Når børn bliver syge af stress – Del 3 af 3
Stress er på vej til at blive en folkesygdom, som også rammer småfolk. Sådan er samfundet blevet og det er vi alle medansvarlige for. Det gir ikke mening at udpege nogen som specielt skyldige, men vi skal nok begynde at se på, hvordan vi hver for sig kan tage et ansvar for at sætte en ny kurs. Det er ikke tilfældigt at mange børnefamilier de seneste 15-20 år dagligt slås med konflikter omkring søvn, at få ungerne klar om morgenen, spisning, aflevering og afhentning i børnehaven, børn der slår sig vrang og ikke ”hører efter”, hvad forældrene siger o.l.
At vælge livets livsbetingelser ikke livsstil
Børn er langsomme sammenlignet med voksne og deres hjerner er ikke udviklet i en grad, hvor de kan fokusere og tænke i samme tempo som voksne og gang på gang føler de sig diskvalificeret i forældrenes evige kamp mod uret. De føler sig som en belastning og en klods om benet på forældrene, hvis krav de i løbet af få år nægter at tage alvorligt eller endnu værre: underkaster sig i håb om at det får forældrenes ansigter til at lyse op i glæde og begejstring. Det er alt sammen noget vi voksne kender fra os selv og vores eget samliv. Når det hele går op i planlægning, infrastruktur, organisation og håbet om en bedre fremtid, begynder parforholdet langsom at smuldre. Lysten til intimitet forsvinder og det samme gælder overskuddet til at være fleksibel og fungere som team. Forelskelsens timelange samtaler reduceres til ordknappe udvekslinger på mobilen og frustrationen og ensomheden vokser. Præcis det samme sker mellem forældre og børn, når de helt nødvendige livsbetingelser erstattes af livsstil.
Stress er dyrt – for individet, familien, virksomheder og samfund
Børn fungerer på samme måde som rigtige mennesker men har langt færre valg. De er begrænset til at udvikle symptomer som i bedste fald påkalder sig de voksnes konstruktive opmærksomhed og fører til de nødvendige justeringer og/eller radikale ændringer i familien og institutionerne. I værste fald ender de med at blive kategoriseret og diagnosticeret af voksne, som heller ikke ”hører efter”. Nu er det jo langt fra alle børnefamilier, der lider under permanent, symptomskabende stress, men det er tilstrækkeligt mange til at der er grund til at tage det alvorligt. Ikke bare på grund af de rent menneskelige omkostninger men også på grund af pengene. Stress er dyrt – forfærdeligt dyrt for både børns og voksnes arbejdspladser og for samfundet. Mere end 50% af det aktuelle sygefravær blandt voksne er ikke sygdomsrelateret men familierelateret. Frode Thuen (psykolog og forsker i familiepsykologi) har påvist at skilsmisser og samlivsbrud i gennemsnit koster virksomhederne ca. 800.000 kr. Stressede medarbejdere har en kraftig øget sygdomsfrekvens og udgør en permanent sikkerhedsrisiko og sundhedsvæsnets udgifter stiger eksplosivt p.g.a. sygdomme og lidelser, som i vid udstrækning er livsstilsrelaterede.
Familievenlige arbejdspladser – et investering med stort udbytte
Ejere og ledere i private virksomheder rundt omkring i Europa er i stigende grad interesserede i at investere i medarbejdernes familieliv på et forebyggende plan. Meget tyder på, at arbejdsgiverne endelig er parate til at tage afsked med årtiers syn på medarbejdernes ægtefæller og børn som en slags ubillig konkurrence og i stedet inkludere et familieperspektiv i deres ledelsesfilosofier. Det sker, så vidt vi har kunnet fornemme, både fordi lederne selv er blevet mere bevidste om betydningen af deres eget familieliv, men selvfølgelig også som et regulært konkurrenceparameter i kampen om kvalificerede medarbejdere og for at spare penge. Det skal blive spændende at se, om det ender med at blive det private erhvervsliv, der bliver pioner og inspirator på dette område, hvor politikerne indtil nu har tænkt både for traditionelt og for langsomt.
Forældrenes dilemma – en fælles opgave og eget ansvar
I dette temas første blogindlæg blev forældrenes dilemma belyst og det faktum, at de egentlig befinder sig i en paradoksal situation; På den ene side er stress et systemisk fænomen i samfundet, som ingen enkeltperson er skyldig i og på den anden side kræver det individuelle, eksistentielle beslutninger at forebygge eller begrænse skadevirkninger stress har på voksne, børn og familiens samspil.
Vil jeg/vi handle med integritet eller forblive konforme eller vil jeg bare krydse fingrene, lukke øjnene og håbe, at det går alligevel? Det kan nemt tage mere end et par måneder eller en længere ferie at finde sit eget svar.
Er det måske et socialt symptom på et eksistentielt problem?
Børns stressniveau manifesterer sig i disse år kraftigt i de pædagogiske institutioner og på tværs af pædagogiske filosofier og forklaringsmodeller kan vi alle konstatere det samme: alt for mange børn er ”ude af sig selv”. Skolen selv og lærerne bærer en stor del af ansvaret for dette, men det skal jo ikke forhindre os i at se, hvad vi i mellemtiden kan gøre for børnene. I nogle år var forklaringen, at moderne børn mangler ”social kompetence” og mange gode kræfter blev sat ind på at lære dem denne kompetence – uden stor succes i øvrigt. Det er der mange forklaringer på, men en af de væsentligste er nok at man koncentrerede sig om børnenes ”opførsel” og ikke om deres reelle problem: at de netop er ude af sig selv og ikke på egen hånd kan finde ind i sig selv. Det institutionerne oplever som et socialt problem er måske i virkeligheden bare et socialt symptom på et eksistentielt problem: en manglende erfaring og træning i at være opmærksom på sin egen eksistens vekslende med en sensitivitet og opmærksomhed over for omgivelserne. Dermed har børn ikke overraskende det samme problem som rigtig mange voksne, der er blevet så hooked på ydre stimuli og tidens almindelige overfladiskhed, at de har mistet evnen til at føre meningsfulde samtaler med sig selv.
Test:
I forbindelse med næste ferie kan du teste følgende hos sig selv:
Hvor mange dage eller uger gik der, før du følte at du var ”landet” og den indre ro sænkede sig?
Hvor lang tid gik der, før du begyndte at tænke nye tanker og hørte dig selv sige ting, som du ikke har sagt før?
Hvornår indfandt den ganske særlige form for rastløshed sig i kroppen, som er en forvarsel om at du nu er ved at skifte gear fra blot at fungere til at eksistere i din helt personlige kadence?
For børnene ligger svaret måske i at de får mulighed får at udvikle det, Howard Gardner kalder ”den niende intelligens” – eller det spirituelle intelligens (men da det jo er helt forbudt at tale om spiritualitet i Norden, må vi snarest muligt finde et nyt ord). Hvordan hjælper vi børnene til at få kontakt med sig selv, med deres iboende kærlighed og venlighed – det som i gamle dage blev omtalt som ”hjertets godhed”. De allerfleste børn har forestillingen om disse kvaliteter i hovedet, men noget tyder på at vi må hjælpe dem til også at få kontakt med dem inde i sig selv. Det er ikke bare en nødvendig forudsætning for reel social kompetence, men også det mest effektive stressforebyggende og stressbekæmpende middel vi kender til – og tilmed har kendt til gennem hele menneskehedens historie.
Jesper havde privilegiet at være medlem af en arbejdsgruppe bestående af psykologer, filosoffer, kunstnere, erhvervsfolk og andre med lyst til at give tidens og fremtidens børn et bedre tilbud end pædagogisk-psykologisk behandling. Om det sagde han: “De foreløbige pilotprojekter tegner meget lovende. En beskeden dråbe i et hav af stress måske, men noget må vi jo gøre med vores egen og børnenes stress.
2 spørgsmål som du kan vælge at reflektere og samtale omkring
Hvordan kommer du i kontakt med sig selv, med din iboende kærlighed og venlighed (overfor dig selv og andre)?
Hvordan hjælper du dit barn til at få kontakt med sig selv, med sin iboende kærlighed og venlighed?
Se mere om hvad projektet ledte til her bornslivskundskab.dk.