Konfirmationsgave

Af Jesper Juul

Det er snart konfirmationssæson og dermed tiden til at de unge enten bekræfter deres dåb eller på anden vis markerer overgangen fra barn til voksen. I de fleste familier indebærer dette, at familie og venner samles med konfirmanden i centrum. Man spiser og drikker godt, konfirmanden får gaver og forældrene holder tale. Det sidste betyder ofte, at enten mor eller far holder en tale til den unge som omhandler de forløbne fjorten år. Somme tider alvorlig og ofte morsom og nu om dage ofte fulgt af en sang, en fotobog, en samling videoklip. Barnet får på denne måde en opsummering af sit liv med sig ind i voksenlivet og det er på mange måder en smuk og meningsfuld tradition og i mange familier er der efterhånden også opstået en tradition for, at den unge kvitterer med at holde en tale til sin familie.
Da jeg selv blev konfirmeret, var det mest fædrene, der rejste sig ved bordet og holdt denne tale men efterhånden er det ligeså ofte enten moren eller begge forældre, der holder talen. Jeg har gennem mange år nu foreslået, at forældrene påtager sig hver sin opgave og holder to forskellige taler, hvis temaer jeg skal vende tilbage til om lidt. Men først lidt om familiens situation på dette tidspunkt. Barnet er kommet i puberteten og er dermed i færd med at skabe sig sin egen individuelle identitet med alt hvad det medfører vellykkede såvel som mislykkede eksperimenter og forældrene er mere eller mindre urolige for, hvordan det hele skal ende. Den unge må tage stilling til alt fra sin egen seksualitet, til skole, uddannelse, alkohol, narkotika, venskaber, subkulturer over personlig stil til Guds eksistens. Der venter kort sagt nogle år med stor indre og ydre turbulens som forældrene stort set kun kan være tilskuere til.

Det er tiden hvor forældrene ser på deres sønner og døtre og spørger sig selv, om det har forvaltet forældrerollen godt nok. Om barnet har fået det nødvendige med sig til at få et godt liv, til at undgå afhængighed af farlige substanser? Om det har udviklet tilstrækkelig ansvarlighed og selvdisciplin til at klare skolen og tilstrækkelig individuel styrke og karakter til at skelne mellem konstruktive og destruktive venskaber? Har vi gjort det rigtige og har vi gjort det godt nok? Vi taler altså om en periode, hvor ikke bare de unge vender interessen indad mod sig selv men hvor også forældrene bliver selv-optagede i ordets mest neutrale betydning.
Begge parters selvoptagethed virker ofte provokerende på den anden part, fordi den kommer til udtryk som beskrivelser og kategoriseringer af den anden part og på denne måde kamufleres traditionelt begge parters længsel efter den samhørighed og nærhed, som var engang for ikke så længe siden.
Da jeg voksede op var den eneste målestok om den unge var velopdragen og kunne opføre sig ordentligt. Det anså man dengang for noget nær en garanti for, at det hele nok skulle gå. Det var en illusion. I dag er vi blevet klogere og selv om vi stadig lægger vægt på en velopdragen overflade, er de fleste forældre bevidste om, at der skal meget mere til at udgøre det fundament, som resten af den unges liv skal hvile på. Nøgleordet er en sund selvfølelse. Det er det bindemiddel, som holder alle de andre elementer sammen og afgør både styrke og fleksibilitet. En sund selvfølelse betyder, at den enkelte har et nøgternt, nuanceret og accepterende syn på sig selv.
Hvorfor er en sund selvfølelse så vigtig? Er det i virkeligheden ikke bare en ny form for selvoptagethed og individualisme som i sidste ende får de unge til at fornægte fællesskabets nødvendighed og til at ignorere betydningen af empati og solidaritet
Spørgsmålet er legitimt, fordi en del forældre i løbet af de sidste femten-tyve år har misforstået opgaven og i stedet for har opdraget børn med et stort ego, som er et produkt af alt for meget og utidig ros blandet med overbeskyttelse og servicering.
En sund selvfølelse er det optimale psykosociale immunforsvar. Det er den eksistentielle kvalitet, som hjælper børn, unge og voksne frelst gennem personlige og sociale kriser og traumer. Det er den kvalitet som optimalt understøtter både intellektuel læring og tilegnelsen af social kompetence.

I de første fjorten leveår består forældrenes bidrag til udviklingen af en sund selvfølelse af nysgerrighed, interesse, engagement i og anerkendelse af hvem barnet er og deres vilje til at undgå moralsk fordømmelse og fysisk eller psykisk vold og seksuelle overgreb. Dertil kommer den absolut vigtigste komponent: at barnet oplever sig selv som værende værdifuld for forældrenes liv og her kom både fortidens og nutidens børneopdragelse og pædagogik ofte til kort.

Traditionen med at overgive billeder af de første fjorten leveår til konfirmanden er både smuk og meningsfuld blandt andet fordi en solid forankring i historien er en god forudsætning for fremtiden. Mit forslag er, at mindst en af forældrene bruger nogle uger før konfirmationen til at reflektere over følgende spørgsmål: jeg har nu levet sammen med mit barn i fjorten år. Hvordan har vores fællesskab og mit barns personlighed og væremåde tilført mit liv som menneske værdifulde nuancer og erkendelser. Hvordan har mit barn beriget mit liv?
Som en lille vejledning vil jeg gøre opmærksom på, at berigelse, selverkendelse og personlig udvikling oftest er et resultat af konflikter og kriser og ikke af lykke og harmoni.
Jeg har efterhånden nogle gange deltaget i konfirmationer, hvor en af forældrene har holdt en tale af denne karakter og det har været en rørende og intens oplevelse hver gang. Der sker som regel det, at den unge, som er festens midtpunkt fyldes af dyb glæde og at alle voksne begynder at græde lidt. Det gør de dels på grund af den fine oplevelse men nok så meget, fordi de pludselig mærker det kolossale savn så mange af os går rundt med, fordi vores forældre havde så travlt med at opdrage på os at de aldrig tillod sig selv at blive beriget af vores eksistens.

Sådan er det desværre også ofte med dagens forældre. De er så optaget af alle de farer, der lurer på et ungt menneske, at de forsømmer at medvirke til den absolut vigtigste form for forebyggelse – opbygningen af en sund selvfølelse. I min bog om teenagefamilien (Cappelen Damm 2012) har jeg gentaget min gamle påstand om, at det allervigtigste teenageforældre kan gøre, er at NYDE deres halvvoksne barn, præcis som hun eller han er lige nu. En mor, som havde læst dette i ”dit kompetente barn” fortalte mig, at hun havde kastet bogen fra sig, da hun læste netop denne sætning og svoret at hun aldrig ville læse den færdig og aldrig mere læse en linje forfattet af mig. I de følgende uger blev min påstand imidlertid ved med at rumstere i hendes bevidsthed og til slut besluttede hun sig for at prøve den af.

Det var både overraskende og chokerende for hende at opleve, hvor vanskeligt det var. Hun havde to sønner på fjorten og sytten, som hun havde store daglige konflikter med. Heldigvis blev hun ved med at træne sin evne til at læne sig tilbage og nyde sine sønner og en dag lykkedes det og her er hendes tilbagemelding, ”For første gang følte jeg, at jeg blev belønnet for hele min indsats som mor og i løbet af ganske få dage ændrede vores forhold helt karakter. Jeg sagde ikke noget til mine sønner, men alligevel var det som om de også endelig kunne slappe af. Vi slås ikke mere og vi snakker meget mere sammen.”
Endnu en bekræftelse på, at der ikke findes vanskelige unge eller umulige forældre. Der findes kun utilstrækkelige relationer og i disse er forældrene endnu almægtige. Så snart de ændrer deres del af samspillet, ændrer også de unge adfærd. Hendes beretning bekræfter også, at det aldrig er for sent.