Her går MIN grænse
af Jesper Juul
Diskussionen om »JA« og »NEJ« leder os naturligt over i spørgsmålet om at sætte grænser for børn. Så længe voksnes grænser ikke er absurde eller håbløst urimelige, er der fundamentalt set ikke noget børn hellere vil end at samarbejde med de voksne.
Når mange forældre eller pædagoger har svært ved at få børn til at acceptere deres grænser, skyldes det nogen få, meget almindelige fænomener, som jeg senere skal vende tilbage til.
Betingelserne for at få sine grænser respekteret og overholdt er:
At den voksne tager ansvaret.
At den voksne er personlig.
At den voksne ikke kritiserer.
Hvis disse tre principper efterleves, forsvinder mange af de problemer, forældre har i forbindelse med at sætte grænser. Samtidig vil forældrene få en øjeblikkelig og velfortjent belønning i form af en langt højere ansvarlighed fra deres børns side og en større gensidighed.
Den mest almindelige måde, vi forældre forhindrer os selv i at blive respekteret på, er at komme med mere eller mindre automatiske og rutineprægede udtalelser og reaktioner.
Det er f.eks. meget almindeligt, at vi samtidig med at sætte grænser giver udtryk for en direkte eller indirekte kritik af barnet: »Du må ikke lege med klaveret. Det skulle du da være stor nok til at vide«. Eller mere direkte: »Du må ikke lege med klaveret. Du ødelægger da osse alting!« Hvis man på den måde formulerer en direkte eller mere indirekte kritik, efter man har sat en grænse, skal man ikke regne med at få den respekteret. Og det er der et par gode grunde til.
For det første gives der i god gammeldags forstand et dobbelt budskab. I den første sætning (»du må ikke lege med klaveret«), er budskabet: »Her går min grænse, og den forventer jeg, at du respekterer«. I den næste sætning (»det skulle du da være stor nok til at vide«) eller (»du ødelægger da osse alting«) udtrykker man en nedvurdering og en manglende respekt for barnet.
Denne mangel på respekt og positive forventninger får man uundgåeligt tilbage i form af manglende respekt for sine egne grænser. »Ja, men når han nu aldrig retter sig efter, hvad man siger til ham, så er det vel berettiget at have negative forventninger?« Nej - tværtimod. Så meget mere grund er der til at sadle om og begynde på en frisk. Den manglende respekt for andres grænser kommer aldrig fra barnet i første omgang. Det er altid de voksne, der begynder. I øvrigt er der yderligere et problem i sagen. Kritikken vil automatisk få barnet til at føle sig forkert, og jo mere forkert man føler sig, des mere umuligt bliver det at gøre det rigtige. Derfor kan det klassiske »FY« også roligt afskaffes.
Hvorfor? Fordi!
I de senere år har der udviklet sig en lidt anden praksis. Mange forældre har - inspireret af den pædagogiske verden - fået for vane at følge deres sætten grænser op med forklaringer. Det er ofte en dårlig ide.
For det første sker der det samme, som når man kommer med direkte eller indirekte kritik; nemlig at barnet koncentrerer sig om forklaringen, bruger sin opmærksomhed på at forstå den, at tage stilling til den, og måske at diskutere den. Den satte grænse bliver sekundær, og derfor - efter al sandsynlighed – glemt.
Det betyder ikke, at forældre skal indskrænke sig til at tale i forbud og påbud. Men som tommelfingerregel kan man nøjes med at give børnene en forklaring, når de selv be'r om det.
Vel at mærke be'r om det på en måde, hvor man kan mærke, at de er interesseret i at høre forklaringen. Vi taler altså ikke om børn, som fuldstændig automatisk siger: »hvorfor det?«, hver gang man henvender sig til dem, eller børn, som er så vant til overgreb fra de voksnes side, at de konsekvent beder om forklaringer, som de så senere kan slå de voksne oven i hovedet med. Det handler om at blive taget alvorligt. Hvis du vil lære dit barn at tage dine og andre voksnes grænser alvorligt, må du starte med at tage barnet alvorligt.
Jeg-du-man
Ovenpå eksemplerne på, hvordan man ikke skal sætte grænser, er tiden med til at sige noget om, hvordan man kan gøre det. Som nævnt er det vigtigt for det første at tage ansvaret. Det betyder f.eks. at sige: »Jeg vil ikke ha', at du leger med klaveret« frem for at sige: »Du må ikke lege med klaveret« eller »klaveret må man ikke lege med«.
Børn vil generelt være indstillet på at imødekomme deres forældres subjektive behov; men de vil ligeså naturligt som voksne sætte spørgsmål ved såkaldt objektive kendsgerninger. Børn vil gerne respektere mennesker, men ikke nødvendigvis ting eller regler.
En af måderne at tage ansvaret på er at formulere sig personligt. Hele tiden at sige: »Jeg vil ha’«, eller »ikke ha’ i stedet for: »Du må - må ikke« eller »det må man ikke«. Ved at tage ansvaret for mine værdier, mine normer, mine grænser på en personlig facon, så giver jeg først og fremmest barnet mulighed for at lære, hvordan man tager ansvaret for egne ting. Og det vil bl.a. sige, hvordan man respekterer sine egne og andre menneskers grænser.
Hvis jeg tager ansvaret for mine grænser, så bliver det muligt for barnet at tage dem alvorligt. Men hvis jeg lægger ansvaret for mine grænser over på barnet, bliver det - paradoksalt nok - umuligt for barnet at respektere dem. I virkeligheden kender voksne det godt f.eks. fra arbejdspladsen. Der er jo ingen af os, der bryder os om at få et ansvar, som for det første bliver smidt lige i nakken af os, og som for det andet er båret frem af en forventning om, at vi nok ikke kan leve op til det.
Voksnes grænser kan være baseret på gennemgående værdier og normer i vores liv, og de kan udspringe af akutte situationer. Set fra børnenes synspunkt vil nogle af disse grænser være urimelige eller umulige at leve med. Men den slags konflikter løses ikke ved hjælp af magt eller ved at stemme om det. Hvis en forælder har en eller anden grænse, f.eks. at han ikke kan tåle at se dyr i fangenskab, og barnet på den anden side ønsker sig en kanariefugl, så er det den voksnes job at sørge for, at begge parters synspunkter bliver taget alvorligt. Den voksne skal ikke føle sig forkert, fordi han nu har det synspunkt, han har. Men han må forhandle om det på en måde, så heller ikke barnet føler sig forkert, fordi kanariefuglen står øverst på ønskesedlen.
Resultatet af forhandlingen er stort set underordnet for familiens ve og vel; men det er utroligt afgørende, at grænseforhandlingerne bliver ført på en måde, hvor ingen af parterne ender med at føle sig forkerte, tåbelige eller urimelige.
Det er i familien som i den store verden: Grænser må sættes og ændres via forhandling mellem ligeværdige parter. Brugen af militær og politi skaber nye og mere livstruende konflikter.