Børns konflikter - Hvornår griber vi ind?
Af Jesper Juul
Jeg møder ofte spørgsmålet, ”Hvornår skal man gribe ind i konflikter mellem børnene?” fra forældre, som enten er usikre, eller som har dårlige erfaringer med en bestemt måde at gøre det på. Svaret på dette spørgsmål afhænger naturligvis af en masse faktorer:
Hvilke børn?
Den voksnes motiv for at gribe ind?
Børnenes alder?
Hvad drejer konflikten sig om? Etc.
Det følgende er derfor ikke et konkret svar eller en brugsanvisning, men en række overvejelser, som forhåbentlig kan være inspirerende, når læseren skal finde sine egne svar.
Læs gerne indlægget om ”Konflikter - medfødt beredskab og tillært praksis” inden eller i tillæg til dette.
Hvordan griber man ind?
Det er på en måde simpelt at give anvisninger på, hvordan man griber ind i en konflikt. Man skal være personlig, velovervejet, og man skal lade være med at kritisere eller tage parti.
Overvej først følgende:
Hvorfor vil du gribe ind i børnenes konflikt?
Er det, fordi du hader konflikter, og forveksler mangel på konflikt med harmoni og lykke? Hvis det er det, så vent lidt.
Er det, fordi konflikten er for destruktiv, for indædt? Hvis det er det, så vent alligevel lidt, og sig så:
”Hold op!”, ”Stop”, og råb det gerne så højt og så inderligt, som du føler trang til. Det skal blot være effektivt.
Undgå helt bemærkninger i stil med:
”Vil I ikke godt holde op nu. Jeg kan snart ikke holde det ud mere” (halvhjertet);
”I er da også helt umulige begge to.” (klynkende)
”Kan I da ikke høre, hvad man siger til jer.” (anklagende).
”Nej, nu må du altså tage hensyn til, at han trods alt er den lille!” (kritiserende).
”Hvad er der dog i vejen med jer - og hvorfor kan I ikke bare lege stille og roligt med hinanden?” (impotent).
Når konflikten er stoppet
Hjælpe børnene med at finde de rigtige ord, det vil sige de ord, som ligger bag “dumme skid”, “idiot” og så videre.
Stil følgende spørgsmål til begge parter: Hvad er det, du gerne vil have?
Lyt omhyggeligt til svarene, og lad være med at vurdere dem.
Tjek, om børnene har hørt hinandens svar, og bed dem eventuelt om at gentage essensen i hinandens svar.
Bed initiativtageren undersøge, om det, han/hun vil have, er muligt. Hvis ikke så bed ham/hende udtrykke sin reaktion på dette. Det samme hvis det er muligt.
Slut med at takke børnene for hjælpen.
Husk hele tiden på, at den voksne er formidler ikke dommer.
Når det er sket, er den voksnes opgave forbi. Børnene er blevet lidt mere bevidste om sig selv og hinanden, og inden de bliver otte til ti år, skal de nok få det lært. Hvis du først begynder med denne praksis, når de er store, tager det ikke så lang tid, men regn ikke med at konflikterne hører op, før der er gået et års tid eller mere. Det tjener ikke noget formål at blive moraliserende eller at fordele skyld. Det indbygger tværtimod en ny konflikt i børnene eller imellem dem og bremser dermed deres indlæring.
Hyppige konflikter? Find roden!
I nogle familier er der meget hyppige konflikter mellem børnene; det er som om selv de mindste ting giver anledning til slagsmål. Hvis det er sådan det er, betaler det sig at kalde familien sammen, og få en grundig snak om, hvad det er, der ligger og ulmer for tiden.
Der er tre steder at lede:
Mellem de voksne og børnene
Mellem de voksne indbyrdes
Mellem børnene
Årsagen til et vedvarende højt konfliktniveau findes sjældent mellem børnene.
Til sidst:
Som forældre er vi ofte besat af en ustyrlig trang til at gøre os nyttige ved at opdrage, ved at lære fra os. Ofte er al denne aktivitet mere til for vores skyld end for børnenes. Hvis du ikke kan bære, når børnene har konflikter, så prøv at forlade scenen. Luk døren, gå ind i et andet rum, gå en tur! I mange tilfælde lærer børnene bedre og hurtigere, jo mindre vi blander os.