Når kærligheden drukner i forældrerollen – sådan genfinder I nærheden
“Partner først – forælder siden” Af Jesper Juul
Hvis man glemmer partnerskabet til fordel for forældreskabet, svigter man både sig selv, partneren - og sine børn.
Når to mennesker forelsker sig og flytter sammen, kan man godt tale om, at de allerede har fået deres første ”barn” - nemlig deres indbyrdes forhold. Når der så kommer rigtige levende børn, risikerer kæresteforholdet at ende som familiens mest forsømte barn. Og som alle andre forsømte børn bliver også parforholdet adfærdsvanskeligt. Det giver sig til at lave ballade og gøre sig besværligt - i håb om at påkalde sig reel opmærksomhed.
De fleste par bliver forældre på godt og vel fuld tid. Og bagefter kan de ikke forstå, hvorfor deres parforhold ikke trives. Symptomerne begynder nogle gange allerede under graviditeten. Kvinden bliver indadvendt og »selvoptaget« og kan godt selv føle dårlig samvittighed over det. Og manden føler sit første stik af jalousi, misundelse og savn. Det fortsætter, når barnet er kommet, for nu får de samtidig travlt med at eksperimentere med rollen som forældre og forsøge at leve op til kravene fra det ny familiemedlem. Skal hun tages op, hver gang hun græder? Hvor meget skal hun nusses? Og så videre.
Specielt førstegangsforældre er usikre på, hvornår barnet får nok, og derfor er de fleste tilbøjelige til hellere at give lidt mere af skræk for senere at opdage, at barnet har været forsømt. Selvfølgelig kan man ikke opstille tabeller for, hvor meget der skal til, før det er nok, bortset fra at man roligt kan slå fast, at det 0-3-årige barn simpelt hen ikke kan få for meget forældrekontakt.
Men det betyder så omvendt også, at grænsen må sættes et eller andet sted, for ingen børn er i længden tjent med forældre, der ofrer sig og deres eget liv fuldstændigt. Dels kan det ikke undgå at skabe en gæld, som er umulig at betale tilbage. Dels er barnet under alle omstændigheder bedre tjent med mindre opmærksomhed, end med to forældre, der skændes, fordi de ikke har tid og overskud til hinanden.
Kvinden vil oftest være mest indstillet på at bruge tid, tid og mere tid, og manden føler sig mere og mere reduceret til nummer to på hendes hitliste. Hans savn, som ofte kommer til at lyde som jalousi, er det første tegn på at deres forhold er forsømt.
Farens jalousi
Nu skal jalousi næsten aldrig tages for pålydende og heller ikke i dette tilfælde. Så når han siger: »Hvorfor skal du hele tiden bruge så meget tid på barnet«, så mener han i virkeligheden ikke, at barnet får for meget, men at han (og, underforstået, også konen) får for lidt. Og tager han udgangspunkt i det, altså i partnerskabet og ikke i forældreskabet, er chancerne for et godt resultat af konflikten betydeligt bedre.
Et mere konkret eksempel kan måske gøre det tydeligere: De fleste børn elsker at putte i forældrenes seng, eller de kommer listende i løbet af natten eller om morgenen. Smadderhyggeligt - det synes moren måske også. Men det kan være, at faren føler sit privatliv krænket. Det er for meget af det gode, at ungen også skal erobre dobbeltsengen og dermed muligheden for et spontant seksualliv, synes han, men når han skal formulere sig, bliver det til noget i retning af: »Du forkæler den unge!«
Det er et angreb på morens måde at være mor på. Han har brug for en snak om partnerskabet, men han kommer i stedet til at kritisere forældreskabet. Og som bekendt virker kritik i al almindelighed ikke specielt forførende, så et problem, der angribes fra den vinkel, går som regel i hårdknude.
Kommer han i stedet som ansvarlig partner, og ikke som jaloux far, og snakker om muligheden for at få genopbygget samlivet, er der større chance for, at kvinden igen får lyst til at være kæreste.
Et lignende eksempel med modsat fortegn. Hvis faren sidder og læser eller skriver, når lille Louise på to år kommer og vil leges med, forløber det som regel anderledes, end hvis hun kommer hen til sin læsende eller skrivende mor. Faren tager Louise op, de snakker lidt, og hun får lov at rode i papirerne, men kun et øjeblik: »Så er det nok«, siger han, »stik du nu af, jeg skal arbejde«. Det gør hun så. Hos mor kører den længere. Louise nøjes ikke med at rode med papirerne, hun krøller dem også, tegner og smider blyanten ned. Og når moren så sætter hende ned, bliver Louise klyngende og utidig. Moren bliver frustreret, og det går i det her eksempel ud over faren: ”Du ku' også godt tage dig mere af hende, det er altid mig, der… ”.
Det bliver en kritik af mandens forældrerolle, som let udvikler sig til et formålsløst skænderi om, hvem der gør hvad, og om kvalitet i samværet kontra kvantitet og den slags. Et skænderi mellem to forældre vil også i den situation være destruktivt. I stedet er der brug for, at faren får fat i partnerskabet. At han kan se, at det ikke handler om skæv arbejdsfordeling (altså lige i denne her situation), men om at moren har sværere end han ved at skille sig af med barnet med god samvittighed. Barnet vader simpelt hen for langt ind over hendes grænser, og i første omgang har hun brug for akut assistance og derefter en snak om det svære ved at tage sig tid til sit eget liv, når barnets behov forekommer uendelige. Hun skal have hjælp til at lære at tage sig af sit eget liv med lige så god samvittighed, som hun tager sig af barnets liv.
Mindre mor – mere far
Det er ikke tilfældigt, at alle eksemplerne handler om mødre, der bliver for meget mødre. Det handler også om, at det er svært at blive far for sit barn på samme måde, som mødre er mødre. Og fra morens synsvinkel tager det sig ud som en fornemmelse af at være enlig mor; og det uanset at manden tager op til halvdelen eller mere af det praktiske arbejde. Derfor bliver mødrene supermødre - af mangel på en medansvarlig forælder.
Forældreskabet starter skævt, fordi kvinden allerede under graviditeten har integreret barnet i sit liv og fortsætter med det, mens hun ammer. Det betyder meget tit, at hun udvikler et »radar-system«, der gør at hun altid ved, hvor barnet er, hvad det har brug for, om det har skidt i bukserne, om det kan klare skænderiet med storesøster på egen hånd, eller der skal skrides ind. Og så ryster de fleste mødre på hovedet af de fleste fædre, for der er jo så meget, de slet ikke ser - selv de mest simple og iøjnefaldende ting!
Selvfølgelig kan fædre udvikle den samme radar. Hvis de får plads. Eller rettere tager sig plads. For medansvaret er ikke noget, man får foræret, men noget der skal erobres. Når moren i forbifarten bemærker til faren, der står og skifter ble, at han må huske ikke at binde den for stramt, gør hun det selvfølgelig ikke i nogen ond mening. Hun gør det af omsorg for barnet. Men det er og bliver en mors kommentar, mere end en partners kommentar. Lige som når faren skal på kælketur med ungen, og på dørtrinnet får at vide, at det er en helt umulig frakke, han har udstyret barnet med.
Fædre må holde på deres ret til at gøre deres egne forældre-erfaringer. Også selv om prisen er, at de bliver kaldt dumme, barnlige og stædige - ja ligefrem dårlige fædre, fordi ungerne kommer våde og blåfrosne hjem fra kælketurene. Fædre, der reducerer sig selv til mødrenes assistenter, snyder sig selv og resten af familien. Og netop fordi mødrene tenderer til at blive over-mødre, bliver det ofte mandens opgave at prøve at holde fast i partnerskabet, samtidig med at han kæmper for at blive far.
Nogle gange, når moren er udmattet, kan han være til større hjælp ved at invitere i biografen eller på restaurant end ved at tage et ekstra nap med det praktiske.
Men det skal ikke lyde, som om mødrene ikke kan gøre noget: Det er fredag aften, og far har ikke været hjemme hele ugen, så nu vil han være den, der lægger barn i seng. ”Nej!”, siger barnet, ”Mor skal!”
Det er en barsk afvisning at få, når man har glædet sig til at være sammen med sit barn igen. Alt for tit trækker sådan en far sig, fordi han tror, at det er det mest respektfulde overfor barnet, eller fordi han frygter, at en konflikt bare vil gøre det hele værre. Men konflikten skal tages, og moren skal bakke ham op, uanset hvor mut eller vred eller ked af det, barnet bliver. Alternativet kan være en ond spiral: at far og barn aldrig rigtig kommer helt ind på hinanden igen, og morens opgave bliver som partner at støtte sin mands forhold til barnet, snarere end at forhindre, at barnet her og nu bliver ked af det.
Børn og skænderier
Som det fremgår, er partnerskab altså ikke bare noget, de voksne har, når børnene er lagt i seng. Jamen, spørger skeptikeren, børnene har da vel ikke godt af at overvære, at forældrene skændes - eller partnerne, eller hvad for en kasket, de nu har på?
Det afgørende er netop, hvilken kasket de har på. Hvis skænderiet går ud på at kritisere hinanden for at være dårlige forældre, så er det rigtigt, at der virker destruktivt, også på børnene. Selvfølgelig kan og skal forældre ikke være enige om børneopdragelse. Faktisk er to forældre, der altid er enige, en rigtig dårlig ide. Hvis der overhovedet er en mening med, at børn fødes med to forældre, må det vel netop være den, at de er forskellige.
Forældreskabet må bare aldrig blive en magtkamp, hvor man saboterer hinandens udspil. Så selv om man er tordnende uenig i det, den anden gør eller siger lige nu, er det vigtigere at være loyal og tælle til 10 (mens man tænker på, at barnet heldigvis ikke tager varig skade af en enkelt muligvis destruktiv episode), frem for at begynde at forsvare barnet eller lufte sin egen fortræffelighed som forældre. Bagefter, når man har fået sit overblik tilbage, må man så tage snakken, partner til partner, om at man altså ikke bryder sig om, at ens familie skal fungere på den og den måde. Denne åbenhjertige, muligvis bramfri, diskussion, om hvilke normer og værdier der skal gælde i denne familie, kan børnene fint overvære. Det er jo en enestående chance for dem til at lære noget om, hvordan man løser konflikter og forhandler sig til rette i et tæt forhold mellem to mennesker. Hvorfor skulle de dog snydes for det?
Godt forældreskab
Forældreskab opfattes tit alt for snævert, så vi kun tror, det drejer sig om det, vi direkte yder til vore børn: mad, kontakt, hjælp til lektier osv.
Selvfølgelig skal den del fungere, men det er i virkeligheden det mindst vigtige af det, vi giver dem. For vi forbereder dem jo til livet som kommende voksne, kommende ægtefæller og kommende forældre, og derfor må vi også vise dem praktiske udtryk for, hvordan man kan leve sit liv sammen, både med børn og med en voksen partner. Vi skal netop vise dem det. Vi kan fortælle dem om livet i gamle dage, og vi kan forklare dem, hvordan betalingsbalancen ser ud (måske). Men det her område kan vi kun vise dem, for børn er så fiffigt indrettet, at de mere retter sig efter vores eksempel end efter vore læresætninger.
Så det nytter ikke at holde formanende forelæsninger for børnene om det forkastelige i at lyve, hvis vi selv har for vane at stikke dem en hvid løgn i ny og næ. Lige så lidt som man kan snakke børn fra at skændes indbyrdes, hvis man selv jævnligt får lukket konflikter ud mellem sidebenene eller direkte fører magtkampe.
Det er i den banale dagligdag; at man enten viser børnene, hvordan voksne mennesker kan bearbejde forskelligheder, uden at der nødvendigvis skal kåres en vinder og en taber, eller hvordan man mest effektivt tryner en modstander, med eller uden diskussion. Der er altså grænser for, hvor meget det hjælper at holde belærende foredrag for sine børn om livets sande værdier. Til gengæld er der næsten ingen grænser for, hvor mange værdifulde oplevelser man kan give sine børn med i rygsækken ved så vidt muligt at omsætte disse værdier i handling.
Ansvar og opgaver
En del par har jævnlige konflikter, hvor det som regel er manden, der bliver anklaget for at gøre for lidt i familien, hvad enten det er i forhold til børnene, opvasken, rengøringen eller det hele på én gang.
Disse konflikter bygger ofte på kvindens oplevelse af ”at stå alene med det hele”, selv om manden objektivt set løser en masse opgaver. Forklaringen er ofte, at parterne ikke skelner mellem opgaver og ansvar. Mange mænd løser faktisk mange opgaver, men lader ansvaret blive hos kvinden, og da ansvar kræver meget mere energi end opgaver, kan det være forklaringen på, at hun føler sig overbelastet. Der er to løsningsmodeller:
Manden går ind og tager mere ansvar for specifikke områder eller
Paret tager en grundig snak om, hvordan ansvaret rent faktisk er fordelt imellem dem og ser på, hvordan denne fordeling passer dem hver for sig. Det behøver ikke være 50/50, men det er vigtigt, at fordelingen er åben og kan tages op til revision.
Spørgsmål fra coachen
Hvordan kan I som par blive bedre til at prioritere hinanden i hverdagen?
Hvad oplever du, når du tænker på balancen mellem dit partnerskab og dit forældreskab?
Hvilke grænser har du brug for at sætte for at kunne passe på dig selv og dit forhold?
Hvem tager ansvar for hvad og hvordan passer den fordeling jer hver især? Er det som I ønsker eller er der brug for justeringer?
Hvilken støtte har I brug for, hver i sig, som partnere og forældre?
Hvad vil det betyde for din familie, hvis jeres parforhold blev styrket?