Konflikter - Medfødt beredskab og tillært praksis

Af Jesper Juul

Et samliv eller et samarbejde med andre mennesker, uanset alder, er ikke muligt uden konflikter. Det eneste, vi kan vælge, er, hvordan vi vil forholde os til dem, når de opstår. Nogle mennesker er vokset op i familier, hvor alle konflikter blev fejet ind under gulvtæppet, og bryder sig derfor dels ikke om konflikter og mangler også træning i at bearbejde dem. Andre kommer fra familier, hvor der bestandig var slagsmål og konflikter, som gjorde dem ulykkelige, fordi de aldrig blev løst. Disse mennesker er ofte tilbøjelige til at undertrykke konflikter i deres egen familie, når de bliver voksne og selv får børn, fordi konflikt for dem er det samme som ulykke.

Mange af os, som har børn og børnebørn i dag er vokset op i en tid, hvor voksne af et godt og ærligt hjerte mente, at konflikter skulle skjules for børn. Andre er vokset op i en generation, hvor konflikter ofte førte til forældrenes skilsmisse, så begge parter har et noget dobbelt forhold til konflikter i deres familie.

En konflikt opstår, når to mennesker har modsatrettede eller somme tider blot forskellige behov eller lyst. Og da ikke to mennesker er ens, betyder det, at vi oplever konflikter hver eneste dag. Dertil kommer, at vi ikke så sjældent også er i konflikt med os selv; en del af os vil ét, og en anden del vil noget andet.

Når vi oplever et behov, kan den efterfølgende proces forløbe på to måder.

1. Behov - Tilfredsstillelse - Ro

Vi mærker et behov (sult f.eks.), hvorefter vi spiser og bliver mætte.

2. Behov - Frustration - Kamp – Sorg - Ro

Vi mærker et behov (for nærhed f.eks.); den anden er ikke til rådighed, og vi bliver frustrerede og forsøger at komme i kontakt, men afvises; vi bliver kede af det, græder og bliver rolige.

Misforstået omsorg

Det første forløb er vores fælles forestilling om paradis. Det andet forløb møder vi ofte i vores jordiske hverdag, så lad os se lidt på de to elementer »kamp« og »sorg«.

Når vi oplever et behov som f.eks. ”Jeg vil gerne have, at du lægger din bog fra dig og interesserer dig lidt for det, som jeg har lyst til at dele med dig”, er det første (og for mange voksne også det sværeste), at give udtryk for sit behov. Mange af os er vokset op i familier, hvor det blev regnet for forkert eller egoistisk simpelthen at sige, hvad vi gerne ville have, med det resultat at vi som voksne ofte går direkte til frustrationen: ”Skal du altid læse?”, ”Hvorfor siger du aldrig noget?”, ”Du interesserer dig aldrig for mig!” og så videre. Men selv om vi nu udtrykker vores behov, kan vi jo stadig risikere, at den anden svarer med et: ”Jeg har ikke tid lige nu”, ”Jeg har ikke lyst til at snakke med dig nu, kan det ikke vente til i morgen” eller måske bare et halvkvalt, irritabelt ”Hvad er der nu!”.

Når det sker, begynder kampen eller forhandlingen, som det måske burde hedde, for det er netop ikke kamp forstået som krig, der menes. Men selv den bedste forhandler kan tabe, (det er ofte børns situation i forhold til voksne: ”Må jeg få en is?”, ”Må jeg ikke godt blive længe oppe?”). Somme tider er vores behov så forskellige, at vi ikke kan mødes, og når det sker, er der i virkeligheden kun en ting at gøre: nemlig at græde over tabet.

Sorgen er det eneste, der kan genoprette vores egen indre balance – genskabe roen. Ikke at få, hvad vi mest ønsker, er på en måde altid et sørgeligt tab. Det kan være et ikke særlig vigtigt behov, hvor sorgen derfor kun mærkes som en lille skuffelse, eller det kan være så livsvigtigt, at sorgen føles overvældende.

Som børn fik mange af os ikke mulighed for at bearbejde den store, mellemstore eller lille sorg. De voksne brød ind med deres: ”Nu skal du være sød (rimelig, fornuftig, stor)”, ”Lad være med at skabe dig!”, ”Lad mig blive fri for sådan noget pjat!” Vi måtte sluge sorgen og blive i frustrationen. Vi indordnede os, og efter en syv til otte års træning kunne vi bære en fornuftig, sød, rimelig eller voksen maske, og vores forældre kunne lykønske sig selv og hinanden med, at vi i hvert fald tilsyneladende var blevet harmoniske (=ikke besværlige).

Et af resultaterne af denne misforståede omsorg er, at mange voksne har mistet fornemmelsen af sorgen. De mærker kun frustrationen og reagerer derfor med at råbe, skælde ud, bebrejde og slå, når de ikke kan få, hvad de savner. Dette forhindrer dem selvfølgelig ofte i at få, hvad de vil have, men det efterlader dem også ofte utilfredsstillede, selv om deres omgivelser forsøger at leve op til deres krav.

Den kulturelle faktor

Der er desuden en kulturel faktor oveni de psykologiske mekanismer. Her i Skandinavien betyder det, at tegnet på konflikt ofte er tavshed eller afstand i modsætning til den sydlige kultur, hvor konflikt som regel afstedkommer råben og skrigen og stor kropslig aktivitet.

Når man vokser op i Skandinavien, betyder det, at man som barn ofte fornemmer konflikten, men er mystificeret i forhold til dens præcise indhold. Børn i vores kultur kommer derfor ofte til den konklusion, at det er dem, som der er noget i vejen med, men på en underlig diffus og uspecifik måde.

Det betyder ikke, at råben og skrigen er ”bedre”; det er blot anderledes og det skaber et anderledes konfliktberedskab hos børnene, når de bliver voksne. Selv om disse karakteristiske måder at opføre sig på er ret typiske for de nordlige og sydlige himmelstrøg, betyder det ikke, at de er medfødte. De er tillærte. Vi lærer dem i vores familie. Børn er født med det konfliktberedskab, som er skitseret i pkt. 1 og 2 tidligere i dette indlæg, men uden det vigtigste forhandlingsredskab, som er sproget og evnen til at bruge det til at udtrykke os selv med. Ligesom de fleste andre områder af små børns udvikling, hvor de begynder med grovmotorikken (store bevægelser i de store muskler) og ender med finmotorikken (små bevægelser i de små muskler, stemmebåndene f.eks.), begynder de også med at udtrykke frustration og konflikt »med arme og ben«, så at sige.

Når det gælder bearbejdning af konflikter ved hjælp af sproget (finmotorikken), lærer børn næsten udelukkende via eksemplets magt; det vil sige af deres forældre, hvis måde de efterligner (samarbejder med). Og det gælder her som i alle andre forhold: Børnene lærer af den måde, vi gør tingene på; ikke af den måde vi fortæller dem, de skal gøre dem på. Så når børnene er blevet fem-seks år gamle, gør de, som vi gør, og da ingen af os er perfekte, er børnene det heller ikke.

Voksne kan lære af børn

Selv om mindre børn stadig bruger ”arme og ben”, når de er i konflikt, kan de fleste af os lære noget af den selvfølgelighed, hvormed de udtrykker deres behov. Mange ægteskaber og mange relationer mellem børn og forældre ville trives betydeligt bedre, hvis alle parter med selvfølgelighed anvendte de grundlæggende sætninger i det personlige sprog:

”-Jeg vil…”

”Jeg vil ikke…”

”Jeg kan lide…”

”Jeg kan ikke lide…”

”Jeg vil have…”

”Jeg vil ikke have…”

Samtidig har de fleste børn i den alder bevaret evnen til at sætte den rigtige musik til ordene. De råber, når de er frustrerede; græder når de er kede af det; skælder ud, når de er vrede. Mange af de voksne har mistet disse to værdifulde egenskaber til stor skade for deres livskvalitet.

Børnene kan lære af os, hvordan man bruger sproget til at bearbejde konflikter med, hvilket ikke skal forveksles med ”at tale fornuftigt om tingene” eller at ”tage det roligt” eller ”vær nu logisk”. Mennesket er ikke et rationelt væsen; specielt ikke når vi er i konflikt med os selv eller hinanden. Børnene kan lære af vores eksempel. Hvordan gør far og mor, når de er i konflikt med hinanden? Hvordan gør far og mor, når de er i konflikt med os? Børnene er som altid det spejl, hvori vi ser os selv tydeligst, og de er som altid en inspiration til at se på vores egen måde at fungere på og til at forbedre denne.

Som voksne kan vi lære børn at læse, skrive og regne. Vi kan lære dem ikke at gå over for rødt lys og den slags praktiske og nødvendige færdigheder. Men når det gælder de virkelig vigtige ting i livet, er det ofte børnene, som kan lære os mest – selv om de er ”dømt” til at efterligne os.