe i resten af bøgerne er jo netop også det modsatte. Har jeg misforstået dit syn på praktisk/husligt arbejde, eller ...? Jeg forstår ikke umiddelbart, hvorfor man vælger at opfatte det som forældrenes ansvar at gøre alt praktisk for barnet, når barnet netop selv evner noget af det. Det vigtigste er selvfølgelig altid, at alle får deres vigtigste behov dækket, frem for bare at udstikke firkantede regler, og jeg vil jo altid se på, om barnet føler sig tryg ved at løse opgaver selv, og altid gøre et barn opmærksom på, at jeg er der, hvis han eller hun har brug for hjælp.

Jeg ved ikke rigtig med det med om det er sundt for børn at have pligter -Jeg tænker mere på, at det er værdifuldt for børnene at lære at løse praktiske opgaver. De første mange gange, man har et barn til at "hjælpe sig" med noget, er det jo typisk ikke en hjælp, men tværtimod en ekstra opgave, at lære dem at løse opgaven. De fleste familier, jeg kender, har derfor heller ikke inddraget børnene særlig meget i fx madlavning og andre opgaver, og de fleste fortryder det senere. Hvis jeg troede, at jeg gjorde noget godt for børn, ved at holde dem fri for alle huslige opgaver, så ville jeg da gerne overveje det, men det tror jeg ikke. Tværtimod tror jeg ikke man skal undervurdere den glæde, tryghed og oplevelse af forbundethed med verden det kan give, at man så tidligt som muligt bliver støttet i, at man godt selv kan finde ud af en masse ting.

Jesper Juul svar:
Jeg skrev dengang at forældre som udgangspunkt kan vælge om de vil have hjælpsomme børn eller pligtopfyldende børn. At få begge dele er erfaringsmæssigt vanskeligt. Når det er sagt, er jeg egentlig enig med dig I, at det handler om at finde en slags balance mellem familiens behov og børns behov. Der er en anden skelnen, som jeg finder vigtig og som jeg senest har skrevet om I bogen om teenagefamilier. Den handler om børns ansvar for sig selv og deres egne ting og om deres bidrag til fællesskabet. Hvis vi tager det sidste først, er der ikke tvivl om, at et barn eller en ung som ”rejser på fribillet” –altså ikke bidrager til fællesskabet –mister sin personlige værdighed. Konflikten opstår traditionelt I forhold til unge og en af årsagerne er netop, at forældrene ikke skelner mellem den unges ansvar for sig selv og sine egne ting, som det bør være en selvfølge at han selv har ansvaret for og af og til med lidt hjælp fra forældrene og ansvaret over for fællesskabet. Det sidste volder ofte problemer, fordi de fleste teenagere ikke er specielt entusiastiske og ofte udfører deres opgaver med et misfornøjet fjæs. Hvis begge parter kan leve med den kendsgerning er problemet løst, medmindre vi taler om en ung som er blevet overserviceret de første tretten år af sit liv.

I forhold til mindre børn er jeg helt enig med dig i, at indsatsen må følge evnerne –først og fremmest de fysiske –og at det er en gave til børns udvikling af både selvtillid og selvfølelse, når de bliver opmuntret til at være så selvhjulpne som muligt allerede fra omkring toårs alderen hvor de jo også er topmotiverede.

Et af de problemer jeg oftest møder i denne sammenhæng er vores tradition for at forstå forældres omsorg som udøvelse af unødvendig eller uopfordret ”hjælp”. Når jeg f.eks. siger og skriver følgende om teenagere, bliver en del voksne forargende:

Enhver trettenårig bør overdrages ansvaret for:

• Sit tøj –dvs. oprydning, vask, evt. strygning og retur til skab og kommode.

• Sin mad –dvs. at han kan købe ind og lave et anstændigt måltid til sig selv, når det er nødvendigt

• Sit arbejde –dvs. skole og evt. fritidsarbejdeSin transport

• Sin fritid

At et ungt menneske på denne måde har ansvaret for sin egen person betyder ikke, at han altid skal gøre alting selv og alene. Det betyder bare, at dette er hans ansvar, som han kan bede om assistance til at forvalte, når det er nødvendigt og et andet familiemedlem har tid. Han skal altså ikke købe ind og lave mad til sig selv hver dag, men han skal vide at det er hans ansvar og at det er et privilegium, når andre gør det for ham. Det betyder heller ikke, at han skal lave sit skolearbejde alene, men at det er hans ansvar at bede om hjælp og støtte, når han har brug for det, osv. osv. Det tankevækkende er, at de unge selv altid tager godt imod disse principper, hvorimod deres forældre enten bliver forargede eller insisterer på at bevare ansvaret –og dermed naturligvis magten.

Som i alle andre forhold er jeg ikke i stand til at sige, hvad der er ”rigtigt”. Når alle parter i en familie stort set trives og konfliktniveauet er normalt, er der ingen grund til at ændre på noget. Men når der er mange konflikter, som der ofte er mellem forældre og unge om disse temaer, er de beskrevne principper for det meste en stor hjælp for alle parter. I dit udsagn, ”Tværtimod tror jeg ikke man skal undervurdere den glæde, tryghed og oplevelse af forbundethed med verden det kan give, at man så tidligt som muligt bliver støttet i, at man godt selv kan finde ud af en masse ting.” rammer du ret ned i tidsånden og mange moderne forældres måde at tænke og agere på, som netop er karakteristisk ved den skæve måde at opfatte kærlighed og omsorg på.
Til slut et par ord om pligt: ethvert fællesskab har brug for, at medlemmerne føler sig forpligtet til at bidrage (i modsætning til at køre på lystprincippet). Jeg har ingen indvendinger mod at forældre siger til børn er der er ting de må gøre, fordi det er nødvendigt for familiens drift. Min modvilje går på forældre, som forlanger at deres børn har pligter med den primære begrundelse at det er godt for børnene.