Empati - det der skaber meningsfulde relationer og trivsel

At sige at børn og unge er ”uden empati” er ofte forkert og aldrig et udtryk for empati -lad os bryde denne skadelige praksis.

Børn er født med indfølingsevne og for at udvikle sin empati har de brug for tid og mange gode eksempler at lære fra, og med, i dagligdagen. Nogle få børn mister evnen til empati eller får den ødelagt og derfor mangler de også medfølelse. Disse børn kommer typisk fra to forskellige familier/miljøer og det hjælper dem ikke at få mere af det samme hvis vi vil give dem muligheden at få retablere deres naturlige sanser og evner.

Psykoanalysens grundlægger, den østrigske psykiater Sigmund Freud mente ikke at børn var født empatiske, men derimod egocentriske og udelukkende styret af deres primitive drifter og siden da, har det været et vigtigt tema både for forskere og praktikere, som interesserer sig før børn og deres udvikling.

Indføling er det grundlæggende i menneskets evne til empati

Først da forskerne begyndte at studere spædbørn i samspil med deres mødre, ændredes billedet afgørende. Da blev det tydeligt dokumenteret, at børn er født med evnen til det, Prof. Daniel N. Stern kalder ”indtoning” – dvs. Evnen til at tune sig ind på moderens følelser og stemninger og senere også på andre menneskers. Dermed er vi tilbage ved det grundlæggende i menneskets evne til empati – evnen til indføling, til at sanse og sætte sig ind i den andens følelser. Børn er som sagt født med denne evne og en del af deres opmærksomhed er næsten konstant bundet til at være opmærksom på hvordan forældrene har det – både i sig selv og sammen.

Medfølelse er ikke det samme som empati

Evnen til empati bliver ofte forstået som evnen til medfølelse, men det er faktisk noget andet. Medfølelse kræver, at man har haft lignende oplevelser og følelser, som den man føler med. En lille pige på 4 år var sammen med sine forældre flygtet fra krigens helvede og det eneste hun havde fået med sig var en fin lille rød laktaske. En dag forsvandt den og de voksne forsøgte forgæves at berolige og trøste pigen, indtil en anden fireårig stilfærdigt lagde hånden på hendes arm og sagde, ”jeg har engang mistet min bamse”. Her var både indføling og medfølelse. En anden legekammerat ville måske have sagt, ”åh, pyt da med den dumme taske. Du kan da bare bede din mor om en ny”.

Da man tidligere ikke mente, at børn havde denne evne, bestod opdragelsen derfor i at lære børn ”hvordan man opfører sig” i forskellige situationer, hvor andre f.eks. Er kede af det, har ondt eller sprudler af lykke. Man satte en social og kulturel standard som børn så at sige måtte lære udenad, før de som unge og voksne kunne udvikle evnen til empati.

I vore dage er en del af denne opdragelse faldet væk og vi hører af og til klager over, at nutidens børn og unge mangler empati, social kompetence, medfølelse, er selvoptagede osv. Ofte menes der, at børnene virker uopdragne og kravet til deres empati får derfor en moralsk karakter.

Der findes ganske få børn, hvis adfærd i tre-fire års alderen afslører, at deres medfødte evne til empati ikke er udviklet eller måske er ødelagt. De lægger ikke mærke til, hvornår de gør andre ondt og ingen moralske formaninger gør indtryk på dem. Dem vender vi tilbage til lidt senere.

At børn må leve den voksnes medfølelse ud i praksis er hverken rimeligt eller empatisk

Først er det vigtigt at skelne imellem evnen til empati/indføling og de konsekvenser forskellige kulturer mener det skal have: altså hvordan bør man omsætte sin empati til handling i relation til andre. Dette skal læres og det tager lang tid og kræver mange gode eksempler fra forældre og andre, der er sammen med børn på daglig basis. Lisa sidder i sandkassen og leger med en kageform. Mathias bliver interesseret og griber ud efter formen, men Lisa nægter at lade ham få den. Mathias græder. Hvad bør Lisa gøre?

Det hurtige traditionelle svar ville være, at Lisa må lade Mathias låne formen, fordi han er så ked af det. Man må lære at dele hedder det og de fleste voksne kan holde den tale. Men er det nu også sandt? Er det en generel sandhed om forholdet mellem mennesker, at vi altid bør give den anden det, han eller hun vil have, hvis de bliver kede af det?

Skal den 14 årige give sin kæreste sex, fordi han ellers bliver ked af det? Skal den voksne søn vælge at besøge sine forældre, når det passer dem, fordi de ellers bliver kede af det? Skal den studerende holde fast i en uddannelse han ikke trives med fordi han far bliver ked af det? Skal kvinden opgive den månedlige sammenkomst med veninderne, fordi hendes mand savner hende?

Nej, vel! Livet er ikke så enkelt. Lisa leger godt med sin bageform og hun sanser, at Mathias bliver ked af det. Det Lisa evt. skal have hjælp til af en voksen er at afveje sine egne behov og grænser mod Mathias’ og derefter træffe en beslutning, som hun kan stå inde for og tage ansvar for. Det er ordentlig menneskelig sameksistens. Det, der meget ofte sker i den slags konflikter mellem børn, er at den voksne får medfølelse med det ulykkelige barn og forlanger, at det andet barn lever den voksnes medfølelse ud i praksis. Det er næppe hverken specielt rimeligt eller empatisk.

Dette betyder ikke, at vi som mennesker ikke skal lære at sanse og tage hensyn til hinandens følelser, men det lærer børn først og fremmest sammen med forældrene og ved hjælp af den empati og medfølelse forældrene lader tilflyde børnene. Sådan er vi i hvert fald mange der mener. Andre mener f.eks. At specielt drenge ligeså godt kan vænne sig til at livet er hårdt og uretfærdigt og at empati og medfølelser forhindrer dem i at blive hærdede nok til at stå imod.

Børn som har mistet evnen til empati og mangler medfølelse

Tilbage til de få børn, som har mistet evnen til empati og derfor også mangler medfølelse. Denne udvikling finder typisk sted i to typer familier.

Den første er familier, hvor børnene udsættes for fysisk og psykisk vold og/eller seksuelle overgreb. De får deres egne grænser smadret og mister samtidig fornemmelsen for andre menneskers. De trænger til voksne, som er villige til at give dem masser af varme, medfølelse, omsorg og støtte i de år det tager at retablere deres naturlige sanser og grænser.

Den anden er familier, hvor forældrene forstår deres voksenrolle som en servicefunktion. Det kan være de såkaldte ”curlingforældre” som satser alt på at skåne deres børn for enhver ubehagelig følelse eller oplevelse og forsøger at gøre familien til en slags miniparadis, hvor intet gør ondt og ingen er frustrerede eller ulykkelige. Disse børn vokser op i et fællesskab, hvor de store vigtige følelser er forbudte og hvor forældrene gør en dyd ud af at skjule deres egne. Dermed udvikler børnenes sans for andre menneskers følelser sig naturligvis ikke og det viser sig så, når de kommer i børnehave eller skole.

Omtrent det samme sker i familier, hvor forældrene gør næsten alt for at undgå konflikt og for at opfylde børnenes mindste ønske. Forældrene bliver selv grænseløse og skjuler både deres logiske og irrationelle følelsesmæssige reaktioner. Disse børn lærer heller ikke om betydningen af at mærke og respektere andre mennesker. De trænger ikke til voksne, som bare sætter grænser for børnenes skyld, men til voksne som tør være velafgrænsede, levende, varme og irrationelle og som tåler konflikter uden at miste troen på deres egen kærlighed –eller på børnenes.

Afgørende for at børn kan udvikle deres medfødte evne til empati og medfølelse og hensynsfuld social adfærd:

• Deres indfølingsevne ikke ødelægges.

• Forældrene er tydelige og nuancerede omkring deres egne følelser og grænser.

• Forældrene møder barnet med empati og medfølelse.

• At barnet får lov til at opleve skuffelse, frustration og smerte uden at blive forstyrret eller får at vide, at det hele ”ingenting” er.

• Forældrene kan samarbejde og udvise hjælpsomhed i deres parforhold.

• Familien defineres som et sted hvor alle medlemmer skal ses, høres og tages alvorligt og ikke kun børnene eller dem de råber højest.

• Forældrene kommer med forslag til, hvordan barnet kan udtrykke sin medfølelse i forhold til andre børn i stedet for at prædike moral.

Empati og medfølelse blandt voksne kommer til udtryk på endog meget forskellige måder – selv inden for den samme kultur. Nogle mennesker udtrykker den verbalt, nogle kropsligt, nogle begge dele, mens andre holder respektfuld afstand og tavshed. Børnene spejler de voksne, der betyder mest for dem og derfor giver det ikke mening at beskrive den ene form som positiv og den anden som negativ. At stemple et barn eller en ung som et menneske ”uden empati” er ofte forkert og under alle omstændigheder ikke udtryk for empati.