Omsorg og Ansvarlighed

af Jesper Juul

Det er også omsorgsfuldt at støtte barnets egenansvarlighed

Det er ikke så længe siden, vi opdagede børns evne til at tage et personligt ansvar – altså at være ansvarlige for deres egen person – på en række områder. Vi har lært mere og mere om dette tema og fortsætter med at lære nyt hver dag. Vi kan ikke præsentere en præcis liste over, hvilke områder børn kan tage ansvaret for og hvornår, men vi kan se nogle vigtige principper tegne sig.

Vi har også lært, at dette kan være meget provokerende for mange forældre og det er der gode grunde til. Det rokker alvorligt ved vores århundrede gamle forestilling om, hvad ansvarlig forældreomsorg er og det gør – hvis vi skal følge f.eks. mine anbefalinger – at vi må give afkald på en del af den magt, der altid har ligget hos forældrene. Dette kan få forældre til at opleve, at de ikke lever op til deres ansvar som forældre og ikke yder den nødvendige omsorg. Overfor dette står vores erfaring, som fortæller os, at forældrenes støtte til udviklingen af børns personlige ansvarlighed er en stor hjælp for deres muligheder for at udvikle deres selvstændighed og ikke mindst en sund selvfølelse – eller et sundt selvværd – og selvfølgelig deres ansvarlighed.

Vi har faktisk en lang tradition for at se børns egen-ansvarlighed og vores nødvendige omsorg i sammenhæng, nemlig når de er babyer. Helt små børn gør os opmærksomme på deres behov, lyst, ulyst, smerte og grænser ved hjælp af lyde, mimik og bevægelser. De mærker f.eks. at de er sultne og tager ansvaret for at fortælle os det. De mærker, at de fryser og forsøger at få os til at forstå det. Når vi har været i intens kontakt med dem i nogle minutter, vender de først øjnene og senere hele hovedet væk for at sige, at de har fået nok lige nu og må have en pause. De tager ansvaret for deres behov og er afhængige af, at vi er interesserede og ansvarlige nok til at imødekomme dem.

I den alder oplever vi ikke konflikten mellem deres ansvarlighed og vores ansvarlige omsorg. Tværtimod kan vi blive helt fortvivlede, når vi ikke forstår hvad det er de vil, om de har ondt eller er sultne, om de fryser eller har det for varmt. ”Bare de kunne fortælle os det – bare de kunne snakke”, tænker vi. Først når de så begynder at snakke, begynder vi at gøre os kloge på deres behov, grænser og smerte!

Lad os som et eksempel på børns evne til at tage et personligt ansvar se på et af de første områder, hvor de kommer i konflikt med os på flere områder:

I firemåneders alderen begynder babyer at kunne skelne mellem forskellige voksne mennesker og kan tydeligvis bede lide nogen end andre. Barnet er med andre ord i stand til at vælge de mennesker, det vil have en nær relation til og hvilke det vil holde distance til. Ser vi nærmere på dets valg er det tydeligt, at det er et kvalificeret valg. Det bygger simpelthen på barnets oplevelse af at blive mødt med oprigtig varme, interesse og respekt.

Derved kommer barnet i konflikt med sine forældre og en kultur, det lever i. Barnet fravælger måske sin mormor elle foretrækker bare sin farmor. Straks støder de ind i en kulturel fordom (At vi holder lige meget af alle, vi tilfældigvis er i familie med). Barnet vender sig voldsomt og grædende væk fra familiens moster, som ingen andre i virkeligheden synes om, men bare lader som om. En af mors veninder kan sagtens få lov til at have barnet på skødet, mens en anden bliver afvist osv.

Forældrene må vælge. Vil vi respektere barnets oplevelser og grænser eller påtvinge det en social konvention eller en løgn? Ti år senere er vi ikke i tvivl. Da vil vi gerne, at barnet kan se forskel, træffe ansvarlige valg og vælge de rigtige mennesker at knytte sig til. Mindre børn kan afhængig af deres udvikling og personlighed tage ansvar for deres egen person på en række områder:

Smag, appetit, relationer, udseende, legekammerater, valg af sekundære omsorgspersoner (barnepige, pædagoger, naboer o.l.), administration af lommepenge m.fl. På andre områder kan de begynde at tage ansvar, men må øve sig i nogle år, før de bliver sikre i deres valg. Forældre behøver ikke et katalog over mulighederne. Børnene skal nok gøre dem opmærksomme på, hvornår de selv synes, at de vil og kan og det er i disse konflikter forældrene har to muligheder:

• enten fastholder forældrene deres ret til at bestemme i kraft af deres overblik, erfaring og viden om, hvad der generelt set er godt for børn,

• eller også går de i dialog med barnet og undersøger sammen med det mulighederne og lade eksperimentere og gøre sig sine egne erfaringer

Eks. 1:

- Hvorfor spiser du ingenting Kasper? Du må da være sulten.

- Nej, jeg er ikke sulten.

Besvares enten med:

- Jamen selvfølgelig er du sulten. Du har jo ikke spist noget siden frokost. Spis nu din mad!

Eller:

- Aha, så du er ikke sulten. Sig til hvis du bliver sulten, men helst før maden bliver taget af bordet.

Eks. 2:

- Skal du ikke ha’ din jakke på Kasper? Det er koldt ude.

- Nej, jeg fryser ikke.

Besvares enten med:

- Kasper kom nu her og få den jakke på. Jeg vil ikke ha’ at du skal fryse hele dagen.

Eller:

- Ok. Hvis du mener du kan klare dig uden? Jeg er nu ikke så sikker, så for en sikkerheds skyld lægger jeg jakken i din taske, så kan du selv tage den på, hvis du kommer til at fryse.

I begge eksempler udtrykker forældrenes sidste svar både respekt for Kaspers egen-ansvarlighed og deres omsorg for ham. Dette er helt forskelligt fra f.eks. at svare,” Jamen hvis du ikke vil, så er det dit problem” eller ”Ok. Gør som du selv vil”. Disse svar overlader barnet helt til sig selv, hvor de andre skaber rum for begge parter. Hvis børn skal træne og udvikle deres egen-ansvarlighed, kan de ikke gøre det selv=alene. De må være i dialog med forældrenes erfaring og overblik, men behøver ikke at bøje sig for det. Forældre må altså lære at udtrykke deres meninger og erfaring på en måde som både anerkender barnets synspunkt og giver forældrene mulighed for at tilbyde deres viden og erfaring. Når det lykkes bare en del af tiden kommer belønningen ganske få måneder eller år senere i form af selvstændige, selvhjulpne og tænksomme børn med en sund selvfølelse, som også evner at lytte til andre og drage nytte af deres viden og erfaring.