Uenighed og forskellighed i opdragelsen

Forfatter: Jesper Juul

I "gamle dage", understregede eksperter vigtigheden af, at forældrene skulle være enige om opdragelsen af deres børn. En del af begrundelsen skulle være, at den daglige opdragelse ofte var præget af magtkampe mellem børn og forældre, og derfor skulle forældrene udgøre en enhed mod børnene. Det måtte under ingen omstændigheder være børnene, der vandt. På en måde er dette stadig en fornuftig betragtning, især når vi tænker på, hvor fornuftigt det er, at forældrene har ledelsen i en familie. Børn trives hverken eller udvikler sig sundt, hvis de har magten over de voksne.

Forældre er forskellige

I dag ser vi helt anderledes på opdragelse, og det gamle krav om absolut enighed må siges at være forældet. Forældre er forskellige. De er - for det meste - af forskelligt køn og har meget forskellig bagage med sig fra deres egen opvækst. Derfor kan forældre godt være enige i teorien, men når det kommer til daglig praksis, er forskellene ofte meget tydelige. Det kan ikke være anderledes. Det eneste alternativ er, at den ene forælder udnævnes som "chef," og den anden kun modtager ordrer. Men selv i sådan et tilfælde vil ensartethed være umulig.

Børn kan sagtens leve med forældrenes forskellighed. De bliver ikke "usikre," som man engang troede. Man kan faktisk spørge sig selv, hvad meningen er med, at børn har to forældre, hvis de er helt ens? Kravet kan ganske enkelt være, at forældrene er forskellige, at de er enige om det, og at det er okay.

En af de interessante konsekvenser af, at børn samarbejder med deres forældre, er, at vi som forældre automatisk gør det, som vi besluttede, at vi ikke kunne lide, at vores egne forældre gjorde. Vi gør det alle sammen i større eller mindre grad, selv når vi egentlig tager afstand fra det i vores hoveder. Der er ingen grund til at bebrejde sig selv eller hinanden, men der er grund til at finde en måde at stoppe det på i stedet for at forsvare det.

Når forældrenes indbyrdes forskelle og forskelligheder fører til diskussioner og skældud, kan det være en god idé og en mulighed for at tænke over og tale om ens egen opvækst. På den måde undgår man de uhensigtsmæssige diskussioner om, hvad det indebærer at være en "rigtig" eller "korrekt" far og mor. I stedet bliver man klogere på, hvilken type mor og far man faktisk er i praksis og måske også hvorfor. Diskussioner om opdragelse handler ikke om, hvem af forældrene der vinder. Det handler om, at børnene får optimale vilkår i familien, og for børnene er det optimalt at have en far og en mor, der er tilpasse med den måde, de selv er forældre på, og som er loyale over for hinanden, også med hensyn til deres forskellighed.

Foreldre er uenige

Der er forskel på at være forskellige og at være uenige. Uenighed handler mere om principper, teorier og ideologier (man kan for eksempel mene, at min holdning til forældrenes forskellighed er det pure vrøvl). Uenighed handler ofte om vores holdninger til "rigtigt" og "forkert," og dermed kommer vi til at fremhæve os selv som "rigtige" og den anden forældredel som "forkert." Ingen af delene er særligt gode for børn at vokse op med.

Holdninger og handlinger

I forhold til opdragelse er det ikke sjældent sådan, at vores holdninger kommer efter vores handlinger eller det, vi gør i praksis. De fleste forældre er for eksempel i udgangspunktet imod vold mod børn. Når man så mange gange har følt sig hjælpeløs og desperat og derfor har slået sit barn, kan man vælge to veje: Enten skal man få hjælp, så man ikke så let mister besindelsen og overblikket, eller også kan man beslutte med sig selv, at børn ikke tager skade af et klap i numsen eller på hovedet - når de næsten beder om det! Den sidste vej er ikke særlig hensigtsmæssig, men let at forstå. Det er ikke til at holde (sig selv) ud, hvis man stadig gør ting, som man egentlig mener er forkerte. En mulighed er at gøre det forkerte på den rigtige måde.

Teorier

Markedet oversvømmes af teorier om opdragelse og meninger om, hvad forældre skal gøre i alle mulige situationer og konflikter. Efter min mening er det ikke klogt at binde sig for tæt til en teori - især ikke når børnene er helt små. Teorier er meget generelle, de handler i bedste fald om gennemsnitsbarnet og tager derfor ikke højde for dit specielle barn. Man skal også være klar over, at de fleste teorier er udviklet af pædagogiske fagfolk på institutioner. De handler altså ikke om forholdet mellem forældre og børn, og næsten ingen af dem tager højde for familiens komplekse virkelighed.

Derfor er det vigtigt, at forældrene diskuterer de overordnede værdier og principper, som de mener, familien skal bygges omkring. De pædagogiske teorier kan man derefter lægge til grund for sit valg af børnehave og skole. Nogle teorier udvikler sig til regulære ideologier, og det kan blive farligt! Når ideologier bliver vigtigere end mennesket, nærmer vi os det totalitære - også hvor ideologien i sig selv er kærlig over for mennesker og børnevenlig. Pædagogiske ideologier skaber i bedste fald en falsk tryghed for de voksne, men børnene bliver altid ofre.

Hvad gør vi?

Vores børn er vores hjertesag, og ofte bliver vi derfor irrationelle og ufornuftige. Sådan er det, og det er okay. Når anfaldet og skældudet er overstået, kan vi begynde at se lidt mere nøgternt på, hvad indholdet faktisk var, og begynde at tale mere fornuftigt.

Opdragelse er en uigennemsigtig cocktail af forældrenes egen opvækst, gennemtænkte og ufordøjede teorier og holdninger tilsat større eller mindre portioner af forældrenes øvrige forskelligheder, uenigheder og trang til at have ret. Derfor kan det ofte være en hjælp at diskutere tingene lidt mere struktureret:

• Hvad står jeg for, og hvorfor? Hvad står min partner for, og hvorfor?

• Handler dette egentlig om barnet, eller kæmper vi om noget helt andet?

• Stemmer mine handlinger overens med mine ideer?

• Er det barnet, der har problemer, eller er det os forældre?

• Hvad siger fagkundskaben om netop denne situation eller konflikt?

• Hvad kan vi blive enige om at ændre på?

Og så det vigtigste:

Opdragelse er ligesom alle andre elementer i en familie; det er en gensidig læringsproces, hvor også de voksne lærer af barnet og af hinanden. Det hjælper ingen, hvis forældrene er enige om noget, og barnet kun reagerer negativt på det (= bliver ked af det, konstant frustreret, aggressivt eller trist). Så må forældrene revidere deres holdninger og teorier, indtil barnet har genfundet livslyst og glæde.

Det er ikke godt for børnene at have forældre, der konstant er forvirrede og usikre, eller forældre, der er selvsikre. Begge dele får barnet til at føle sig isoleret og ikke taget alvorligt. Det er ikke noget galt med at føle sig sikker på sine værdier og trives med dem, så længe man er villig til at indse, at andre familiemedlemmer måske ikke trives lige så godt. Hyppig skældud og magtkampe mellem forældrene gør børnene utrygge, giver dem angst og skyldfølelse. Hvis I har det sådan, er det en god idé at søge professionel hjælp - af hensyn til hele familiens trivsel. Det er dumt at kæmpe så længe om, hvad der er "rigtigt," at alt bliver forkert.