Behovet for Opmærksomhed

Af Jesper Juul

Genkender du et eller flere af de udsagn der er sagt om skolebørn 6-12 år:

- Børn har brug for meget opmærksomhed
- Hun vil vist bare have opmærksomhed
- Han gør det bare for at få opmærksomhed
- Børn får alt for meget opmærksomhed nu om dage
- Børn idag vil hele tiden ses og høres

Nogle gange bruger vi ordet ”opmærksomhed” i positiv betydning og andre gange som et negativt – næsten primadonna-agtigt behov, i betydningen at være i centrum eller ikke at kunne tåle, at også andre får vores opmærksomhed. Andre gange taler vi om børns (alle menneskers) helt grundlæggende behov for at blive ”set”, som vi kalder det. Hvad er det egentlig vi mener? Hvornår er børns appel om opmærksomhed udtryk for et velbegrundet eksistentielt behov og hvornår er det et usundt udtryk for at ville have applaus og være i centrum?

Vi har alle meget forskellige behov for ”opmærksomhed” forstået som ”interesse” fra andre mennesker. Nogle trives bedst, når de kan være alene det meste af tiden og andre, når de er omgivet af mange mennesker. Det fælles er, at vi har brug for andre mennesker som ”vidner” til vores liv. Nogen der lægger mærke til, når vi skifter frisure, har en smuk kjole på, er glade eller triste, helst vil være i fred eller gerne vil inddrages i samtalen eller legen.

Vi har alle det samme behov for at blive ”set” af mindst et andet menneske – og gerne flere. At føle sig ”set” betyder oplevelsen af at blive set ”bag facaden”, ”sådan som jeg virkelig er”. Det betyder, at nogen må interessere sig så meget for os, at de gør sig umage for at ”se” os bag vores selvudslettende, fremfusende, muntre, overgearede eller aggressive adfærd.

Behovet for at blive ”set” er lige så gammelt som mennesket, men det er relativt nyt, at vi også lægger vægt på det i børneopdragelsen og pædagogikken. Det gør vi bl.a., fordi vi gennem de seneste 40-50 år har lært, at mange af de børn og voksne, der bruger mange kræfter på at skaffe sig ”opmærksomhed” egentlig bare savner at blive ”set”.

Tidens mange reality shows på TV, hvor både børn og voksne optræder, leger, kæmper osv. har for nogen bekræftet det moderne menneskes trang til de berømte ”15 minutes of fame”. Der er ingen tvivl om, at mange af deltagerne har meldt sig ud fra et stærkt ønske om at blive ”set” og derfor bliver vældig skuffede, når de opdager, at de kun bliver set på. At berømmelse og kendis-status er et utilfredsstillende surrogat.

I den moderne børnefamilie, hvor alle har mere eller mindre travlt med aktiviteter uden for hjemmet, er der ofte hård kamp om opmærksomheden. Både børn og voksne kan gå til yderligheder og ekstrem adfærd, hvis de ikke oplever at blive ”set” og ikke magter at formulere deres behov. Børn kan blive aggressive, pjevsede, krævende, selvdestruktive og meget andet, hvis deres behov for at blive set ikke anerkendes og opfyldes eller hvis forældrene tror, at behovet for at blive ”set” kan erstattes med overfladisk interesse eller opfyldelse af alle barnets ønsker. Det er bl.a. derfor, at det er så vigtigt at bruge tid på at lege med børn. Det er nemlig i legen børn har muligheden for at vise sig selv på egne præmisser og dermed er legen også forældrenes muligheder for at opleve, hvem deres barn er.

En del forældre går rundt med næsten konstant dårlig samvittighed eller skyldfølelse, fordi de ikke synes, de bruger nok tid sammen med børnene. Nogle gange er denne oplevelse forkert og ofte er den rigtig. De forsøger så på forskellig vis at kompensere for den manglende tid ved enten at overservicere barnet eller imødekomme alle barnets ønsker om f.eks. legetøj, penge, nyt tøj o.l..

Denne strategi ender altid med at være frustrerende for begge parter, fordi børns behov for at blive ”set” er præcis ligesom de voksnes. De fleste voksne ved instinktivt eller har måske selv oplevet, at dette regnestykke ikke går op. Hvis en kvinde savner sin mands nærvær og interesse hjælper det ikke, at han giver hende blomster og smykker. Sådan er det også for børn, selv om de ikke kan formulere det. De kan kun udtrykke deres savn og skuffelse ved at opføre sig ”uopdragent”, ”krævende”, ”forkælet” o.l.

Børn har i lighed med voksne brug for at fortælle om, hvad de laver, hvad de har tænkt over og hvad de har oplevet. Det betyder ikke, at forældre nødvendigvis skal synes, at det alt sammen er lige spændende, men det er vigtigt, at de lytter og får en fornemmelse af, hvad barnet fortæller om sig selv – bag historien om den uretfærdige veninde eller mellem linierne i deres drøm om at blive jagerpiloter eller modedesignere. Dette kræver tid og vel at mærke tid, hvor de voksne ikke har travlt med at opdrage eller belære, men tid til at lytte og interessere sig. Det er ”kvalitetstid” målt med børnenes målestok.

Børn og unge, som konstant søger eller kræver opmærksomhed på en måde, som enten er irriterende for omgivelserne eller som opleves ydmygende for dem selv, er stort set altid små mennesker, som savner oplevelsen af at blive set og anerkendt, sådan som de virkelig er. Jo mere overfladisk eller irriteret opmærksomhed de får, jo større bliver savnet.

Der findes en helt tredje form for opmærksomhed, som er vigtig for familiens og den enkeltes trivsel. Den kan bedst sammenlignes med radaren på et skib, som registrerer alt hvad der foregår inden for en bestemt radius. Børn er født med denne evne og de fleste mødre udvikler den i relation til børnene efterhånden, som de bliver født. De ved nogenlunde konstant, hvordan børnene har det, hvad de er optaget af, hvad de bokser med osv. Fædre udvikler ofte kun denne fingerspidsfornemmelse, hvis de får/skaffer sig mulighed for at være alene med barnet i mindst en uge eller to. Som forældre er det en kunst at registrere alt, men kun fokusere på det væsentlige. Også dette kræver, at man tilbringer tid sammen.

Det er en af tidens medieskabte myter, at nutidens forældre ikke ”har tid” til deres børn eller parforhold. Vi kommer nok sandheden nærmere ved at konstatere, at også fortidens børn i høj grad savnede oplevelsen af at blive set og at mange par var tvunget til at tilbringe en del indholdstom tid i hinandens selskab. Kravene til det følelsesmæssige indhold i familien er vokset voldsomt inden for de seneste tyve år og det tager selvfølgelig tid at lære, hvordan vi kan interessere os for og engagere os i hinanden på måder, som faktisk er frugtbare og ikke bare udtryk for dårlig samvittighed eller panikløsninger. Det er fint at få anerkendelse, ros og opmærksomhed på jobbet eller i skolen, men det gør ikke vores behov for at blive ”set” af dem vi elsker mindre. Somme tider tværtimod, fordi vi på jobbet og i skolen i høj grad bliver lagt mærke til i kraft af vore præstationer og dermed får kvaliteten af disse bekræftet. Vi har mindst lige så stort behov for at få vores væren og vores værdi som medmennesker anerkendt og det sker næsten kun i kærlighedsforhold til børn og andre voksne.

Hvornår er det let for dig at lytte med interesse og åbenhed?
Deler du din hverdag, tanker og oplevelser med din partner? Dine børn?
Hvordan kan I skabe plads til at fortælle og at lytte i jeres familie?