BEKYMRING –KÆRLIGHEDENS DEPRESSIVE UDTRYK

Artikel af Jesper Juul
De fleste forældre har mærket koldsveden bryde frem ved tanken om, at det lille barn i mors mave skule være sygt eller at noget forfærdeligt skulle ske under fødslen. Det er rendyrket angst og har intet med bekymring at gøre. Mange af os har også oplevet frygten og hjælpeløsheden, første gang barnet skulle i børnehave og være helt overladt til fremmede. Fra total kontrol til udokumenteret optimisme på fem minutter kan være nok så voldsomt for forældre, der har vænnet sig til at være uundværlige. Begge er eksempler på naturlige, rene følelser.

Den mest almindelige form for bekymring –nogle mødres næsten permanente, diffuse bekymring- er en cocktail af følelser blandet op i kærlighed og omsorg:

• 1 del frygt,

• 1½ del angst,

• 1 del mistillid,

• 3 dele selvoptagethed,

• 1 del skyldfølelse og

• lidt forfængelighed til at pynte med på toppen.

Den smager ikke godt, indeholder ingen værdifulde næringsstoffer og hverken børn eller unge bryder sig om den.

Hvorfor er så få mænd og fædre bekymrede på denne måde? Sandsynligvis kommer mænds mere rationelle væsen dem til hjælp. De bekymrer sig sjældent ret længe om ting, de alligevel ikke kan gøre noget ved. Det, de kan gøre noget ved, inspirerer dem til handling og dermed forsvinder bekymringen. Og så er der en del mænd og fædre, der bekymrer sig en hel del mere, end deres partnere ved, fordi kvinderne ofte har monopol på bekymring i familien. Deres mænd holder deres bekymring for sig selv for at forhindre, at bekymring bliver den dominerende følelse i familien. (I værste fald risikerer de oven i købet at blive anklaget for at være ufølsomme og uengagerede).

Mange af os er vokset op med bekymrede mødre, som også bekymrer sig længe efter, vi er blevet voksne og der findes ligefrem et kulturelt krav om at tilgive dem, fordi bekymring anses for at være en slags naturlov i det feminine univers. Det med tilgivelsen vender jeg tilbage til, fordi det jo er en smule paradoksalt at skulle tilgive noget, der har ry for at bestå af ren kærlighed og omsorg.

Lad mig slå fast, at der er masser af ting at ”bekymre” sig om –dvs. overveje farligheden og evt. skadevirkninger af. Alt fra computerspil, fjernsyn, dårlige kammerater, ufølsomme lærere og pædagoger, øl, sprit, pornografi, trafik, teenagegraviditet, narkotika og sådan kunne vi blive ved. Tilværelsen er fuld af ubehagelige kendsgerninger inklusive den konstante risiko for at dø. Men heldigvis er det sådan at vores livskvalitet og kvaliteten af vore relationer til andre ikke afhænger af, hvilke kendsgerninger, der møder eller rammer os. Den afhænger af måden, vi forholder os til kendsgerningerne på. Enten møder vi dem face-to-face og tager udfordringen op eller også bliver vi ofre. (Af respekt for de mange mennesker, som faktisk er ofre bliver jeg nødt til at gøre opmærksom på, at der stor forskel på at være (gjort til) offer og på at gøre det til sin personlige identitet. Det sidste er ikke en nødvendig følge af det første).

Problemet med bekymring er, at det i forhold til dette er som at side mellem to stole, hvor man kun er offer for sine egne fantasier og ude af stand til at handle, fordi det jo netop kun er fantasier, der truer ens virkelighed. Derfor er bekymringen i familie med depressionen. Den lægger låg på den bekymredes vitalitet og den er altid en ensom oplevelse –som desværre også kan lægge afstand til andre mennesker. Lad os tage et helt konkret eksempel:

Niels og Marianne har været gift i 22 år og har en søn på sytten. Han er nu på Interrail gennem Europa sammen med sin kæreste og nogle kammerater. Marianne har som altid udstyret ham med telefonkort og manipuleret ham til at love, at han vil ringe hjem hver anden dag, hvilket han selvfølgelig glemmer at gøre mindst hver anden gang. Marianne bekymrer sig om ham døgnet rundt og sover næsten ikke om natten. Niels er ikke bekymret overhovedet, ”Det er fornuftige og kloge unge mennesker. De skal nok klare sig” –forsøger han at berolige Marianne med, men lige lidt hjælper det. Det får hende bare til at føle sig endnu mere ensom.

Marianne er en bekymret mor af den tapre slags. Hun siger aldrig noget til sønnen om sin bekymring –kun stemmen afslører hende. I seks uger er hendes liv et helvede. Hun nyder ikke arbejdet i haven, som hun plejer. Hun ser ikke blomsterne, nyder ikke solen og regnen, er for træt til at elske med Niels, orker ikke at invitere vennerne. Hendes eksistens brænder på laveste blus og hun bliver mere og mere ensom, fordi hun ikke evner at være nærværende.

Endelig kommer sønnen solbrændt, glad og frem for alt –levende hjem og skal bo hjemme i fire uger, inden turen går til storbyen og et nyt universitetsstudium. I de fire uger ligner Marianne en blomst der pludselig har fået vand og gødning og hendes vitalitet er atter mærkbar. Men så kommer dagen, hvor sønnen skal flytte og dermed begynder en ny runde: klarer han nu studierne, kan han administrere sine penge, går kæresten fra ham osv. Niels affinder sig igen med rollen som sekundært inventar i hendes liv og giver oven i købet af og til sin søn råd om, hvad han skal fortælle og ikke fortælle sin mor...”Mor bliver så let bekymret ved du”.

Det er ikke rart at være i Mariannes situation og der er svært for omgivelserne at tage sig kærligt af hende, så hun måske kunne blive noget mindre bekymret. Tænk hvis hun i stedet kunne glæde sig over sin søns evner og forestille sig, hvor spændende hans liv bliver nu. Tænk hvis hun kunne identificere sig med hans drømme og bruge sin kærlige omsorg på sig selv og sin mand. Større børn –helt specielt pubertetsbørn og store teenagere hader denne form for bekymring fra forældrene. Hader enhver form for bekymring! Det gør de, fordi de har visdom nok til at sanse, at det er en form for kærlighed uden livskraft og ikke mindst –en grundlæggende mistillid til deres evner, talenter og livsduelighed. De ved også godt, at den er kærligt ment og derfor kommer hadet oftest kun til udtryk i irritation, løgn og fortielse.

Der hører en vis portion bekymring med til at have børn, men pas på den ikke bliver en livsstil. At den ikke bliver den samme gråbrune indpakning af en dybt følt kærlighed med mange flere nuancer. Ingen har glæde af bekymringen. Den er tværtimod en belastning for alle, der er tvunget til at leve i dens nærhed. Det er derfor, det kulturelle krav om tilgivelse eksisterer. Der er faktisk noget at tilgive –hvis man kan.

Den helt almindelige, punktvise bekymring er det en god ide at dele med sin partner og andre voksne –specielt hvis det er med det formål at finde en konstruktiv vej ud af den. Denne form for bekymring er jo egentlig bare en måde at reflektere over tingene på og forberede sig på barnets nærmeste fremtid i form af f.eks.skolegang, nye venner, nye krav. Men belast ikke jeres børn med den. De opfatter mistilliden og deres selvfølelse tager skade.

Men hvad med den bekymrede selv? Hvad kan denne verdens Marianner gøre?

Alene for sig selv, kan hun kun forsøge at se i øjnene, at hun spilder en masse energi, som hun ikke selv får noget igen for. Det er lidt på samme måde som den diffuse skyldfølelse, som er så almindelig blandt moderne forældre: den er en slags alibi for at være passiv, for ikke at gøre noget og ikke træffe valg. Det er sammen med sin mand og søn hun har mulighed for at kurere sig selv for sin overbekymrede livsstil.
Hun må selv ville en forandring og bede sin familie om hjælp. Og så må først og fremmest Niels vågne op og holde op med at lade hendes bekymring og vågne nætter styre deres liv. Deres søn må også inviteres til at lægge kortene på bordet og fortælle hende hvor meget han savner hendes reelle interesse, opbakning og glæde over hans liv og eksistens.