Ondt i familien

af Jesper Juul

Aggression er en både sund og nødvendig del af ethvert samspil, både i og udenfor familien, Det er et tegn på, at der er liv i familien, og ikke tegn på, at den er ved at falde fra hinanden. For aggression kommer ikke fra en grundlæggende negativitet eller ondskab eller dødsdrift eller den indre svinehund, eller hvad vi nu vil kalde det. Den vokser ud af vores behov for at være værdifulde for hinandens liv.

I gamle dage søgte man udelukkende forklaringen på individets problemer inde i individet. I barndomsoplevelser eller hjernens kemi eller andre driftsforstyrrelser.

Nu er det blevet meget mere acceptabelt, både i behandlerkredse og blandt almindelige mennesker, at tænke i familiebaner – i relationer - frem for i individuelle problemer. Men det er ikke nødvendigvis noget fremskridt i sig selv, så længe vi stadig slæber den tankegang med os, at når vi får det dårligt, skyldes det et eller andet, der er forkert eller i vejen. Så forfalder vi bare til at betragte familien som roden til alt ondt, som det sted hvor alle vore problemer opstår, og den tankegang er jo nærmest antifamilie og i øvrigt svær at bruge til noget.

De seneste mange årtis erfaring har lært os, at når medlemmer af en familie får forskellige symptomer, hvad enten det er skoleproblemer eller depressioner eller alkoholisme, er det ikke altid fordi, der er noget i vejen. Det er ofte fordi der er noget, der mangler. Der er et element i samspillet, som familien har overset, eller som familien simpelthen ikke vidst, at det var nødvendigt at tage sig af. Problemerne har altså et positivt udgangspunkt, nemlig et frustreret ønske om at være af værdi for de andre.

Der springer to følgevirkninger ud af vores behov for at være af værdi for hinanden. Den ene er en stærk trang til at samarbejde, og den anden er en stærk loyalitet.

Et samarbejde må nødvendigvis foregå på lige betingelser. Det lærte vi blandt andet af kvindebevægelsen, der gjorde oprør mod kvinders ofte neurotiske samarbejdsformer, a la: ”Jeg gør, hvad du beder mig om, fordi du beder mig om det, ikke fordi jeg virkelig har taget stilling til, om jeg vil eller ej”. Kunsten er at samarbejde, samtidig med at man bevarer sin egenart og selvstændighed – sin personlige integritet.

Loyalitet er oftest nemmest at se hos børn. Børn er loyale til døden overfor deres forældre, og derfor flytter de en masse af de konflikter, der egentlig ligger i hjemmets samspil, over og reagerer dem ud i skolen eller daginstitutionen. Når så forældrene benægter at kende til de problemer, som pædagogerne ser, bliver de ofte mistænkt for at lyve. Men som regel taler de sandt, deres børn er bare for loyale til at tage de konflikter frem på hjemmebane, specielt hvis man ikke i hjemmet har tradition for at sætte pris på forskelligheder og konflikter.

Betydningen af at føle, at man spiller en værdifuld rolle i de andres liv, kender de fleste af os umiddelbart i forholdet til vores børn, for vi måler meget af det, vi foretager os, på om vi er gode eller dårlige forældre. Men vi har nøjagtig det samme behov for at være gode ægtefæller og gode venner.

Vi har bare ikke altid lært, hvordan vi skal bære os ad med at være af værdi for de andre. Og andre gange kommer der noget i vejen, som forhindrer os i at optræde værdifuldt. Selv i den allersundeste idealfamilie forekommer der forhindringer i samspillet, som medlemmerne reagerer på. Somme tider udløses forhindringen af begivenheder uden for familien, for eksempel arbejdsløshed, dårlige boligforhold eller lignende, men det forhindrer ikke, at det er familien, der står med smerten.

Signaler

En forhindring udløser et symptom. Eller et signal. Vi kender de iøjnefaldende symptomer, som f.eks. spisevægring, kriminalitet og utroskab, men det er vigtigt at være opmærksom på, at et eller flere familiemedlemmer udsender nogle langt mindre dramatiske signaler, længe før det kommer så vidt. Det begynder med en let irritabilitet, som derefter kan udvikle sig til alle de følelser, som vi har vænnet os til at betegne som aggressioner: Irritation, frustration, vrede, raseri, sluttende med det store hvidglødende had.

Disse er psykologisk set ikke, som mange tror, negative og destruktive følelser. De er alle en del af kærligheden i en familie, de er ikke det modsatte. Det modsatte af kærlighed er ikke had. Det modsatte af kærlighed er resignation.

Signalerne optræder ikke altid i ren form. Børn fra fire til seks års alderen og op til puberteten reagerer ofte med træthed, appetitløshed og uoplagthed om morgenen. Især hvis de er enebørn. Søskende vil ofte ”foretrække” at skændes og slås indbyrdes.

Også hos voksne optræder den første irritation ofte forklædt. Mange kvinder har f.eks. lært, at det ikke er særlig feminint at lade raseriet få frit løb, så de reagerer ved at blive sårede eller nedtrykte. Hvorimod mange mænd, som ikke kan finde ud af den rene form, bliver mutte eller sure, mugne og tavse.

Den rene form er nok den mest almindelige. Alle familier kender de perioder, hvor man går rundt og bider af hinanden, tilsyneladende uden grund. Pludselig fænger man bare og bliver irriteret over noget, som man normalt møder med kærlig overbærenhed. Skændes over ”ingen ting”. Gentager det samme skænderi om og om igen.

Når de aggressive følelser begynder at dominere forholdet mellem børn og forældre, er det vigtigt at holde fast i at: 99,9 % af alle forældre elsker deres børn over alt på jorden. Og der findes ingen børn, der ikke elsker deres forældre over alt på jorden. Der findes bestemt familier, hvor det er meget svært at se det, fordi de umiskendeligt opfører sig, som om de ikke kan lide hinanden. Men det er oftest et signal om, at deres behov for at føle sig værdifulde er frustrerede.

Utroskab

Vi oplever alle perioder, hvor vi føler os mindre - eller slet ikke - værdifulde for vore nærmeste, Det er sjældent, vi formulerer det sådan: Nu føler jeg mig mindre værdifuld. Vi er langt mere tilbøjelige til at pege på de andre og sige: I er ikke værdifulde! Det kan f.eks. foregår ved, at man siger ”I hører da heller aldrig, hvad man siger til jer!” eller ”Hvorfor bliver du altid så hysterisk over småting!”

Når man føler sig mindre værdifuld, er det en dårlig ide at gå til sin partner eller sine børn for at blive rost eller strøget mod hårene og få at vide, at det da ikke passer. Selv om de eventuelt indvilger, kan man nemlig ikke bruge det til noget. For når man i perioder føler sig mindre værdifuld, så er det ofte, fordi det, man gør i de perioder, faktisk ikke er særlig værdifuldt. Og så er det ikke trøst, man har brug for.

Mange har oplevet følelsen, hvis deres ægtefælle har haft en kortere eller længere affære med en anden. Den såkaldte bedragne part vil ofte spørge på et tidspunkt: ”Jamen, hvad er der med hende, som er så meget bedre?”. Eller ”Hvad er der i vejen med mig, siden du... ” Men på det tidspunkt, hvor vi spørger, er vi sjældent frygteligt interesserede i at få et ærligt svar. Vi vil hellere have trøst: ”Der er skam ikke noget i vejen, og det er kun dig, jeg elsker, og det hele var en stor misforståelse, Undskyld. Jeg gør det aldrig mere.

Når ens ægtefælle går udensengs, er der imidlertid altid en god grund til det. Og det betaler sig for begge parter at forholde sig seriøst til hvorfor. Så når man endelig er parat til at stille spørgsmålet: ”Jamen, hvad er det, der er galt med os to?”, skal man også mene det alvorligt og ikke give op, før man har fået et ordentligt svar.

Et kærligt skænderi

Det er meget almindeligt at blive forskrækket, når vi møder utilfredshed fra vores ægtefælle eller børn. De færreste af os har lært at sætte pris på aggressioner som en del af kærligheden, for når vi som børn prøvede at udtrykke den slags, var reaktionen fra de voksne alt for ofte: ”Du skal ikke være næsvis!”, ”Sådan taler man ikke til de voksne!” eller ”Hold nu fred, unger!”

Så vi tror, at hvis vi skændes, er det et tegn på at forholdet er dårligt. Og derfor prøver vi måske at lade være med at skændes. Men det er umuligt at leve tæt sammen, uden at der opstår blokeringer i samspillet.

Aggressioner er vigtige af to grunde. Det er ikke nødvendigvis særlig konstruktivt at være aggressiv, så at sige for aggressionens egen skyld. Men det er heller ikke særlig usundt. Udladningen skal selvfølgelig bruges til at finde frem til den bagvedliggende blokering, men indtil man har fået øje på den, er der ingen vej uden om konflikten. Heller ikke selv om de første otte – ti skænderier ikke er særlig frugtbare. Det kan nemlig være uendelig svært for familien selv at se, hvad det handler om bag overfladen, mens venner og bekendte ofte umiddelbart kan få øje på det.

Samtidig er selve måden, vi håndterer aggressionen på, uhyre vigtig for vores mentale sundhed. Aggressioner kræver luft, plads og mod. Får de ikke det, og er vi ikke i stand til at byde aggressionerne velkomne og tackle dem seriøst, vil der ofte udvikle sig svære samlivsproblemer og på længere sigt regulære symptomer, oftest startende med de såkaldte psykosomatiske lidelser: hovedpine, migræne, myoser, mavesår, smådepressioner og så videre.

Et klassisk eksempel

Mange par holder op med at være partnere, når de får børn. De træffer beslutninger om så meget andet i den forbindelse som arbejdsfordeling, opdragelse, kost og sengetider. Men de glemmer ofte at træffe beslutninger om - eller bare tage sig af - deres indbyrdes forhold. De bliver forældre på fuld tid. Og man svigter sit partnerskab, hvis al ens tid og energi går på at være far og mor.

Har familien indrettet sig, så kun manden tjener penge eller har den største indkomst, vil f.eks. den hjemmegående kvinde i stigende grad føle sig værdiløs, selv om hendes arbejde er kolossalt værdifuldt. Man kan se det klart, når hun begynder at omtale sig selv som barnepige, rengøringskone eller husholderske, og når hun bebrejder manden, at han ikke tager sig nok af børnene eller aldrig hjælper med rengøringen - en diskussion, der næsten aldrig handler om børnepasning eller rengøring, men altid er et tegn på, at de voksne har svigtet deres indbyrdes forhold.

Farens følelse af svigt vil snarere komme ud som jalousi. Han føler sig skubbet til side, reduceret til nummer to på hitlisten i forhold til barnet.

Bed om – og græd

Der er to grundlæggende evner, udover evnen til at håndtere aggressioner, som det er utroligt vigtigt at udvikle, hvis vi skal holde os psykisk sunde. Den ene er, at vi kan mærke hvad vi har brug for - og kan benytte os af mange forskellige metoder til at skaffe os det. Den anden er, at vi kan sørge eller græde, når der er noget, vi meget gerne vil have, som vi bare ikke kan få.

Børn har sjældent problemer med de følelser. Voksne har ofte. Og voksne giver sig som regel systematisk i kast med at ødelægge disse evner hos børn, fordi de ikke ved bedre. Vi kan tage et helt dagligdags eksempel, som enhver kan gå hen i nærmeste supermarked og opleve. En mor kommer med sin søn på tre år, som sidder i indkøbsvognen.
”Mor, må jeg få en is”, siger knægten.
Mor siger nej. De fleste sunde børn vil nu reagere på den måde, at de begynder at argumentere for den is. ”Åh, det ku' du godt” eller ”Jeg er så tørstig” eller ”Søren fik en i går”.

Selve reaktionen er sund. Den mere forfinede argumentationsteknik kommer med øvelsen. De børn, som allerede er kuede, som allerede tusind gange har fået at vide, at de er til besvær, når de gør sådan, kan man kende på, at de aldrig argumenterer for at få isen, men altid beder forældrene argumentere for, hvorfor de ikke må få den. De stiller sig straks i den negative position. ”Hvorfor ikke”, surmuler de, og så vinder man aldrig. Men tilbage til det sunde, argumenterende barn. På et eller andet tidspunkt vil de fleste mødre blive irriterede og snerre: ”La vær' og plage!”

Det er på mange måder en logisk reaktion. Forældre vil i virkeligheden altid helst give deres børn alt, hvad de beder om - bare de havde overskuddet, følelsesmæssigt og økonomisk. Så når vi skal sige nej til vore børn, og de ikke umiddelbart affinder sig med det, kommer vi let til at føle os som dårlige forældre. Og når vi mister vores fornemmelse af at være af værdi, reagerer vi jo aggressivt.

Barnets reaktion er altid gråd. Af to grunde. Udtrykket ”Lad vær' og plage!” er et meget direkte udsagn om, at han er til besvær = ikke værdifuld. Og det er jo under alle omstændigheder til at tude over. Det andet er nok så vigtigt: Barnet græder for at bearbejde et tab. Det sørger.

Voksne ved som regel, at i forhold til de store tragedier, dødsfald og skilsmisser, er det vigtigt at kunne sørge, at græde ud. Men også ved de små tab gælder det, at gråd er det eneste, der kan genoprette vores mentale balance. Og så skal det nok lige indskydes, at når man som treårig lige har set et fotografi af en isvaffel i overstørrelse, så hører det at få en is ikke til i småtingsafdelingen. Barnet græder altså over sit tab. Han har indstillet sig på, at han ikke får den is - hvilket er det modsatte af, hvad de fleste voksne tror: At gråden er et sidste argument for at få den vristet ud af moren. 90 procent af de gange, en treårig græder, skyldes det frustration.

De fleste forældre opfatter det imidlertid, som om barnet er ulykkeligt, og derfor er grædende børn en af de største provokationer, vi kan få. Jo mere de græder, jo mere føler vi os som dårlige forældre. Og i supermarkedet vil alle de andre voksne også opfatte mig som en dårlig mor. Ekstra provokerende!

Hvis vi går tilbage til basis, ved vi, at jo mere jeg føler mig som en dårlig mor, jo mere aggressivt reagerer jeg. Så moren vil typisk stange en aggressiv replik ud a la ”Lad vær' at skabe dig!” Og jo mere man fortæller barnet, at han er til besvær, ikke ordentlig – ”vær nu sød” - jo mere og højere hyler ungen.

Så kommer det meget naturlige modspørgsmål: Jamen, skal børn da bare have en is, hver gang de beder om det? Selvfølgelig ikke. En del af vores funktion som forældre er jo at sætte grænser og rammer for, hvad vores børn må, og det tager børn fem- seks- syv år at vænne sig til at tackle et nej og acceptere, at verden - og også forældrene - indeholder både ja og nej. Det skal vi som forældre hjælpe dem med at lære. Men man kan sætte pris på og anerkende sine børns sundhed. Og når drengen fra eksemplet argumenterer så kraftigt for at få en is, kan man glæde sig over hans livskraftige evne til at kæmpe for det, han vil have. Først og fremmest skal man ikke kritisere hans anstrengelser, og ofte er det godt nok og nok, at man' venligt fastholder sit nej. Hvis reaktionen stadig er gråd, kan man tie stille og lade være at blande sig - eller tage ungen op og sige:
”Jamen, det er også det værste, der findes, når der er noget, man så gerne vil have og så ikke kan få det”.

Dermed fortæller man ungen, at det er en både sund og god reaktion, han disker op med. Og så vil der i øvrigt højst gå 30-40 sekunder, før hyleriet holder op. Eller se engang nærmere på denne historie:

Far og mor, storebror og Søren på 5, spiser på restaurant. Søren opfører sig eksemplarisk under hele måltidet, men da forældrene når til kaffen og voksen-snakken, begynder han at blive træt og kede sig.
Han finder hurtigt på en leg. Først går han stilfærdigt rundt og hilser venligt på de øvrige gæster, og lidt senere begynder han at gå i ottetaller omkring to tomme borde. Han samarbejder med de voksnes behov for at være partnere for en stund og finder en stilfærdig og harmløs måde at underholde sig selv på. Pludselig rejser faren sig op og nærmest slæber Søren tilbage på hans plads ved familiens bord. Han ser ham dybt og alvorligt i øjnene og siger: ”Sæt dog ned, ellers er du ikke stor nok til at komme med på restaurant en anden gang!”

Hvis faren havde været opmærksom på Sørens kolossale samarbejdsvilje, kunne han f.eks. have sagt: ”Det er vel nok dejligt, at vi kan sidde her i fred, mens du har det skægt!” Eller: ”Sikken nogen flotte- 8-taller du laver”.

Nu siger faren jo ikke sin absurde replik, fordi han er ondskabsfuld eller på anden måde ikke ”elsker” sin søn. Han er ganske simpelt optaget af at være så god en opdrager for sin søn som muligt. Vi har alle sagt lignende ting til vores børn - i al uskyldighed.

Det bedste vi har lært

De uhensigtsmæssige reaktioner på den slags situationer kan man finde alle slags undskyldninger for. Selvfølgelig. Og selvfølgelig er det umuligt ikke at kvaje sig, umuligt at være en perfekt forælder.

Men det betyder jo ikke, at man ikke skal prøve. Forældre skulle gerne have et større overblik, end børnene har, og derfor er der vigtigt, at man bearbejder sine indgroede reaktionsmønstre og tager hensyn til den smerte, man uundgåeligt tilføjer sine børn. At man lærer at sætte grænser uden at kritisere. Ikke fordi nogen børn tager skade på deres sjæl af at blive udsat for den type reaktion fra deres forældre en otte -10 gange om ugen. Men der er utrolig mange børn, der får budskabet 50 eller 100 gange i døgnet: ”Du er til besvær” = ”Du er ikke værdifuld for mig”. Og det tager man skade af. I første omgang på sin selvfølelse. Som igen er fundamentet for hele ens måde at håndtere verden på.

Vi gør det bedste, vi har lært. Når aggressionsniveauet i vores familie bliver for højt, er tiden inde til at lære noget nyt.