Fra Forelskelse til Kærlighed

af Jesper Juul

Denne artikel handler om forelskelse og kærlighed og om nødvendigheden af at udvikle sig som menneske for at kunne elske et andet menneske – barn eller voksen.

Det var ikke det jeg ville!

Vi har tradition for at vurdere, om noget er kærligt ved at spørge afsenderen; ved at få rede på intentionen bag handlingen og det er egentlig ikke så heldigt. Det ville være mere hensigtsmæssigt også at spørge hos modtageren, 'Føltes dette som en kærlig handling?' og hvis ikke, var det så en kærlig udveksling? Men nu har vi altså den anden tradition og har derfor udviklet en række udsagn og forklaringer, som kan mobiliseres, når der er knas på linien mellem afsender og modtager. f.eks.: ”Det var overhovedet ikke det, jeg ville!”, ”Du misforstår da også alting!”, ”Jamen, jeg gjorde det jo ikke for at gøre dig ked af det!”, ”Jamen, hvad vil du så have, jeg skal gøre?”
Og til børn, ”Det er for dit eget bedste.”, ”Det er kun, fordi jeg holder af dig.”, "Skab dig nu ikke!" Du skal ikke tage dig af det. Far/mor mener det ikke så slemt.'
Alle disse udsagn tjener til at forklare eller retfærdiggøre, at den følelsesmæssige udveksling mellem to mennesker er mislykket. De er af samme karakter, som det mange af os lærte, da vi var børn. Uanset om vi faktisk blev glade for en jule- eller fødselsdagsgave, så handlede det om at se glad ud! ”Det er tanken, der tæller”, lærte man os, uden at tænke nærmere over, hvilken forvirring en sådan mangel på logik kan skabe i små hjerner, som endnu ikke mestrer de sociale koders indviklede maskespil.

Børn har i virkeligheden ingen problemer med at holde de to ting adskilt. De kan sagtens blive skuffede over gaven fra bedstefar og bagefter give ham en knuser. De skal bare have lidt tid til at blive færdige med den ene følelse, før de giver udtryk for den næste. Faktisk nærer de en gennemsund og naiv tillid til, at bedstefar sagtens kan se forskel på deres følelser for gaven og deres følelser for ham. Der er ingen tvivl om, at bedstefar købte gaven i den hensigt at glæde sit barnebarn, men det lykkedes altså ikke - punktum. Der er ikke noget at bebrejde nogen af parterne; ingen er skyldige i noget! Det var bare en mislykkes udveksling mellem to mennesker. Men den, der kan lære mest af sagen, er næsten altid afsenderen. Afsenderen må spørge sig selv (og ofte er det ikke nogen dårlig ide også at spørge modtageren), ”Hvordan kan jeg udtrykke min kærlighed eller lyst til at glæde min kone/mit barn/ min ven på en måde, som også føles kærlig og glædelig hos modtageren?” Men betyder det så ikke, at man evig og altid skal lave om på sig selv for de andres skyld - og er det rimeligt? Svaret er både ja og nej. Det kommer an på, hvad man opfatter som 'sig selv'. Hvis man forstår 'sig selv' som sine egne følelser og holdninger, så er svaret nej. Der er ikke noget i vejen med følelserne, men deres udtryk er uhensigtsmæssigt. Handlingen skal ændres eller nuanceres. Ikke for den andens skyld men for relationens skyld. Det kan der være flere grunde til, men lad mig i denne sammenhæng blot skitsere et par af dem:

- Der kan være uoverensstemmelse hos afsenderen. Det er ikke så ualmindeligt, at vi mennesker udtrykker vores følelser på måder, som er i strid med sig selv og som med god grund forvirrer omgivelserne. Vi råber og skælder ud, når vi er kede af det; eller omvendt: tuder, når vi er vrede. Der findes oven i købet et gammelt ordsprog, som siger, 'Den, man elsker, tugter man'. Det kan man da kalde at gøre en dyd af nødvendighed! Nogen ser allermest indadvendte og 'sure' ud, når de er mest bløde og kærlige indeni - eller omvendt. Mænd, der tæver deres koner, begrunder det næsten altid med, hvor højt de elsker dem - og det er ikke så sjældent rigtigt. At det så ikke føles som kærlighed hos modtageren, må siges at være en ret alvorlig kommunikationsbrist.

- Noget af det vigtigste, vi lærer i vores oprindelige familie, er, hvordan vi kan være værdifulde for de mennesker, vi holder af; hvordan vi kan udtrykke vores kærlighed til dem. Ofte kommer vores partner fra en helt anden slags familie med helt andre måder at udtrykke kærlige følelser på. Mange par kender dette fænomen f.eks. i forhold til kropslighed. Hvis vi vil igennem til den anden med vores kærlighed, må vi altså ofte lære nye måder at formidle den på - og også at modtage på. De barske kendsgerninger er, at alle mennesker er forskellige, børn såvel som voksne. Det gælder for vores forhold til dem alle, at vi i samværet med dem må lære, hvordan vi kan holde af dem på måder, som de også kan opleve som sådan, uanset hvor mærkværdigt eller aparte det kan opleves ud fra vores egen personlige erfaringsverden. Sommetider lykkes det ikke og det er nok den vigtigste forklaring på, at mennesker kan elske hinanden utroligt højt og samtidig ikke kan holde ud at leve sammen. Og det er selvfølgelig også en væsentlig del af forklaringen på, at masser af forældre hver dag mishandler deres børn - ud fra de bedste og kærligste intentioner.

Elsker jeg, eller er jeg forelsket?

Ofte bruger vi ordene 'elske' og 'forelsket' i flæng. Fjortenårige elsker hinanden; gamle ægtefolk kan nu og da sige, at de stadig er forelskede i hinanden og for det meste ved vi godt, hvad de mener. Jeg er ikke ude på at skabe orden i dette romantiske kaos, men vil blot at gøre opmærksom på en livsfase, hvor det måske kan være nyttigt at bruge ordene lidt forskelligt.

I den første fase af et parforhold, dvs. de første syv-otte år, er de to parter - deres mange forskelligheder til trods - mest optaget af samhørigheden, ensartetheden, overensstemmelsen, lighederne, harmonien, sammensmeltningen etc. Når vi er forelskede og den anden spørger, 'Vil du med i biografen?, svarer vi normalt ikke, 'giv mig lige en time til at tænke over det i', eller, 'det kommer sandelig an på, hvilken film, du har tænkt dig, vi skal se!' Vi siger 'Ja!' og bekymrer os om detaljerne senere - eller slet ikke, fordi det vigtigste er at være sammen. På samme vis er det det forelskede pars mål at blive enige om f.eks. børneopdragelse, indretning; musiksmag; tøjsmag; forældre og svigerforældre; venner osv. osv. Det er på mange måder ikke særligt hensigtsmæssigt, men sådan er det altså. Og sådan er det i øvrigt næsten uanset parternes alder og erfaring. Måske er det derfor, at mange i historiens løb har udnævnt forelskelse til at være en slags sygdom.

Vi siger, at forelskelse gør blind og mener dermed, at forelskelsen hindrer os i at se nøgternt på den anden. Det er måske rigtig nok, men den alvorligste blindhed er vores svigtende evne til at se os selv og til at se forskel på os selv og den anden. Vi overser vores egne behov og går på ustandselige kompromisser, fordi det vigtigste er samhørigheden og i dens navn bliver vi selvudslettende i den forstand, at vi ofte giver køb. Hvis dette fortsætter ud over de første fem-ti år, siver romantikken ud af komplottet og vi begynder (bevidst eller ubevidst) at føre regnskab med kompromiserne. Vi begynder at samle 'rabatmærker' i det forfængelige håb, at den anden vil have skyldfølelse nok til at være villig til at indløse dem med tilsvarende kompromiser. Det fører ofte til evindelige skænderier, som enten får denne praksis til at ophøre eller fører det til en permanent tilstand af det, vi kalder 'hensynsfuldhedsbetændelse'.

I alle forhold mellem mennesker svinger kontakten som et pendul mellem samhørighed og adskillelse. Begge tilstande bliver krampagtige og uholdbare, hvis de fastholdes ud over det, der er følelsesmæssig dækning for. Men i forholdets første år, under forelskelsens solskin, ser vi stort på den slags naturlove og prisen er den første 7-års krise, som kommer, når vores forskelligheder for længe og i for høj grad har været stuvet af vejen til fordel for samhørigheden. Forelskelse er måske en af de mest selvoptagede tilstande, vi mennesker kan befinde os i. Vi siger ganske vist, at vi er forelskede i den anden. At være forelsket betyder for de fleste, at et andet menneske vækker en syndflod af dejlige følelser i dem, som de elsker at mærke. De føler sig (selv) pragtfulde, når den anden er i nærheden og bilder sig ind, at det er den anden, der er pragtfuld. Men ingen skal få mig til at mene, at forelskelse derfor burde afskaffes eller at de forelskede hellere skulle tage at se lidt nøgternt på situationen. Det eneste problem ved forelskelse er som bekendt, at den har det med at holde op på et tidspunkt. Og det er nok godt nok.

Det er bl.a. godt nok, fordi det giver os muligheden for at undersøge, om vi også kan elske den anden. Det at elske den anden kræver nemlig det modsatte af forelskelsens selvoptagethed. At elske sin partner kræver en helt anden slags selvopgivelse end forelskelsens hurtige og delvist selvudslettende kompromisser. Det kræver evnen til at se den anden på den andens egne præmisser; til at adskille den andens ønsker og behov fra sine egne. Men hvad indebærer det nu, at se den anden på hans eller hendes egne præmisser? Det indebærer bl.a. et kendskab til de værdier, den anden måler sit liv med; de mål han eller hun har sat sig; de centrale behov i den andens liv og dermed en vis ide om, hvilken vej han skal gå for at nå dette mål og opfylde disse behov. Det betyder ikke, at partneren er forpligtet til at opfylde disse behov eller stille sit liv til rådighed for den andens mål. Men det indebærer en forpligtelse til at betragte den andens liv som ligeså vigtigt som sit eget og dermed tillægge den andens værdier, behov og mål samme betydning, som ens egne og at stille sig så lidt hindrende i vejen for den andens som det nu engang er menneskeligt muligt.

Det er stort set, hvad 'ligeværdighed' betyder. Og uden ligeværdighed er det absurd at tale om at elske et andet menneske - barn eller voksen. Ikke at følelsen af kærlighed ikke kan være god nok, men handlingen, praksis er i så fald utilstrækkelig. Jamen, betyder det så, at man bare skal sige ”Ja og Amen” til alt, hvad den anden vil? Nej, det gør det ikke. For det første har de færreste af os overblik over vores værdier og mål på dette tidspunkt af vores liv og selv om vi synes, vi har, tager vi ofte fejl. Derfor betyder det at elske et andet menneske også at yde kærlig modstand, sætte kærlige spørgsmålstegn og bygge kærlige barrikader. Med kærlig mener jeg ikke hverken blød eller eftergivende. Med kærlig mener jeg evnen til at gøre dette ud fra en indlevelse i den andens liv og dets forudsætninger i modsætning til en egoistisk modstand, som udelukkende opstår, fordi den andens behov og mål ser ud til at komme på tværs af mine.

For det andet er der nogle få områder, som i egentligste forstand tilhører fællesskabet, før de er den enkeltes. Skal vi have flere børn f.eks.? Her kommer de fælles værdier virkelig på prøve. Er det i orden at blive far, fordi hun nu så gerne vil - eller mor fordi han vil? Jeg kan naturligvis ikke besvare hverken dette eller andre spørgsmål på andres vegne. Eksemplet er valgt for at illustrere, at kærlige handlinger også indimellem må være handlinger, som i første omgang opleves som en afvisning - hvis svaret altså er et nej. Kærlighed er også ofte at sige nej til den andens ønsker og behov, uanset hvor sunde og legitime de end er, hvis man ikke har det i sit hjerte eller i sin formåen, at give det til den anden. Men der er stor forskel på at føle sorgen over sit eget og den andens nej i en given situation og på at retfærdiggøre sit eget nej eller nedgøre den andens ønsker og behov.

Både retfærdiggørelsen og vreden udspringer ganske vist af kærligheden, men de føles ikke kærlige - hverken hos afsender eller modtager. Det er ikke så enkelt at elske et andet menneske på en måde, som også opleves som kærlighed af den anden. For de fleste af os tager det et helt liv at blive bare nogenlunde gode til det. Men som i de fleste andre mellemmenneskelige forhold er det heldigvis ikke det perfekte og brillante resultat, der er afgørende. Lykken er, som Søren Bruun ville have sagt, at være på rette spor.

Kan opdragelse være kærlig?

Ja, under de samme forudsætninger som et parforhold kan være det. At man som forældre erkender, at man tidligst kender sit barn efter at have tilbragt et helt liv sammen med det. Eller for at sige det på en anden måde: opdragelse kan være kærlig - dvs. positivt formidle forældrenes kærlighed til barnet, hvis den undervejs indretter sig på barnets natur og forskellighed både fra sine forældre og fra alle andre børn. Ofte mener forældre præcis det modsatte, når de taler om opdragelse. Så taler de om de skabeloner, som barnet uanset sin natur har at indordne sig under. Der er altså en markant forskel på følelser og handlinger. Selv når vi ikke selv oplever nogen modsigelse mellem følelse og handling, og dermed delvis med rette kan opleve, at vi bliver misforstået af den anden, kan vi lære noget nyt om, hvor forskellige mennesker er og hvor forskelligt de oplever det, som for os er selvindlysende. Men ofte er problemet netop modsætningen mellem form og indhold. Det svarer til at sende et brev, hvor modtageren tilsyneladende kun ser kuverten og bliver så frastødt af den, at han aldrig læser brevet. Man kan så selvfølgelig kritisere idioten for ikke at lukke sine breve op, men det kommer der i det lange løb ikke det helt store fællesskab ud af. Prøv hellere at finde ud af, hvilken farve kuverter, den anden synes bedst om, så lever du i det mindste op til din egen påstand om, at indholdet er vigtigere end indpakningen.