Skærmkultur - og U-Kultur
Er der mere prestige at bekymre os før børnene end i at “opdrage” deres voksne? Er det bremsen der forhindrer os i forandring og at løse problemet?
For femten år siden stod vi, som forældre, overfor en ny udfordring: ”smart-telefonens” indtog i familielivet. Vi spurgte os selv, om en skærm skulle få være med ved middagsbordet, på ferier og hvordan den skulle få være i vores børns hænder, uden at skabe afhængighed eller komme imellem vigtig kontakt og relationer. Siden har disse tidlige bekymringer udviklet og forværret sig og vi ser afhængighed, opmærksomhedsforstyrrelser og humørsvingninger, hos både voksne og børn, som giver anledning til ekstra frustration og konflikter på kryds og tværs mellem børn og voksne.
De, den gang, upopulære råd Jesper Juul anbefalede på initiativ av DRTV, mener jeg, holder fortsat og det er gang i en velkommen bevægelse fra forældre og fagfolk bl.a. Imrad Rashid og den nye bog Skærmsund Det handler i grunden om grænser, hvordan vi som voksne afgrænser os til skærmen, hvordan vi skaber kontakt og hvordan vi som ledere, i vores familie, forhandler om grænser. De som klarer det bedre – lever bedre og det lærer børnene af. Hvad mener du? Hvad er din erfaring? Er det noget du ønsker at forandre?
En ting bider sig fast når jeg læser Jespers gamle indlæg; ”Der er meget mere prestige i at bekymre sig for børnene og de unge end i at “opdrage” deres voksne.” Hvordan kan vi bidrage til at slippe bekymring til fordel for handling? Vi kan bedre end at ikke turde at se på vores egen adfærd og ændre den hvis det er det der behøves. Hvad siger du?
Læs gerne det Jesper skrev som svar til en bekymret forælder for 15 år siden. Familien bestod af to voksne og tre børn, en teenager som de følte de var ved at miste til mobilen og to yngre børn der ønskede sig en. Tal med andre forældre og del gerne dine reflektioner eller erfaringer med os.
Jespers svar:
Du er bestemt ikke alene med denne problemstilling. Indtil videre har hovedparten af den vestlige verdens forældre enten opgivet at gøre noget eller også har de forsøgt sig med regler og grænser og det fungerer sjældent. Så har de spurgt eksperter – mest neurobiologer og psykologer – som heller ikke har så meget konkret at sige og med stor sikkerhed er uenige med hinanden. Forklaringen er selvfølgelig, at det med mobiltelefoner, I-Pads osv er så nyt, at familierne ikke har nået at udvikle en kultur omkring dem. (Det tog ca. 40 år med fjernsynet). Som altid er det de voksne, der sætter tonen i kraft af deres egen adfærd. I min opvækstfamilie var vi vant til at vores far læste avis fra 17.30 til 18.00. Så kom fjernsynet og der sad han – og efterhånden også vores mor – så fra 19.00 til sidste udsendelse var forbi.
Mobiltelefoner var i begyndelsen værktøj og legetøj for mænd. Kvinderne var kritiske og skeptiske indtil midt i halvfemserne og siden har de overhalet mændene både i antal mobiltelefoner, brug, forbrug og muligvis også misbrug af dem. Følgende forslag til en mediekultur i familien formulerede jeg på initiativ af DRTV i 2003 og jeg blev ikke populær. Der er meget mere prestige i at bekymre sig for børnene og de unge end i at “opdrage” deres voksne.
Sluk din mobiltelefon på vej til og fra børnehave og skole.
Sluk telefonen, fjernsynet, I-Paden og radioen, når familien spiser sammen.
Indfør en daglig “medie-time” (hvor det er ok at læse mails, surfe, chatte ol.) i weekends og
ferier som børn og voksne tilbringer sammen.
Tag aldrig en tændt mobil med i seng medmindre et medlem af familien skal kunne komme i
kontakt med dig.
Jeg ved af erfaring at dette er enkelt nok, hvis børnene oplever dette fra de er helt små og forældrene iøvrigt selv tager kulturen alvorligt. Det gør de for det meste, fordi de oplever det som en gevinst på alle områder. Det er noget vanskeligere, når et barn er blevet så gammel som jeres datter. Uden at kende din familie og din relation til din femtenårige datter vil jeg foreslå et ærligt udspil, a’ la det du har skrevet til mig og så invitere hende til at tænke over det og selv formulere et muligt alternativ. Gør hun ikke det, må du anse slaget for tabt og se hvad I kan finde ud af sammen med de yngre
De store uafklarede spørgsmål for mig er denne altopslugende sult efter social kontakt på den ene side og på den anden hvorfor så mange griber muligheden for at undgå nærkontakt med partner og børn – som min far f.eks. gjorde.
Vi ved godt, at de fleste teenagere befinder sig som fisk i vandet i dette sociale univers, men hvis vi går en tur i byen ser vi jo også en mængde 25-65 årige som konstant enten er ”på” eller med tydelige tegn på abstinens checker deres telefoner for tekstmeldinger o.l. eller forsøger at ringe nogen op. Har mobiltelefonen beriget vores sociale liv eller er den blevet endnu en mulighed for at undgå ensomheden?
Jeg tror, jeg selv er for gammel til at kunne besvare spørgsmålet, men måske kan de nuværende femtenårige hjælpe os, når de er blevet 20 eller 25. Vi skal nok overleve 10 år til i den nuværende u-kultur!
/Jesper Juul
Et spørgsmål dvæler jeg over… hvem tjener på at fastholde os i bekymringen fremfor at trykke på og hjælpe med forandringen? Det er ikke forældre eller familier, men vi påvirkes af det bevidst eller ubevidst. Er det medierne? Politiker? Eller er det tech-giganterne der tjener på at holde i bremsen? Er det dem allesammen?
/Ulrika