De voksnes samspil - familiens hjerte og næring

Af Jesper Juul

Et kærlighedsforhold mellem to voksne ligner på mange måder venskaber eller langvarige samarbejdsrelationer: vores velbefindende afhænger af det, man sommetider kalder ”kemien” mellem parterne. Den store altafgørende forskel er, at det der sker mellem parterne i et kærlighedsforhold går meget dybere meget hurtigere end i andre relationer.

Jeg bruger ordet ”dybere” for at gøre opmærksom på, at både de konstruktive kvaliteter i samspillet og de destruktive bringer os i kontakt med grundelementerne i vores eksistens og den personlighed, vi har stykket sammen i løbet af vores opvækst. Ethvert kærlighedsforhold til et andet menneske er med til at forme vores eksistens og personlighed – hele livet.

Det begynder med vores forældre og evt. søskende og fortsætter med partnere, børn og i heldigste fald børnebørn. Derfor er vi altid medansvarlige for kvaliteten af vores partners liv. Ikke fordi det er et moralsk påbud, men fordi det simpelthen er en af konsekvenserne af at elske og blive elsket. Vi får – alene i kraft af vores måde at være i verden på – adgang til den andens allermest sårbare inderste helt uanset hvor godt den anden mener at beskytte sig.

”Vores velbefindende afhænger af ”kemien” mellem parterne.”

Når man er i et forhold, er det vanskeligt at vurdere, hvornår samspillet er konstruktivt eller destruktivt – eksistentielt set. Somme tider er det, der gør mest ondt i øjeblikket, det mest konstruktive på lang sigt. Det betyder ikke, at et samspil ikke både kan være konstruktivt og føles himmelsk. Det kan det sagtens. Det sker f.eks. når vi måske for første gang virkelig føler os ”set” af et andet menneske, når vi smelter sammen i en slags tidløs harmoni eller bare mærker, at vi ved fælles indsats får ting til at lykkes præcis, som vi havde forestillet os. Problemet med disse øjeblikke, timer eller dage er, at ingen ved, hvad man skal gøre for at få dem til at opstå. Der findes ingen opskrift på, hvordan man bliver lykkelig og man kan ikke skrive faglige artikler om det. Man kan kun skrive musik eller poesi. Det, vi kan skrive om, er hvordan man bedst indretter sig og møder de konflikter og problemer, der ligger latent i ethvert kærlighedsforhold. Ikke for at undgå smerte og ulykke, men for at komme klogere og mere modne ud på den anden side.

”At lære hvordan vi møder konflikter og problemer for at komme klogere og mere modne ud på den anden side.”

Noget af det, der sker i vores opvækstfamilie, er at vi lærer bestemte måder at opføre os på – både indvendig og udadtil. Nogle af dem er selvdestruktive. Det betyder, at vi gør ting, som ikke er i vores egen dybeste interesse – som hindrer os i at få vores liv til at blomstre. Nogle af dem blev vi pålagt eller tvunget til af vores forældre og den kultur vi voksede op i: at være bange for vores egen seksualitet, at bide al smerte i os, at undgå enhver konflikt af angst for vold, at være ansvarlig for hele familien, fordi de voksne ikke magtede det osv. Andre pålagde vi os selv, fordi vi samarbejdede og tilpassede os så vidt vi overhovedet kunne. Pointen er, at vi lærte, at denne form for indre og ydre adfærd er nødvendig, hvis man skal opnå forældrenes kærlighed og omgivelsernes accept. Og derfor overfører vi den til vores næste – vores egen – familie. Den er simpelthen en del af vores måde at elske og føle os værdifulde på.

Der sker så det interessante (og besværlige!), at vores selvdestruktive mønster i løbet af få år viser sig at volde vores partner smerte. Det kommer næsten altid som en overraskelse for os. Vi har glemt hvor høj en pris vi selv betalte, da vi var børn. Vi har glemt smerten og betragter vores adfærd som en vigtig del af os selv. Det er den jo sådan set også i den forstand at vi har været sådan i mange år og har vores gode grunde til det.

Men det er ikke helt sandt. Det er en adfærd, som var vigtig og nødvendig i én sammenhæng men ikke er det mere. Vores ”selv” er ikke en fast størrelse – det ændrer sig i forhold til vores vigtigste relationer. Ikke som en kamæleon ændrer farve efter omgivelserne, men forskellige relationer kalder på forskellige kvaliteter i os.

Hvis jeg f.eks. er en typisk mand og er vokset op som drenge gør flest, spiller min evne til at arbejde og forsørge min familie en meget vigtig rolle for min identitet og oplevelse af at være værdifuld for min familie og for samfundet. Min partner oplever det efter nogen tid som om jeg ikke prioriterer vores forhold eller forholdet til børnene og anklager mig for dette. Jeg bliver forvirret og ulykkelig. Hvis hun ikke kan forstå, at jeg netop gør det af hensyn til vores familie, hvordan kan jeg så overhovedet få hende til at forstå, hvem jeg er?

Min partner er på sin side vokset op med generationer af kvindelige dyder i rygsækken og har lært at nærhed og samvær med børnene er det vigtigste. Samtidig har hun høje forventninger til sig selv om at få uddannelse og job netop for at være uafhængig af sin mand og have en selvstændig identitet. Hun synes derfor, at hun må arbejde dobbelt og føler sig alene i vores forhold.

I en sådan livsvigtig konflikt er ingen skyldig og det tjener ikke noget formål at sammenligne de to menneskers situation. Det er som at sammenligne æbler og blommer. I stedet må vi skiftevis reflektere over os selv – individuelt og alene – og gå ind i de (mange) nødvendige dialoger, som skal til, før vi kan se det frugtbare i at ændre vores automatiske prioriteringer både af hensyn til os selv, den anden og fællesskabet – i nævnte rækkefølge. Det nytter ikke at gå på hurtige, overfladiske kompromisser for at få fred.

Men hvad nu, hvis den ene er vokset op i en familie, hvor man snakkede om tingene og den anden i en familie, hvor man var ensom og tavs? Den ene lever med et ubevidst motto som siger, ”Hvis man elsker hinanden snakker man åbent om tingene” og den anden med et, der siger, ”Når man elsker hinanden, må man klare sig selv uden at belemre de andre med sine problemer”.

Svaret er det samme: begge parter må komme til en erkendelse af, at det de lærte i deres opvækstfamilie ikke er tilstrækkeligt til at skabe et kærligt samspil i deres nuværende familie.

Ingen er skyldig - begge er ansvarlige. Personlig udvikling er en del af den pris, vi må betale for at leve i parforhold, som tilstræber ligeværd og hvor rollerne ikke er givet på forhånd. Ingen kan overleve i et kærlighedsforhold til en voksen partner og børn med den identitet og personlighed de havde, da de var tyve. Man kan også sige, at det er hovedgevinsten i kærlighedens forhindringsløb.

”Hovedgevinsten i kærlighedens forhindringsløb er personlig udvikling.”