Når børn bliver syge af stress – Del 2 af 3
I fortsættelse af sidste blogindlæg og de mere generelle betragtninger over børn og stress handler dette indlæg om stress i mere konkret forstand og om hvad forældre kan gøre for at forebygge eller helbrede den stressede familie, de måske er medlemmer af.
Lad mig til en begyndelse gentage, at dette ikke handler om hvor synd det er for børn, at de er stressede. Børn er ikke stressede, hvis ikke hele familien også er det. Det betyder bl.a. at de indbyrdes relationer i familien udsættes for langvarig eller kronisk stress og så reagerer relationerne på samme måde som vores kroppe: de bryder helt eller delvist sammen, udvikler symptomer og forhindrer os i at leve det liv vi gerne ville. De indbyrdes relationer i familien begynder at reagere symptomatisk i form af : afstand (i stedet for nærhed), et stigende antal irrationelle konflikter, ensomhed, manglende seksuel lyst, impotens (maskulin såvel som feminin), en oplevelse af meningsløshed (kan føre til regulær klinisk depression) og gensidig isolation som de mest almindelige. I værste fald selvmord og mord.
Omfang og kvalitet i omsorg og nærhed afgørende for om børn kan ”stresse af”
Når vi taler om børn og stress er det vigtigt at vide, at det ikke bare handler om indre eller ydre præstationskrav. Det handler om alle kroppens og psykens stressreaktioner: angst, frygt, utryghed, usikkerhed, sorg, vrede, skyldfølelse, frustration, smerte, sult o.l. Hver gang et barn er i alarmtilstand – akut eller vedvarende – er der tale om stress. Det sker i børnehaven, skolen, blandt venner, når far og mor går fra hinanden, når de får nye partnere osv. osv. Usund stress handler kun sjældent om mængden af krav og forventninger, men om hvordan vil forholder os til disse.
I virkelighed kan børn tåle næsten uanede mængder af stress, hvis de ”bare” får hjælp, omsorg og nærhed i et omfang og af en kvalitet, som kan hjælpe dem med at ”stresse af” igen. Når flere og flere hjerneforskere i disse år bliver enige om, at en væsentlig årsag til fejludviklinger i små børns hjerner er stress, mener de faktisk stress, som ikke afhjælpes. Dermed sker der lidt forenklet sagt to vigtige ting: børnenes stresstilstand bliver permanent og de lærer ikke af nærtstående voksnes adfærd, hvordan man tackler de stressreaktioner, som et helt almindeligt liv jo er fuldt af. Dette er specielt alvorligt i de første 2 leveår.
Mange børn får ikke den helt nødvendige hjælp til at stresse af
Det gør de ikke, fordi mange forældre så at sige møder stress med stress. Det sker Ikke bare i familier, hvor de voksne er generelt stressede af arbejde, studier o.l., men den stress der fødes af usikkerhed, angst for at gøre det forkerte, perfektionisme, fattigdom osv.
Det kan altså ligeså godt være en hjemmearbejdende mor eller far som en karrierefikseret forælder, der møder barnets stress med sin egen og dermed ikke kan hjælpe barnet med at falde til ro, stresse af og få jordforbindelse. Det er næsten uundgåeligt i de skandinaviske lande, hvor vi har vænnet os til at mene, at det er ok for børn lige under eller omkring et år at tilbringe dagen på institutioner, som jo – uanset hvor fremragende personalet er – ofte ikke har medarbejdere nok til at sørge for, at der er en voksen i nærheden som barnet føler sig tryg ved og som kan hjælpe det med at genfinde balancen. Også i institutionerne samarbejder en stor del af børnene og affinder sig med de begrænsninger der er. For større børn, hvis hjerner er kommet frelst igennem de første to år, handler det ikke mere så meget om at kunne stresse af, men om at opleve de voksne som nærværende, når de er i nærheden. Men resten af opvæksten har børn selvfølgelig brug for voksne rollemodeller som kan vise, hvordan man i al almindelighed kan mestre enhver form for stress. Det er bl.a. derfor at det allerbedste forældre kan gøre for deres børn (og sig selv) er at lege med dem ca. en halv time om dagen indtil omkring skolealderen og gerne så længe derefter, som de selv vil.
Underholdning, videofilm og computerspil kan aldrig erstatte dette, fordi de jo blot øger antallet af de ydre stimuli, som i forvejen stresser børnene.
Leg er altid afstressende uanset om det er far og søn, der leger med haveslangen eller far og mor der elsker med hinanden i dobbeltsengen. Nogle få voksne er så heldige, at de kan lege, når de er på arbejde, men de fleste må nøjes med fritiden og familien. For en stresset far eller mor, er det simpelthen effektiv afstressning at sætte sig på gulvet og lege med sit barn indtil kroppen er faldet til ro og kontakten genoprettet. (Husk at slukke for mobilen!)
Det individuelle, eksistentielle ansvar stresser – hvis vi ikke har erfaring med det
Men hvad skal vi gøre? Forældres usikkerhed overfor rollen som omsorgsgivere og opdragere er jo både velbegrundet og forståelig. Den kan man ikke bare trylle væk. Vi kan måske ændre et og andet i vores arbejdsliv, men ejendomspriser og leveomkostninger er nu engang som de er. Dertil kommer det element som måske mest af alle sætter både voksne og store børn under pres: forventningen og kravet om, at vi træffer både store og små beslutninger selv. Ikke nødvendigvis alene, men selv.
Hvad vil du selv? Hvad synes du selv? Jamen, du må jo gøre som du selv synes. Følg dit hjerte! Hvad vil du egentlig selv? Hvad har du selv lyst til?
Denne frihed til selv at bestemme er historisk enestående og helt ny. Vi er pludselig blevet den afgørende autoritet i vores egne liv og det er eksistentielt set en kæmpe landvinding, selv om det er psykologisk vanskeligt, fordi vores opvækst ikke har forberedt os til det. Vi har haft nogle generationer til at lære, hvordan man fungerer som borger i et demokrati og omgås medbestemmelse og medansvar, men det individuelle, eksistentielle ansvar kom ligesom bare dumpende ned i skødet på os.
Mange har talt og skrevet om, hvor stressende det er for børn og unge at skulle træffe denne type beslutninger hver eneste dag, men det er kun sandt hvis de må gøre det alene –dvs uden kompetent og nærværende sparring fra de voksne. Vi er måske på vej til at erkende, at det er endnu sværere for de voksne. Selv om de fleste gør deres allerbedste, er det en opgave der trækker tænder ud på mange og får nogle til at abonnere på overskuelige, manualbaserede livsanskuelser og metoder. Eller som Jespers kroatiske nabo ofte sagde om tiden under diktatur, ”Vi har flere penge nu, men livet var lettere under Tito. Vi behøvede ikke at tænke så meget over alting. Det er ikke godt for mennesker at tænke for meget Jesper – de bliver kede af det!”
Omsorg overfor vores børn giver os en livskvalitet der ikke kan købes for penge
Som en slags plaster på såret har vi fået ”wellness”, som er et produkt man kan købe hvis man er stresset og ikke orker at træffe de nødvendige beslutninger for at få det bedre. Men wellness er kun for voksne og fungerer bedst uden børn i nærheden. Så hvad skal børnene gøre, mens de voksne leger romersk overklasse?
Det spørgsmål er der måske ingen der har et konkret svar på i et samfund, som i stigende grad har vendt børn og unge ryggen. Måske skal vi begynde med at genopfinde begrebet omsorg og beskrive det i multimedieform: bøger, artikler, DVD’er, Podcast o.l.? Børnene har brug for vores omsorg for at lære at stresse af og vi har brug for at give dem omsorg – ikke bare af hensyn til statsbudgettet og de stadigt stigende udgifter til social og sundhedssektoren, men fordi det giver os en livskvalitet, som hverken kan købes for penge eller outsources til polakker og anden billig arbejdskraft.
8 spørgsmål som du kan vælge at reflektere og samtale omkring
Hvad stresser dig?
Hvad hjælper dig til at regulere ned din egen stress og komme til ro i kroppen og i tanken?
Hvad gør du for at sikre at du er nærværende i kontakten med dit barn?
Hvilke former for fælles leg er mulige i jeres hverdag?
Hvornår er ca. 30 min. fælles leg med dit barn muligt i om dagen?
Hvordan kan du give dit barn kompetent og nærværende sparring?
Omsorg – hvad er det for dig?
Hvornår oplever dit barn din omsorg?
Temaet fortsættes i næste blogindlæg med fokus på erhvervslivets rolle og de begrænsninger som pædagogik og psykologi synes at være stødt ind i i forhold til at forebygge og afhjælpe børns og unges stress.